Contemporary

Suveræn debutroman

Se mig nu af Amalie Hammel, Books on Demand, 2019. 5/5 stjerner. 

Da kæresten går fra Emma, skal hun om stille sig til en ny tilværelse. En tilværelse, hvor lavt selvværd, alkohol og flygtige relationer til mænd dominerer. Presset fra et universitetsstudie forstærker behovet for at flygte fra virkeligheden og Emma befinder sig på en glidebane. Facaden fungerer som et skjold, mens Emma kæmper for at få styr på livet, samtidig med at Instagram ruller og alt skal se perfekt ud. 

Amalie Hammel har skrevet en eminent debutroman, der fremstår både stærk og rørende. Emma er en enormt troværdig hovedperson, og jeg vil tro, at mange unge kvinder, mig selv inklusiv, kan genkende mange af de tanker og nogle af de oplevelser, Emma har – forhåbentlig ikke dem alle sammen. For det er også en bog fuld af øjeblikke, hvor man sidder med en klump i halsen og vender siderne for at følge Emmas historie. Samtidig er det også en bog, der tager fedt i vigtige emner såsom seksualisering af kvindekroppen, kvinders selvværd, angst, lyst til sex (og mangel på samme) og respekten for egne behov og lyster. Og bogen gør det på en vildt fed måde – den er aldrig mandehadende og diskuterer både moral, normer og værdisæt. 

Bogen er fantastisk godt skrevet – den er gribende og letlæselig, med et flydende sprog, der skaber et generelt godt flow i bogen til trods for det lidt fragmenterede format. Det fremstår nærmest som snapshots i tiden af Emmas liv, og det fungerer virkelig godt. Samtidig var jeg vil med slutningen, hvor vi sideløbende med Emmas historie følger Nabiha – og på den måde binder slutningen op til allerførste kapitel. 

Alt i alt en suveræn god bog – og jeg håber at læse mere Amalie Hammel i fremtiden. 

Tusind tak til forfatter Amalie Hammel for anmeldereksemplaret. Bogen er modtaget med henblik på en ærlig anmeldelse.

Faglitteratur, Nonfiktion

En bog som jobcentrene burde læse

Tak for din ansøgning af Anne Marie Valentin fra forlaget Forfatterskabet, 2019. 4/5 stjerner.

Tak for din ansøgning er bogen, jeg manglede for to et halvt år siden, da jeg var nyuddannet og arbejdsløs – den er til alle, der søger job – eller måske overvejer at søge job. For som bogen skriver, så arbejder vi i Danmark 8 timer om dagen, 5 dage om uge, 46 uger om året, 50 år af livet (i gennemsnit naturligvis) – og det bør jo være argument nok for at vælge det rigtige job. Bogen er fuld af fif, tips og cases, som læseren kan tage med. Og det er ikke kun det klassiske tips, som mange nok har fået på jobcenteret med CV og ansøgning. Anne Marie Valentin giver også læseren et kærlig spark bagi med hensyn til mindset, når man søger job, samtidig med at den er spækket med tips og tricks, som man kan indarbejde i ens ansøgninger og CV. Og (heldigvis) kommer den ikke med præmie-skabelonen, men gør opmærksom på, at det kommer helt an på branchen og personen, men kommer derimod med fif til, hvad CV bør indeholde, beskrivelser fra HR-chefer af hvad de egentlig kigger efter og meget, meget mere. 

Samtidig er bogen relativt kort og to the point og det gør den behagelig og nem at læse – men også nem at bruge som opslagsværk efterfølgende. Den indeholder helt reelle værktøj, som man som jobsøgende kan bruge. Jeg ville ønske, at jeg havde haft den som nyuddannet, da jeg selv søgte job, for selvom den ikke er direkte målrettet nyuddannede, så forklarer den brugen af et CV og en ansøgning langt bedre end noget jobcenter, jeg har hørt om – og var ægte inspirerende til at gøre status over, om man er det rigtige sted i sit arbejdsliv. Bogen er venligst tilsendt af forlaget med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Uncategorized

Hvordan er livet på den anden side af spejlet?

Bag spejlet af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1871). 4/5 stjerner.

… er nok cirka det spørgsmål, Alice forsøger at besvare i opfølgeren til Alice i Eventyrland. Alice er blevet lidt ældre, men stadig en fantasifuld lille pige, og i stedet for at forfølge en kanin ned i et hul, leger hun med sine killinger og undrer sig over, hvordan man verdenen er inden i spejlet, som hun kan se fra stuen. Naturligvis kan hun pludselig passere gennem spejlet og her åbner sig en ny verden, hvor alting er modsat. Det inkluderer naturligvis også logik, der er helt modsat i den nye verden, hvor skakbrikkerne er levende, og hvor alle kommer med spøjse rim. 

Og igen er Lewis Carroll en episk nonsens-digter og beskriver en verden så skør og fantasifuld, at man ikke kan andet end at blive trukket ind i den. Jeg holder næsten mere af Bag spejlet end jeg gjorde af Alice i Eventyrland – måske fordi, jeg sagtens kan se mig selv som lille pige drømme om verdenen bag spejlet. Karaktererne virker venligere og fokus er på den omvendte logik i verdenen bag spejlet. 

Den er perfekt som børnebog, men helt klart og værd at læse for voksne, der ikke har læst den før. Jeg er vild med den måde, hvorpå Carroll tager elementer fra Alice’ verden og bruger dem på en ny måde i hendes drømmeverden – f.eks. at skakbrikkerne bliver levende, eller at killingerne bliver de to dronninger. Det er sjovt at gætte med undervejs – og så nonsens-digtning morsomt at læse, fordi det ikke giver mening og giver mening på samme tid. 

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Nordisk, anmelderrost litteratur?

The Hills af Matias Faldbakken fra forlaget Rosinante, 2019. 2/5 stjerner 

Velkommen til The Hills, Oslos mest velansete og hæderkronede restaurant, gennemsyret af tradition og elegance og fyldt med tjenere, stamgæster, lysekrone og garderobefolk, mezzanin, varekældre, barchef og huspianist. Interiøret er centraleuropæisk med mosaikker i koncentriske cirkler på gulvet og væggene fulde af portrætter, tegninger, malerier og klistermærker. Romanens navnløse jeg-fortæller har været stedets tjener i tretten år. Med sin diskretion og sit fulde overblik over alt, hvad der sker i lokalet, er han romanens øjne og ører og opfatter stedet som en wienercafe – eller måske har han tyske aner. Ideen om det gamle Europa holdes i hævd i den noget nedslidte restaurant. Der hersker en veletableret orden, hvor alt har sin plads, og intet udefra trænger ind. Indtil truslen om uro og forandring pludselig melder sig i form af en purung kvinde, der en dag sætter sig sammen med det faste klientel – kaldet ”barnedamen”. 

Der er ikke den store ydre handling i romanen. Første del er mestendels en beskrivelse af omgivelserne, restauranten og af de stamgæster, som jeg-fortælleren altid betjener. Barnedamen ødelægger denne orden – hun væver de forskellige grupper af gæster sammen. De, der altid kommer om eftermiddagen til kaffe og de, der drikker hvidvin om aftenen. Hun skubber til den ligevægt, tjeneren har brug for. 

Det er en af de få bøger, jeg faktisk har læst en anmeldelse af, før jeg skrev min egen. Og jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få så meget ud af bogen. Jeg har før læst anmelderroste bøger, hvor jeg godt kunne se, hvorforde var anmelderroste – men de faldt blot ikke i min smag. Denne her roman er plotløs, fortællerløs og jeg forstår ikke, at den er anmelderrost. Matias Faldbakken er kendt for kontroversielle bøger og kunst, og jeg tror The Hills er eksempel på, at kunstneren betyder noget. Havde enhver anden skrevet denne som debutroman, var man næppe blevet særlig kendt. Bogen holder lidt læseren udenfor. Den sludrer om noget, steder, navne som man ingenting ved om, eller har en chance for at gætte. Det føles lidt som en bog, der er skrevet til et meget lille publikum – eller som om læseren slet ikke var nødvendig. Slutningen (som ellers er særligt fremhævet i anmeldelser) formår simpelthen ikke at samle op – det føles faktisk som om, den slutter midt i det hele og der mangler en faktisk slutningen. Ikke værd at spilde god læsetid på. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Genfortælling af Snehvide på månen

Winter af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2015. 3/5 stjerner.

Jeg er tilbage i universet, hvor Askepot er en cyborg, Rødhætte forelsker sig i sin Ulv og Rapunzel hedder Cress og er en absolut darling. Winter er den onde dronning Levanas steddatter, som er ufattelig smuk, selv uden sine lunare gaver – og så er grunden for en Snehvide-genfortælling lagt. 

Prinsesse Winter er beundret på hele Luna for sin skønhed og venlighed, og det bliver ofte sagt, at hendes skønhed var endnu større end stedmorens – indtil denne tvang hende til at vansire sig selv. Winter hader sin stedmor og ved, at hun ikke vil forstå de følelser, Winter har for sin barndomsven og paladsvagt Jacin. Men Winter er ikke så svag, som Levana tror og sammen med Cinder og hendes allierede, har Winter måske magten til at starte en revolution og vinde en krig, der har raset længe mellem de ydre og indre distrikter på Luna. 

Og jeg kommer til at savne Luna – det venskabelige drilleri mellem Thorne og Cinder, Cress iskolde logik og store følelser, Ikos altid smarte kommentarer og Scarlet og Ulvs kærlighed. For dette her er jo slutningen på The Lunar Chronicles, som overordnet er en virkelig god YA-serie. Og selvom Winter er en ordentlig mobbedreng (bogen, ikke prinsessen) på over 800 sider, så er den en hæsblæsende finale. 

Jeg kan godt lide Meyers meget nytænkende måde at genfortælle eventyr. Jeg er pjattet med genfortællinger, men der er nogen befriende ved, at de er flyttet så langt væk fra de oprindelige historier, men stadig er genkendelige. Hun beholder netop nok af de originale eventyr, men blander nyt nok ind i det til, at det er overraskende og spændende at læse. Desuden er hun god til at bygge forhold mellem mennesker – selv dem, der bare er på venskabelig plan, som f.eks. den utrættelige drillen mellem Thorne og Cinder. Det er troværdige venskaber, der husker læseren på, at romance ikke er alting (selvom alle i sand YA-stil bliver parret til sidst). 

Jeg elsker søde, intelligente Cress, men Winter er også en god, ny karakter. Hun er smuk, venlig – og skør af ikke at have brugt sin lunare gave. Og selvom hendes sindsyge er alvorlig, så er hun god til at håndtere den – og får god hjælp til at håndtere den af Jacin. Det er en fantastisk, læseværdig serie med et seriøst opbygget univers og smukke elementer af gamle eventyr.