Nonfiktion

En kop kaffe med drabsefterforskere

Drabscheferne af Kurt Kragh, Ove Dahl og Stine Bolther fra forlaget JP/Politikens forlag, udgivet i 2016. 3/5 stjerner. 

I Drabscheferne – De største sager mødes to af de mest erfarne drabsefterforskere, nemlig Ove Dahl, der er tidligere drabschef i Københavns Politi og Kurt Kragh, der er tidligere drabschef i rejseholdet. De har aldrig arbejdet sammen, mens de var aktive i Politiet, men de siger sammen tilbage på nogle af deres mest spektakulære sager. De diskuterer motiver til drab og giver endda hinanden konstruktiv kritik eller sammenholder uopklarede sager, som måske kan have samme gerningsmand, men som ikke kunne bevises. 

De fortæller medrivende om drabsefterforskernes værktøjer, f.eks. ift. profilering af gerningsmænd, afhøringsteknikker, kløgt og ikke mindst lidt held. De runder desuden politiets arbejdsforhold i dag og kommer med deres ærlige mening om f.eks. overvågning af grænserne og kameraovervågning i samfundet. 

Bogen er spændende fortalt, men ikke på den der krimi-måde, hvor man sidder helt ude på stolen. Den er fortalt udramatisk og alligevel svær at lægge fra sig, fordi man udmærket godt ved, at der er tale om virkelige sager. Og det er ment rigtig positivt – jeg synes det er rigtig godt, at de ikke overdramatiserer, men fortæller nøgternt om deres oplevelser. Desuden føles det næsten som at være med i en samtale over en kop kaffe, som to tidligere drabsefterforskere har, hvor de sammen genoplever, gentænker og sammenholder sager og resultater. Bogen er helt bestemt værd at læse og kan også anbefales som lydbog – den holder bestemt én opmærksom på lange køreture, og i øvrigt svær at ligge fra sig, når køreturen er afsluttet. Alt i alt en velskrevet bog af to spændende mennesker. 

Børnebøger, Fantasy, Grafisk roman

Nøj – det er for børn

Lumberjanes to the max vol. 1 af Noelle Stevenson m.fl., 2015 fra forlaget  BOOM! Box. 4/5 stjerner. 

Lumberjanes er en tegneserie udviklet til de 8-14-årige (pige)børn, og handler om Miss Qienzella Thiskwin Penniguiqul Thistle Crumpet’s Camp (prøv at sige det 10 gange hurtigt efter hinanden) for hardcore lady-typer. Og her er alting ikke som det ser ud. Vores hoved personer Jo, April, Mal, Molly og Ripley støder både ind i treøjede ræve, hemmelige huler, mærkelige anagrammer og andre mærke skabninger, men de fem bedste veninder er måske nok unge, men giver ikke bare op og har bestemt sig til at have en god sommerlejr sammen. 

Denne fantasy-tegneserie er genial, hvis du kender en ung dame på omkring 10-12, der er ved at lære engelsk – eller du bare ligesom jeg, har en svaghed for tegneserier. Den er tydeligvis skrevet af feminister og handler jo også stort set kun om kvinder – og plottet er ikke helt så sammenhængende som det kunne have været. Men stilen er flot og lige som man nok forventer det, så er der altid en kæk kommentar. Historien er sjov og så langt ude, at ingen vil ligge vågne om natten, hvis man læser den med børn.  Og da det jo netop handler om en spejderlejr, så er der også en grønspættebog (om end den hedder noget andet), som en af pigerne naturligvis kan udenad. 

To the Max udgaverne af Lumberjanes (som man også kan få som normale tegneserier) bærer også lidt præg af at være kælet ekstra for – der er oplysninger om, hvordan man er kommet frem til de enkelte sider og ekstra tegninger og oplysninger i slutningen af bogen. En helt bestemt flot bog, der er hurtigt læst og man har det sjovt, mens man gør det!

Filosofi, Nonfiktion

Lommefilosofi om dyr – og mennesker

At forstå dyr af Lars Fr. H. Svendsen fra forlaget Klim, 2018. 3/5 stjerner. 

At forstå dyr er en bog om dyr. Det er en filosofisk bog, men den kan læses af folk uden filosofiske forkundskaber. Og fordi den beskriver så meget om dyr, at det også bliver en bog om mennesker; hvad det vil sige at være et menneske og hvad det ikke vil sige at være menneske. Eller dyr for den sags skyld. Den er skrevet til (og om) kæledyrsejere, som faktisk forstår de dyr, de dagligt omgås, og som de ved, er intelligente og følsomme væsner – uanset hvor meget filosofien og videnskaben har omtalt dyrene som mekaniske og sprogløse instinktvæsner. Bogen er skrevet af filosofiprofessoren, men først og fremmest kæledyrsejeren Lars Fr. H. Svendsen. Han inddrager sin hund og sine to katte som eksempler, så de filosofiske tanker, om hvad dyr er, og hvordan man kommunikerer med dem, bliver konkrete og genkendelige.

Første halvdel af bogen er en smule filosofi-tung. Ikke specielt svær at forstå, men det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Og det er denne halvdel, som jeg egentlig også mener, behandler hvad det vil sige at være menneske. 

Anden halvdel, hvor Lars Svendsen i højere grad går i dybden med dyr og ikke mindst med forskellige dyr, er til gengæld skrevet humoristisk og tilgængeligt – og helt klart anbefalelsesværdigt. Jeg lærte nye ting selv om katte, selvom jeg deler tilværelsen med en lille gråstribet diva og egentlig som regel kan tyde hendes kropssprog og mjaven fra hinanden. Det er samtidig en ret letlæst bog, og den er ikke så lang, så banker ens hjerte for dyr, så er det en sød bog at læse. Og så kan man jo lære noget overraskende undervejs – f.eks. hvor intelligente blæksprutter faktisk er – og hvorfor de primært stikker af fra fangeskab, når der ikke er nogen, der kigger.

Fantasy, Scifi, Young Adult

Har du nogensinde overvejet, hvad der ville ske, hvis Rødhætte og Askepot slår pjalterne sammen?

Scarlet af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2013. 4/5 stjerner

Scarlet er fortsættelsen til Cinder, der er en gendigtning af Askepot. Denne gang får Cinder følgeskab er Scarlet, som er en gendigtning af Rødhætte.

Cinder prøver at bryde ud af det fængsel, hun er endt i – og ender som den mest eftersøgte flygtning i hele verden. På den anden side af Jorden, nærmere bestemt i Frankrig, er Scarlat Benoits bedstemor væk. Scarlet er sikker på, at hun er blevet kidnappet, men ingen vil rigtig tro på hende. Scarlet render ind i gadekæmperen Ulv, som måske har information om hendes bedstemor – og selvom hun har svært ved at stole på ham, er hun også tiltrukket af ham af grunde, hun ikke rigtig ved. Så mens Scarlet og Ulv forfølger bedstemorens spor, støder de pludseligt på Cinder og kaptajn Thorne, en anden flygtning, Cinder har fået følgeskab af. Og pludselig er de alle sammen fjender af den ondskabsfulde dronning af månen, Levana. 

Opfølgningen til Cinder lider bestemt ikke af det berygtede anden-bog-syndrom. Den er ligeså hæsblæsende som Cinder selv, og der introduceres nye, spændende karakterer, og at historien bliver fortalt fra flere forskellige synsvinkler. Og så er jeg vild med, at denne verden, der foregår efter en 4. verdenskrig, bliver foldet ud. I mange af denne slags ”fremtidsbøger” hører vi kun om et meget lille område – men i Lunar Chronicles Universet er hele jorden og sågar månen beskrevet. Verdenen bliver i den grad foldet ud og jeg er stadig vild med mikset af cyborgs, androider og mennesker – med androiden Iko som absolut yndlings-sidekick. Iko giver mig for vilde R2D2 vibes, men på en ny måde. Og gendigtningen af klassiske eventyr fortalt i denne verden er originalt, interessant og SÅ underholdenden. 

Tre nye væsentlige karakterer introduceres, nemlig Thorne, Ulv og Scarlet – og de fungerer vildt godt. Ulv og Scarlets historie væver helt fantastisk ind i hovedhistorien om modstanden mod den onde dronning Levana og er på én gang helt sin egen og giver samtidig nye oplysninger til Cinders historie. Jeg elsker Cinder som protagonist, men faldt pladask for Ulv og Scarlet, der langsomt nærmer sig hinanden. Scarlet er kampklar og ilter og kaster sig mere ud i ting end Cinder gør – og derfor er hun en rigtig fin tilføjelse til persongalleriet. Jeg kan slet ikke vente til den næste bog og håber i den grad, at historien om månen bliver udfoldet. 

The Lunar Chronicles er helt bestemt ved at blive én af mine favoritserier. Samtidig er de i typisk young adult-stil virkelig nemme at læse og meget, meget underholdende. Kan helt klart anbefales til alle fans af fantasy og sci-fi!