Fantasy, Young Adult

Flad kærlighedshistorie og ikke eksisterende plot i et victoriansk cirkus

Nattens Cirkus af Erin Morgenstern fra forlaget Bazar, 2014. 2/5 stjerner  

Cirkusset ankommer uden varsel. Der er ingen forudgående bekendtgørelser, ingen opslag på lygtepæle eller plankeværk i byen, ingen omtale eller annoncer i lokale aviser. Det er simpelt hen der, hvor det ikke var i går.

Et omrejsende cirkus, hvis lige aldrig er set, vækker opsigt. Når tusmørket falder på, åbnes portene til Nattens Cirkus, og indenfor venter en forunderlig verden i sort og hvidt. Stribede telte står langs endeløse, bugtede stier og lokker med glansfulde numre af trapezartister og ildslugere, slangemennesker og illusionister. På den store plads brænder et bål med hvide flammer og røgen i den fortættede luft blandes med en duft af karamel og kanel. Men kun få mennesker ved, at der bag kulisserne foregår en hård duel mellem to unge magikere. Celia og Marco er begge fra barnsben blevet trænet af deres respektive mentorer til at deltage i et ”spil” mod en ukendt modstander, som de bindes til for livet. Da de omsider lærer hinanden at kende, står tiden stille og luften vibrerer ved den mindste berøring mellem dem. Uden at forstå reglerne for spillet til fulde forelsker de sig hovedkulds i hinanden og erfarer først for sent, at de er modstandere i en dyst på styrke og udholdenhed hvor kun en kan stå tilbage.

Nattens Cirkus var en overgang vanvittig hyped og bliver af mange beskrevet som en følelsesmæssig rutsjebane. Og okay – hvis man er til en ekstremt deskriptiv bog uden noget egentligt plot og elsker cirkusser. Så er man nok den perfekte læser. Det er jeg så ikke. Jeg har ellers normalt ikke noget imod en karakterdrevet roman (modsat en plotdrevet roman), men jeg har brug fornoget– og Nattens Cirkus gav mig et plot med muligheder, der slet ikke blev udfoldet og flade karakterer, der var håbløst forudsigelige. Plottet er der ligesom bare – der er det her magiske spil, som ikke bliver ordentligt forklaret og som ikke virker troværdigt. Magien i bogen er… kedelig. Det er som om Morgenstern har prøvet at lave en bog, hvor man ikke ved, hvad der virkeligt (hvilket jeg ELSKER), men med præmissen, at hovedpersonerne har magi – og så ryger præmissen om, hvad der er virkelig og hvad der ikke er, for læseren. 80% af bogen er beskrivelser og telte og forestillinger – men de er ikke særligt gode. En bog, der gør dette til fulde, er f.eks. Toymakers af Robert Dinsdale, der faktisk formår at skabe en magisk verden omkring læseren, men som langt hen ad vejen leger med læseren og ikke vil ud med, hvad der virkeligt og hvad der ikke er. Nattens Cirkus derimod er forvirrende, fragmenteret og ligegyldig.

En victoriansk kærlighedshistorie kan jeg til gengæld godt være med på, men da hovedpersonerne Celia og Marco er temmelig flade og i nogle tilfælde direkte usympatiske er deres insta-love historie ikke troværdig. Morgenstern fortæller det, men viser det ikke. De siger, de elsker hinanden, men det virker ikke sådan – show it, dont tell it, mrs. Morgenstern!

Cirkusset er ellers ganske magisk og godt beskrevet, så det er en skam for bogen, at plottet i den grad spænder ben og gør det til en bog, man virkelig ikke bør spilde tiden på. Med mindre man er usædvanligt glad for cirkusser.

Børnebøger, Klassiker

En tur til Eventyrland

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1865). 4/5 stjerner. (Bogen på billederne er Barnes & Nobles udgave af Carrolls samlede værker)

Alice i Eventyrland er historien om den lille pige Alice, der falder gennem et kaninhul og pludselig befinder sig i en absurde verden Eventyrland, hvor intet er helt som det ser ud, hvor man kan vokse sig større og mindre ved at spise eller drikke, og hvor man nemt kan komme af med hovedet, hvis Hjerterdronning synes det.

Alice i Eventyrland er en finurlig rejse gennem et barns fantasi og drømmeverden, og selvom det i virkeligheden er lidt en vrøvlehistorie, er jeg solgt. Jeg læste nemlig ikke bogen som barn – og om end jeg har set Disney-filmen fra 1951 (altså den i tegnefilmsversionen), holdt jeg ikke specielt meget af den. Disney-udgaven er også en blanding af både Alice i Eventyrland og efterfølgeren Bag spejlet. Og så er det ikke engang for sjovt – Lewis Carroll er nemlig anerkendt som en af de dygtigste nonens-digtere, sammen med andre kendte digtere såsom Edward Lear. Det skal jeg helt sikkert læse mere af. Måden hvorpå bogen på tidspunkter ingen mening giver appellerer både til børn og voksne.

Bogen føles fuldstændigt som at rejse gennem en andens fantasi – og særligt den måde et barn kan forstå og misforstå voksnes bogstavelighed. Slutningen irriterer mig dog (stadig). Netop fordi det er en vrøvlehistorie er der ikke et egentlig plot – det er mere en rejsebeskrivelse gennem eventyrland og bogen slutter midt i det hele ved at Alice vågner fra sin drøm – hvilket giver god mening, idet hun dels var ved at blive dømt til at miste hovedet og dels er en børnebog. Men nøj hvor ville jeg gerne have ført plottet videre og haft slutningen. Men det gør selvfølgelig bogen meget børnevenlig, og jeg kan helt sikkert se, hvorfor børn i generationer har elsket Alice.

Nonfiktion

Populærvidenskab, når det er bedst

Korte svar på store spørgsmål af Stephen Hawking fra forlaget Klim, 2018. 4/5 stjerner.

Stephen Hawking besvarer nogle af de største og mest ubegribelige spørgsmål i bogen; f.eks. om der findes en gud, universets opståen, liv i rummet og fremtiden med kunstig intelligens og klimakriser. Bogen er udgivet efter Stephen Hawking død i 2018 og er færdiggjort med noter fra forskerkollegaer og familie. Hans argumentation er knivskarp og hans humor er særegen, men fungerer godt i en populærvidenskabelig bog som denne. Han viden er uden tvivl enorm, og samtidig er bogen et interessant indblik i mennesket Stephen Hawking, hans kamp for livet og hans imponerende arbejde og forskning.

Jeg elsker denne type af bøger – hvor man egentlig lærer noget, men samtidig for et indblik i et fascinerende, interessant, men også ydmygt menneske. Bogen er (imponerende nok, emnerne taget i betragtning) skrevet meget letlæseligt og da det er en relativt kort bog, er man hurtigt igennem. Han formår at forklare ting, som jeg aldrig helt har kunnet forstå før – f.eks. hvad et sort hul egentlig er, og kaster et interessant lys på kunstig intelligens – med et helt andet perspektiv end andre forskere.

Er man til populærvidenskab og de store spørgsmål er bogen uundgåelig. Den er bestemt anbefalelsesværdig og giver lyst til at læse mere af Stephen Hawkings forfatterskab.

Anmelderrost, Inspiration, Nonfiktion

Sex and the city for Tinder-generationen

Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton fra forlaget Hr. Ferdinand, 2019. 5/5 stjerner.

At blive voksen, at date, at forelske sig – det er noget, den prisvindende britiske journalist Dolly Alderton kender alt til. Hun skriver for de største engelske dagblade og har bl.a. en klumme og en podcast, som ugentligt dækker nyheder og popkultur, men ikke mindst kaster hun sig ud i datingkulturen, Tinder, venskaber og kampen for at få en karriere og finde sin egen plads i verdenen. I bogen fortæller hun levende og sjovt om at blive forelsket, om ikke at være forelsket nok i sig selv, om katastrofale fester, om at blive droppet, om vigtigheden af venskaber og trækker derved skarpe paralleller til en anden kendt klumme, nemlig Sex and the City, som blev til en hit-serie. Men modsat den kendte serie er bogen realistisk og fyldt med autentiske oplevelser og observationer fra Dolly Aldertons eget og hendes veninders liv. Hun væver personlige fortællinger, skarpe observationer, lister, opskrifter og alt derimellem sammen til en bog, der vækker genklang hos alle kvinder – men måske særligt for alle os, hvor alting stadig er udefineret og åbent.

Og jeg elsker det! Jeg læste bogen på Mofibo, fordi jeg ikke kunne vente til at få en fysisk kopi (og kæmpe cadeau til Mofibo for at have en spritny bog så hurtigt). Bogen er som en kæmpe krammer på en hård dag og en sjov veninde på god dag. Bortset fra (de mange) fester og stoffer, som har været en del af Dolly Aldertons hverdag, er den nem at spejle sig selv i, hvis man selv har været en del af Tinder-generationen, har gjort skøre ting i kærlighedens navn og følt at alle andre har meget bedre styr på alting. Bogen er også en udviklingshistorie om Dolly Aldertons egen vej til indre ro med det gode budskab: jeg er nok.

Bogen er værd at læse, værd at eje og der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang med det samme.

Anmelderrost, Contemporary, Romantik

Lyst til noget sukkersødt?

Rosie Hopkins søde drømme af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2012. 4/5 stjerner.

Lilian Hopkins på 87 har tilbragt sit liv bag disken i slikbutikken i den lille by Lipton, men Lilians helbred er ikke, hvad det har været, og butikken har også set bedre dage. Noget må der gøres, men det er ikke nemt, for butikken gemmer ikke kun på glas med farvestrålende søde sager, men også på hemmeligheder fra Lilians unge dage under 2. verdenskrig. Lilians grandniece, sygehjælperen Rosie, indvilger lettere modvilligt i at gøre familien en tjeneste og forlader sit liv og sin kæreste i London for at tage til Lipton, få slikbutikken solgt og sin grandtante installeret på et plejehjem. Og til at begynde med er det bestemt heller ikke den fedeste tjans, men lige så langsomt falder Rosie til blandt de lokale, og hun må spørge sig selv, om det liv, hun havde i London, er værd at vende tilbage til, og hvis ikke, hvad der så er alternativet.

Bogen fortæller primært Rosies historie, men i flashbacks hører vi også Lilians minder fra tiden omkring krigen og får på den måde udfoldet en fantastisk, flerdimensionel historie. Rosie Hopkins søde drømme er bestemt en romantisk roman, men den har også noget dybde. Historien er roligt og langsomt fremadskridende og indeholder ind i mellem søde opskrifter, som forfatteren Jenny Colgan ønsker at dele med læseren.

Rosie er hovedpersonen i bogen, og det meste af tiden er hun en handlekraftig ung kvinde, der langsomt opdager, hvad hun egentlig vil. Hendes fokus på, at livet slutter, når man fylder 30 og stadig er ugift en smule irriterende, men bortset fra det, kan man nemt sætte sig ind i Rosies tanker om sit eget liv og spørgsmålstagen til, hvor hun egentlig gerne vil være. Hun er nem at relatere til. Lilian Hopkins fremstår i starten som en lidt gnaven, ældre dame, men hun har både humor og varme og gennem flashbacksene får man i den grad udfoldet hendes livshistorie. Bogen er fuldt med skønne, hjertevarme karakterer.

Plottet er ikke forudsigeligt, men er relativt simpelt – men det gør ikke noget, for bogens formål er helt bestemt at være en sød, romantisk roman. Den har i øvrigt vundet en pris som bedste romantiske roman, og den er helt sikkert værd at sætte tænderne i. Samtidig beskriver bogen et helt fantastisk England og med sin malende skrivestil, sætter Jenny Colgan scenen i Lipton, så man nærmest føler, at man er der selv.

En helt igennem hyggelig roman, som man bør unde sig selv med en kop britisk the – og måske en lille skål med slik.