Biografi, Nonfiktion

Feminisme med humor og bh

How to be a woman af Caitlin Moran fra forlaget Ebury Press, 2011. 3/5 stjerner. 

How to be a woman er min første sådan erklærede feministiske bog. For det er ikke et emne, jeg ret gerne vil diskutere, for der er ofte en tendens til, at det er så mandefjendsk (det var den slags feminisme, jeg fik serveret i min studietid i hvert fald) og jeg har sådan set altid holdt fast i, at alle er mennesker på trods af hudfarve, køn og så videre. Men Caitlin Moran er sjov – og hun er bestemt ikke mandefjendsk. Det er med andre ord feminisme for sådan nogle som mig. Næsten hele tiden i hvert fald. 

Samtidig er det også en historie om at være og blive kvinde, hvad det betyder, hvad det indebærer og Caitlin Moran væver provokerende tanker og sjove historier sammen fra sit eget liv – og giver samtidig de mandefjendske feminister, som jeg også selv har stejlet over tørt på – og forklarer gerne hvorfor kvinder sagtens kan danse burlesque, beholde bh’en på – ja faktisk lige meget hvad det har lyst til, blot man gør det af de rigtige grunde. Thumbs up, for jeg er nært knyttet til mine bh’er og de var sgu for dyre til at brænde. 

Hvert kapitel åbner med en fortælling fra en ny periode i hendes eget liv, startende i hendes teenageår og arbejder fremmod 2011, hvor bogen er udgivet. Alt sammen for at synliggøre, hvordan feministiske ideer har formet hende og ændret hende gennem årene. På den måde bliver bogen på én gang et memoir men også en overordnet beskrivelse af den feministiske bevægelse i det 20. århundrede. Og hun påpeger flere gange – fuldstændig korrekt – at mange moderne kvinder faktisk er tøvende overfor at kalde sig selv feminister, og præsenterer en anden måde at være det på.

Til gengæld er hun god til at generalisere – mænd, kvinder, alting. Og jeg har det lidt svært med generaliseringer, særligt når de som i Morans tilfælde nogle gange virker søgte og som om de ødelæggende bliver brugt til at understøtte en pointe, som burde have været bedre argumenteret i første omgang. Bogen er morsom, nogle steder provokerende – men er jeg helt oppe og ringe? Jeg har læst den og det er fint – og den er ligeså hurtigt glemt igen. 

Fantasy, Young Adult

Jeg elsker en god fantasy-verden, men kommer ikke til at savne Primoria

Frost like night af Sara Raasch fra forlaget Balzer + Bray, 2016. 3,5/5 stjerner

Den onde kong Angra er i live og hans onde magi spreder sig – ingen er længere i sikkerhed eller kan modstå. Meira vil gøre hvad som helst for at redde hendes verden, men Angra prøver at nedbryde hendes mentale forsvar og hun har desperat brug for at lære at styre sin magi. Lederen af den mystiske orden fra Paisly tilbyder at undervise hende, og hun tager chancen.  Men det går op for hende at for at stoppe den onde magi må hun ind i en labyrint dybt under årstidernes kongeriger og ødelægge roden til den magi, hun desperat prøver at lære – og derved tage livet af sig selv. 

Vi følger også stadig Mather, der bare gerne vil redde Meira. Han har brug for Children of the Thaw for at finde hende og fortælle, hvordan han føler. Men der er forræderi i egne og række og løsningerne synes længere og længere borte. 

Ceridwen, som vi også begynder at følge i tredje bog, vil gerne beskytte sit folk. Angra har slået hendes bror, kongen af Summer ihjel, stjålet hendes kongerige og gjort hende til fange, men hun bliver befriet af en uventet allieret, som også afslører en chokerende sandhed om Summers slavehandel. Mens Angra slipper sin mørke magi løs, kæmper Meira, Marther og Ceridwen for at bringe kongerigerne i Primoria sammen inden det er for sent. 

Frost like night er en my bedre end de tog andre bøger i trilogien. Jeg er stadig vild med den verden, Sara Raasch bygger op, og landet Paisly som den seneste tilføjelse er bestemt ingen skuffelse. Om end plottet stadig er relativt forudsigeligt, så er der alligevel nye ting i bogen. 

Meira til en start gennemgår faktisk en lille udvikling – et af mine helt store problemer med det første bøger. Ikke meget, men nok til hun ikke tager dumme beslutninger heletiden. Jeg kommer nok aldrig til at elske Meira, men hun er helt klart bedre end i de foregående bøger, og hun fremviser endelig noget værdighed til at være den soldaterdronning, hun hele tiden har forsøgt på. Ceridwen er en behagelig om end semi-unødvendig tilføjelse til fortælleren, og bogen veksler mellem jeg-form, når det er Meira og personbunden tredjepersons-fortæller, når det er Marther og Ceridwen. Men det giver os mere af verdenen at se, så jeg klager ikke. 

Spoiler alert i det følgende. 

Mit helt store problem med denne bog er slutningen. Jeg kan egentlig godt lide sidste kapitel ”6 måneder senere” – men lige før det. Jeg synes, det er skuffende, at Sara Raasch kun har mod til at slå bipersoner ihjel, som man ikke har nået at opbygge en følelsesmæssig tilknytning til – det er trods alt en ret voldsom krig, hun beskriver, men vores hovedpersoner kommer igennem, stort set uskadte. Hele Marthers hemmelige overvejelser omkring at redde Meira, som bliver kastet ind i de sidste sekunder af bogen virker urealistiske og alt for belejlige. Især fordi bogen var meget længe om at komme i gang med selve plottet, nemlig labyrinten og kampen mod Angra. Slutningen virker forceret og om end ”6 måneder senere” kapitlet fungerer godt i forhold til at få bundet verdenen sammen igen, kunne det også have fungeret med tab af vigtige hovedpersoner. 

Snow like ashes-trilogien har overordnet været en lidt skuffende oplevelse. Det undrer mig, at den er klassificeret til voksne, for den føles som en YA-bog. Den har ikke rigtig fat i nogle tungere emner, og har hele vejen igennem været meget forudsigelig. Verdenen er rigtig spændende og har været den primære grund til, at jeg har læst alle tre bøger. Jeg elsker en god fantasy-verden. 

Børnebøger, Fantasy

Perfekt børnebog – og god underholdning til de voksne

Arlo Finch og flammernes dal af John August fra forlaget Alvilda, 2018. 3,5/5 stjerner.

Arlo Finch flytter fra storbyen med sin mor og søster. Hans far er nemlig dømt landforræder og flygtet til Kina – men de snakker med ham via en sikker forbindelse én gang om ugen. Da moderen løber tør for kræfter og penge, flytter hun og ungerne til moderens bror i en lille by i Colorado. Og her får Arlo Finch gode venner i skolen. Han kan godt sammen med onklen og han bliver ranger – en form for spejder. Men det viser sig hurtigt, at der er overnaturlige kræfter på spil i byen Pine Mountain og det at være ranger betyder mere end at tage på overlevelsestur og binde knob. Som ranger lærer hans nye venner Indra og Wood ham nemlig hvordan man kan bruge magien fra den parallelle verden De Lange Skove til at lave snaplys og tordenklap og identificere overnaturlige væsner. Arlo tiltrækker også mørkere trusler og må kæmpe mod væsener, han aldrig har set mage til. Måske har Arlo en helt særlig skæbne? 

Arlo Finch er en serie for de 10-14-årige – og det kan man godt mærke. Siden Harry Potter (som trods alt udviklede sig med sine læsere) har jeg ikke læst så mange børnebøger, der ikke var klassikere, som voksen. Men netop fordi Arlo Finch er blevet sammenlignet med Harry Potter… Ja mere skal der faktisk ikke til at få mig til at læse en bog. Og jeg er ikke skuffet. Det er en børnebog, og derfor savner jeg lidt spænding, men jeg er sikker på, at jeg som 10-årig havde synes den var lidt uhyggelig men også virkelig god. 

Skrivestilen i bogen er gjort meget intelligent og det hjælper, når man som voksen læser den for sjov eller med sine børn. Bogen har nogle fine kapitler med ”cliff-hangers” til de næste kapitler, der formentlig vil få børn til at læse videre og bogen er detaljeret men samtidig handlingsdrevet nok til, at det hverken bliver kedelig for børn eller voksne. Samtidig gennemgår den en del spejderlære, så børn vil måske endda lære noget – hvis de kan skelne mellem det magiske og det virkelige. Og her er Arlo en god guide – han er nemlig selv temmelig forbløffet overfor alt det magiske. Det er første bog i en trilogi, og jeg kan helt ærligt ikke vente til den næste kommer , for jeg vil vide, hvad Arlos skæbne er og hvorfor han er speciel – måske snyder jeg, og læser den på engelsk, så jeg ikke skal vente på den danske oversættelse.