Biografi, Military, Nonfiktion

American Wife

American Wife af Taya Kyle fra forlaget HarperCollins I 2016 5/5 stjerner.

American Wife er en enormt personlig fortælling om et ægteskab, en mand, en kvinde, kærlighed, enorm sorg og så meget mere. Og den er så svær at læse. Selv denne anmeldelse er svær at skrive uden tårer i øjnene. Det er en enormt stærk bog. Men selvom man sidder med tårerne trillende ned ad kinderne store dele af bogen, så er den så værd at læse. Man lærer Taya Kyle at kende, men man lærer i den grad også en anden side af Chris Kyle at kende og ikke mindst hele forløbet efter hans død i 2013.

Taya Kyle er fantastisk. Så nemt kan det siges. Hun er ydmyg, har været gennem så meget lige da hun troede, at nu var alting sikkert, hun er stærk og hun er i den grad en rollemodel.

Bogen handler naturligvis om hendes oplevelser efter at møde og giftede sig med American Sniper Chris Kyle, der var den dødeligste snigskytte i amerikansk historie nogensinde, om deres liv sammen, om deres kamp for veteraner efter Chris stoppede i Navy Seal og ikke mindst hans alt for tidlige død, da han blev skudt af en veteran med mange psykiske problemer (mere end bare PTSD, som ellers er en populær misforståelse) i februar 2013. Problemer, han i øvrigt ikke var bekendt med, men som Taya skriver i bogen; han havde nok taget afsted den morgen alligevel, for Chris sagde aldrig nej til en veteran med problemer. Men måske havde han taget yderligere forholdsregler. Det er hjerteskærende at høre om børnenes reaktion, at se billedet af Angel, der tager afsked med sin fars kiste. Men det er samtidig fascinerende, for Taya Kyle er hudløst ærlig. Hun har ikke skrevet et glansbillede, hun har skrevet om deres ægteskab med alle de små bump, der var på vejen og ikke mindst om den store sorg, der var ved at flå hende fra hinanden og hvordan hun stadig forsøger at håndtere sorgen og savnet. Hun beskriver også både romanen, der fik Kyle-familien ind i de amerikanske hjerters tilblivelse (før Chris’ død) og ikke mindst filmens tilblivelse efter. Om den generøsitet hun oplevede, men også om de onde tunger, der pludselig dukkede op efter Chris død.

Og alligevel vender siderne sig selv. Den er fantastisk velskrevet og svær at stoppe med igen, når man først er i gang. Jeg vil tro, det er en fordel at have læst American Sniper, for hun henviser en del til bogen og til begivenheder, der er beskrevet i den. Men det er ikke nødvendigt. Og selvom du primært er interesseret i Chris Kyle, så er den stadig værd at læse, for du får i den grad også et indblik i ham.

Tilbage er der kun at sige; læs den! (men lad være med at læse den mens du tager offentlig transport, som jeg gjorde, i hvert fald når du er nået ca. halvejs. Dine medpassagerer vil formentlig synes, at det er underligt, at du sidder og kæmper med tårerne over en bog).

Nonfiktion

Giganternes kamp om en telefon

Hanekamp -da krigen brød ud mellem Apple og Google af Fred Vogelstein fra forlaget People’s press, 2014. 3/5 stjerner.

”Hanekamp” af Fred Vogelstein er en bog, der egentlig er svær at beskrive. Den handler om den periode, hvor Apple og Google gik fra at være venner-ish til at være indædte fjender, der kæmper om retten til smartphonen.

Google, I har kraftedeme kopieret iPhonen, fuldstændig planket os. Det er groft tyveri, og jeg vil kæmpe til mit sidste åndedrag og bruge hver en dollar af Apples 40 milliarder i banken for at rette op på den uret. Jeg vil knuse Android, for d et er et stjålet produkt. Jeg er parat til at indlede en atomkrig for det. – Steve Jobs.

Bare hvis nogen var i tvivl om, at det i hvert fald for Apple var personligt – måske også båret af, at Steve Jobs nærmest var mentor for Googles to direktører – før det gik op for Apple, at Google var ved at udvikle Android altså.

Det er en bog, der beskriver de to giganter som kyniske virksomheder, der skal have sorte tal på bundlinjen (hvilket formentlig er rigtigt), men det er også tydeligt at mærke forskellen på Apple og Google – hvor Apple var ledet af en stærk personlighed, er Google et helt anden type selskab – bare prøv at google (høhø, get it?) Googles hovedkvarter i Silicon Valley, hvis du er i tvivl. En krig, der formentlig ikke er afsluttet endnu, og som ofte er foregået for åben skærm.

Og en kamp, der nærmest har fået religiøs karakter – er man til Android eller Apple? Jeg er personligt apple-pige through and through, men har intet imod Android og forstår såmænd godt, at folk ønsker en lidt billigere telefon der jo stort set kan det samme (jeg synes bare Apples design er pææænt). Men jeg har oplevet to mennesker stå på mit kontor og svine Apple til, da jeg netop havde fået den Mac på arbejdet, der skulle klippe de videoer, jeg producerer, mens jeg satte den op og forsøgte at passe mit job. Så kom ikke og sig, at det ikke har religiøs karakter (og jeg har i øvrigt ikke ondt ord at sige om Android – jeg var glad for min HTC, dengang jeg ikke havde opdaget iPhone endnu – og jeg er ligeglad hvad mine kollegaer bruger af software, bare de løser deres opgaver…).

Jeg er egentlig overbevist om, at Fred Vogelstein selv har en iPhone, men han lykkedes med at beskrive selskaberne nogenlunde neutralt og belyse krigen om smartphonen fra begge sider. Fred Vogelstein er journalist for Wired og har fulgt om denne rivalisering nærmest fra før den begyndte og har derfor en unik indgang til kilderne. Han kan tage læseren med ind på kontorerne og har hørt mange af historierne fra hovedpersonerne selv.

Man kan godt mærke at bogen er skrevet af en journalist, uden at den dog bliver direkte artikel-agtigt at læse. Bl.a. belyser Fred Vogelstein selv sin journalistiske metode ift. bogen og det er meget interessant at læse, hvis man som mig har en interesse i journalistik.

Hvis du er ”religiøs” omkring Apple eller Android, så bør du læse bogen – netop fordi den belyser begge sider. Hvis du er interesseret i teknologi, software eller Silicon Valley, bør du læse bogen. Det er en god bog, den er skrevet interessant og for mig var den nem at læse – men det kræver nok, at man har en interesse for emnet, mere end andre bøger. Jeg ville ønske, der havde været lidt billeder undervejs – jeg kan ikke huske den første iPhone (men jeg googlede den undervejs. Ironisk nok) og jeg har faktisk aldrig set de første Android telefoner eller de telefoner, Google selv producerede. Jeg savnede lidt ansigter på de mange hovedpersoner, der bliver tegnet op i bogen – det var kun Steve Jobs, jeg på forhånd vidste, hvem var. Men alt i alt en spændende og god bog for den teknologi-interesserede – og man får en masse oplysninger om begge selskaber, som man ikke vidste i forvejen.

Biografi, Musik, Nonfiktion

Ikke død endnu, ikke døv endnu

Ikke død endnu af Phil Collins fra forlaget Memoris, 2017. 3,5/5 stjerner.

Ikke død endnu er Phil Collins selvbiografi, der med selvironi og varme fortæller sin livshistorie lige fra barndommens drømme om at blive skuespiller, til venskabet med Eric Clapton og Robert Plant og samarbejdet med the Beatles. Han beskriver Live Aid-koncerten, hvor han blev fløjet med Concorde for at kunne spille både i England og USA på samme dag som den eneste musiker. Og han fortæller historierne, der var massivt dækket af pressen – ofte fejlagtigt – fra sin egen vinkel.

Personligt fortæller han om tre forliste ægteskaber, om nedturen, der næsten fik ham til at drikke sig selv ihjel, men også om en ukuelig tro på kærligheden og ikke mindst musikken. I 80’erne og 90’erne var han overalt både med Genesis og som solist. Han er en af tre, der har solgt over hundrede millioner album både som bandmedlem og solist og er dermed medlem af en eksklusiv klub – de to andre er Michael Jackson og Paul McCartney. Hvad end du er til Genesis eller Phil Collins, så er bogen helt sikkert værd at læse. Den er godt fortalt og flyder gennem fortællingen, men man får også fornemmelsen af et menneske bag facaden og et menneske med drømme om familieliv.

Jeg er f.eks. selv Phil Collins-pige – det klassiske spørgsmål med Phil Collins er jo, om man er til Genesis eller Phil selv. Ikke fordi jeg har noget imod Genesis – jeg er bare for ung til rigtig at have hørt det. Jeg faldt for hans musik, da han lavede Tarzan for Disney og siden udforskede jeg flere af hans album selv – dels fordi jeg er vild med trommer og dels fordi han har en unik stemme. Desuden hørte jeg bogen som lydbog på engelsk – fortalt af Phil Collins selv. Den er billigere at købe på engelsk og også som lydbog på audible, så hvis du har muligheden, vil jeg anbefale det. Jeg er vild med biografier fortalt af forfatteren selv – det giver en dybde til bogen. Især fordi Phil Collins stemme er så unik – man er slet ikke i tvivl om, at det er ham.

Er du slet ikke til Phil Collins er den måske ikke for dig – men det er alligevel en spændende fortælling om et menneske, der ofrede meget for musikkens skyld, så jeg vil varmt anbefale den til alle musikinteresserede.

Biografi, Military, Nonfiktion

American sniper

American Sniper af Chris Kyle ved forlaget HarperCollins, 2012. 5/5 stjerner.

Den her bog er fantastisk, spændende, interessant, åndeløs… den er så god. I senere udgaver er der indarbejdet et kapitel om Chris Kyles død i 2013. Og det er svært at komme igennem, men en vigtig del af Kyles historie.

Chris Kyle var den dødligste amerikanske snigskytte nogensinde, kaldet ”Djævlen” af modstanderne, når han var udsendt og ”Legenden” af sine Navy Seal kammerater.

Fra 1999 til 2009 var han snigskytte for U.S. Navy Seals og Pentagon havde over 150 registrerede kills på ham – Kyle verificerer dog ikke det eksakte tal i bogen. Under krigen i Irak frygtede de irakiske oprørere ham så meget af de gav ham øgenavnet ”Djævlen” og udlovede en belønning til enhver der kunne dræbe Kyle. Samtidig blev han en legende blandt sine amerikanske kollegaer fra både Seals, Marines og Hæren, idet han beskyttede dem som snigskytte fra tagtoppe og skjulte positioner. Bl.a. beskriver han levende sit længste skud på omkring 1920 meter, der dræbte en oprører, der var i gang med at fyre en manuel panserværnsgranatkaster af på en amerikansk konvoj. Chris Kyle kalder selv netop det skud ”heldigt”.

Chris Kyle voksede op i Texas og lærte tidligt at skyde på adskillige jagtture med sin far som dreng. Han besluttede dog at indrullere sig i den amerikanske flåde (han ville oprindeligt være marinesoldat) og senere i Navy Seals og beskriver levende anstrengelserne og uddannelsen forud for at blive en Seal. Om den ekstreme vilje, der skal til og om alt det, de udsættes for, bl.a. Hell Week, som nok er det mest kendte. Og han taler åbent om krig – også alt det, der har gjort ondt, har været svært eller decideret horribelt. Han blev selv skudt to gange og mistede adskillige af sine bedste venner i krig.

Man kunne tro, at en øjenvidneberetning fra en lang militær karriere og mange udsendelser var en bog om drab, krig og forfærdeligheder, og det er den også. Men Chris Kyles personlige skildring gør det menneskeligt og giver et helt unikt indblik i en verden, alle os uden for aldrig rigtig oplever eller måske forstår – nemlig hvordan det er at være soldat i krig. Bogen skildrer et billede af en gennemført god mand, der gerne vil gøre en forskel i verdenen, men vandrer på en knivsæg mellem det at være soldat for USA og familiefar for Taya og børnene.

Bogen fortæller også om hans soldaterkammerater og har kapitler skrevet af Kyles kone Taya, om afsavnet, det at være enemor, mens ens mand er i krig og den virkning krigen har haft på Chris Kyle – indtil hun til sidst sagde stop og han i 2009 trak sig ud af Navy Seals og i stedet i samarbejde med FITCO Cares Foundation grundlagde Heroes Project, der den dag i dag sørger for fitnessudstyr træning og personlig hjælp til veteraner med handicap og PTSD. Jeg er vild med kapitlerne skrevet af Taya Kyle og hendes bog ”American Wife” skrevet efter hans død er bestemt på min to read-liste.

Bogen er en adrenalinfyldt, åndeløs og dybt personlig oplevelse om ekstremt målrettede mennesker, der trækker dig gennem hele følelsesregistret og i den grad er værd at læse.

Nonfiktion

På togrejse gennem Schweiz

Slow train to Switzerland af Diccon Bewes fra forlaget Nicholas Brealey Publishing i 2014. 3/5 stjerner.

Bogen er skrevet af rejseforfatter Diccon Bewes, der bor i Schweiz og har skrevet flere bedst sælgende bøger om Schweiz. Denne bog handler om to togrejser – Miss Jemimas i 1863 og Diccons i 2013. Han har nemlig fundet hendes dagbog, der handler om Thomas Cooks første tur gennem Schweiz med Junior Alpine Club. Diccon Bewes har ret i en ting; at følge gamle rejsebøger, giver mulighed for at se steder, der er blevet glemt, men stadig er smukke og et besøg værd. Bogen afslører et indgående kendskab til Schweiz historie og befolkning og ikke mindst en god beskrivelse af Miss Jemimas og Diccon og hans mors egne identiske ture gennem Schweiz.

Jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at komme igennem denne bog. Jeg købte den på grund af titlen (!), da jeg så den i et vindue i en boghandel i Interlaken, Schweiz. Jeg købte den fordi min moster og onkel i mere end et årti har taget på ferie i Schweiz netop med tog. Og jeg var selv i Schweiz og kom rundt med tog (i øvrigt sammen med min moster og onkel og resten af min familie) og havde en dejlig ferie.

For mig personligt er den sjov, fordi to at kapitlerne omhandler steder, jeg besøgte i Schweiz, nemlig Interlaken og Grindelwald, og det viser sig, at Miss Jemima boede på det samme hotel, som jeg boede; Hotel DuLac (helt sikkert et besøg værd). Og skal jeg til Schweiz igen, kunne jeg godt finde på at konsultere den for at finde steder, som moderne rejsebøger ikke nævner, som jeg gerne vil se (eller bare steder, jeg gerne vil se efter at have hørt dem så indgående beskrevet i bogen). Men jeg læser den ikke fra enden til anden igen. Skrivestilen er meget rolig og meget engelsk (til tider endda grænsende til en lille smule arrogant og næsten for langsom). Jeg er f.eks. ikke sikker på, at schweizerne er helt enige i, at det er takket været England, at Schweiz er et rigt land i dag, som bogen postulerer. Men kan man se ud over det, så er den fyldt med interessante oplysninger, hvis du interesserer dig for Schweiz eller skal til Schweiz. Jeg ville ønske, at jeg havde opdaget den før mit besøg.

Rigtig interessant bliver den faktisk i efterordet, hvor Diccon Bewes opdager en personlig forbindelse til Miss Jemima. Jeg ville ønske, at han havde inkluderet dette tidligere, omend det ikke er relevant for bogen, men det gjorde den alligevel ekstra særlig.