Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Jeg nægter bare…

Jeg nægter at tænke af Lotta Elstad fra forlaget Hoffman & Poulsen, 2018. 1,5/5 stjerner. 

Jeg nægter at tænke er en anmelderrost roman, der blev rost for at være morsom og bidende om kærlighed, svangerskab og abort men også om politik, EU og den nye underklasse. 

Vi møder den unge freelancejournalist Hedda Møller efter en traumatisk flyvetur og en strabadserende rejse tilbage til Oslo gennem et kriseramt Europa med tog og bus. Et møde i Berlin fører til et one-night-stand med en fyr, som aldrig holder op med at sende sms’er i CAPS LOCK. Hjemme igen opdager hun en uønsket graviditet. Det burde være let at gøre noget ved. Det er det bare ikke i Norge. Hun mødes af velfærdsstatens krav om tre dages tænkepause. Over tre dage følger vi hendes hektiske kamp for at holde fast i sin beslutning.

Hedda kæmper samtidig med at komme over sin eks og det kickstarter hendes rutsjebanetur, der fører hende rundt på jorden. Vi ved ikke hvem faderen er, skrivestilen reflekterer Heddas kaotiske sind, og hun handler bestemt ikke rationelt. Hedda er ikke en særlig sympatisk hovedperson, og det er til tider ubehageligt at læse bogen, der følger hendes kaotiske sind – den stresser nærmest læseren. 

Jeg havde besluttet at læse mere nordisk litteratur, men er ved at fortryde, for den har en klassisk moderne, nordisk ikke-slutning. Altså en af de der irriterende slutninger, som man også så i Populærmusik fra Vittula, hvor bogen nærmest sparker læseren ud midt i en sætning. Vi får ikke rigtig at vide, hvad Hedda gør med sit liv, hun får ikke rigtig styr på det og for mig, der ikke er fan af disse ikke-slutninger (der af en eller anden grund som regel er sindssygt anmelderroste), virker det lidt som om, at forfatteren bare ikke gad mere og derfor skrev slut i stedet for at give læseren et ordentligt, meningsfyldt farvel. 

Fordi Hedda er så kaotisk og stressende at følge, så kan det godt være den type bog, man selv skal være i det rigtige mindset til at læse – og er man selv småstresset og i en kaotisk situation, så er den ikke en god ide at vælge. 

Så jeg nægter bare – denne bog. Den var bestemt ikke, hvad jeg troede den var, den føltes stressende og slutningen slog det sidste ihjel, men skal vi være fair er bogen velskrevet og velformuleret og selvom Hedda ikke er min kop the, så er skrivestilen tro mod karakteren. Den var bare ikke mig. 

Nonfiktion

Morsom fortælling om mænd

En fandens mand af Anders Haahr Rasmussen fra forlaget Gyldendal, 2019. 4/5 stjerner. 

I disse tider med krænkelser, metoo og tinder-dates, der er så bange for at krydse en grænse og blive hængt ud, at jeg har forvekslet deres interesse med ligegyldighed, har jeg nogle gange tænkt på, hvordan det er at være mand. Sådan en gammeldags, cis-kønnet, hvid, heteroseksuel mand (af den slags der virkelig bliver dæmoniseret). Og heldigvis for mig, har Anders Haahr skrevet om netop det. 

Bogen er en nysgerrig, selvudleverende og meget morsom beskrivelse af at være mand i det 21. århundrede. Gennem en blanding af personlige historier, små essays og interviews med kloge og seje mennesker fortæller Anders Haahr om at date kvinder, om metoo-bevægelsen, om grænser, om sexisme, om homofobi, om sex og særligt om, hvordan mænd skal finde sig til rette på en bane, hvor spillereglerne er i forandring. Det handler om ikke have hår på den i gymnasiet, og helt konkret om at være på den i sociale situationer. 

Og det er en virkelig sjov bog. Jeg grinede højt flere gange undervejs, og den rammer ofte plet i emner, stiller gode spørgsmål og holder sig klogelig fra svar og konklusioner. Svarene må læseren selv arbejde for. Anders Haahr giver et stykke af sig selv og belyser, hvor forkert en hvid mand kan opføre sig med de bedste intentioner, om at huske at være til stede og om den nutidige manderolle. Anders Haahr formår hele tiden at stille spørgsmål til sine egne fordomme – og anerkender, at han har fordomme. Det er vigtigt. Det har alle (særligt dem, der starter med ”jeg dømmer aldrig nogen” – man ved jo, at det er de mest fordømmende mennesker). 

Jeg er vild med den sludrende stil, hvor der bliver kastet personlige anekdoter ind i historien, og jeg elsker, at Anders Haahr ikke er bange for at udstille sig selv – og tager stilling til den fordømmelse, han måske bliver udsat for. 

Det handler meget om sex og meget om køn – og det er skideskægt og ikke mindst – gode vigtige pointer, som mange ikke tør røre ved. 

Inspiration, Læserelateret, Uncategorized

Læseåret 2019

Først og fremmest rigtig godt nytår til alle! Jeg er måske lidt sent ude med denne opdatering – men jeg skulle jo lige have de sidste bøger med. Jeg håber, alle er kommet godt ind i det nye år – og måske allerede er i gang med læseåret 2020. Jeg har i hvert fald færdiggjort min første bog – en julebog, jeg lige skulle nå, inden man ikke kan tillade sig at læse julebøger længere. 

Ifølge Goodreads 

læste jeg 31.224 sider fordelt på 104 bøger

– og det stemmer så ikke helt, for jeg har læst lidt danske bøger, der ikke er på Goodreads. Den korteste bog 

var bare 64 sider,

mens 

den længste var 827

Den bedste bogjeg læste, var Homo Bestia af Karina Laurberg Bidstrup. Jeg elsker, elsker, elsker den – den fangede mig øjeblikkeligt og jeg lagde den stort set ikke fra mig, før jeg var færdig. 

Den værste bog jeg læste, varGeek Girls Don’t Cry. Anmeldelse coming up!  

Den bedste bogserie var… well, well, well. Hvis nogen kan huske det, var et af mine læsemål at læse Ringenes Herre, hvilket jeg har gjort. Jeg bøjer mig i støvet – jeg elsker bøgerne mindst lige så meget, som jeg elsker filmene.  

Den smukkeste boger min Barnes og Nobles læderindbundne udgave af Alice i Eventyrland. Jeg er ikke færdig med at samle på disse fantastisk smukke bøger. Det er læseglæde bare at have den i hånden og siderne, der har guldkanter, er så delikate og fine. Det er ren magi at læse den. 

Den bog, der var sværest at lægge fra sig Se mig nu af Amalie Hammel. Bogen er normalt ikke en genre, jeg er fuldstændig skudt i – men Amalie Hammel skriver fantastisk godt, og jeg læste bogen i løbet af en aften.  

Jeg vil huske læseåret 2019 for overvejende gode bøger – ingen, jeg ikke har læst færdige. Og det er jo dejligt.  Og ikke mindst første gang, jeg var på bogforum. Jeg elskede det! 

Litterære mål for 2019? Mit litterære mål for 2019 var at læse Ringenes Herre og i øvrigt læse lidt flere grafiske romaner. Begge dele er lykkedes, og jeg er ikke færdig med grafiske romaner. Jeg er nok heller ikke færdig med at genlæse Ringenes Herre. 

Min litterære to do-liste for 2020 – eller mit litterære nytårsfortsæt, om man vil. I år tror jeg ikke, at jeg har noget. 2019 har været en hæsblæsende og ikke altid behagelig affære og litteratur er og bliver mit tilflugtssted. Så i 2020 skal jeg bare læse flere bøger, udforske flere genre – og helt sikkert på bogforum igen. 

Biografi, Nonfiktion

Hvis du mangler en god lydbog – eller er skarp til jura og økonomi

Bedraget – sagen om Nordisk Fjer af Charlotte Langkilde fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2013. 3/5 stjerner. 

Natten til den 18. november 1990 begår (undertegnede præcis to måneder gammel) begår Johannes Peterson selvmord. Dagen efter går Nordisk Fjer, en af Danmarks på det tidspunkt største virksomheder, i betalingsstandsning, og i det følgende måneder oprulles danmarkshistoriens største erhvervsskandale med svindel og gæld for milliarder af kroner. Historien om Nordisk Fjer handler om en hæderkronet, solid dansk virksomhed, som blev spundet ind i et så kompliceret net af bedrag, at hverken medarbejdere, bestyrelse, revisorer eller medier dengang forstod, hvordan det hang sammen, og også efterforskningen havde efterfølgende svært ved at trænge til bunds i sagen. Charlotte Langkilde har forsøgt at stykke så meget af historien sammen som muligt; om skuffeselskaber med eksotiske adresser, der skulle holde selskabets værdier kunstigt i vejret, om maskiner, der blev købt og leaset frem og tilbage, om hønsefjer, der på mystisk vis forvandlede sig til edderdun på sørejsen fra København til Singapore. Og ikke mindst om to magtmennesker, som styrede forretningen med fast og ubarmhjertig hånd: direktør Johannes Petersen og hans højre hånd og efterretningschef, bogholdere Inga Lydia Rasmussen, der på så manipulerende vis lykkedes med at afholde alle involverede parter fra sandheden – og i Inga Lydia Rasmussens tilfælde formåede at undgå straf ved at trække kvindekortet. Det er en historie og magtbegær og storhedsvanvid, om vidtrækkende manipulationer og løgne så fantastiske og så troværdigt leveret, at bankdirektører, revisorer og bestyrelse blev fanget af dem, og ikke mindst om de menneskelige omkostninger bedraget kostede og det ansvar den enkelte har måttet tage for at sige til og fra – og ikke mindst, om den rigtige rent faktisk blev straffet for denne sag eller om de allermest skyldige rent faktisk lykkedes med at redde deres eget skin. 

Denne bog er en usandsynligt velresearchet, velskrevet og grundig bog – som jeg formentlig aldrig var kommet igennem, hvis ikke jeg havde hørt den som lydbog. Jeg fik den anbefalet en Tinder-date. Det blev aldrig til mere, men en bog er jeg altid frisk på at kaste mig ud i, hvis nogen siger den god. Og Bedraget er interessant. Jeg er for ung til at kunne huske sagen om Nordisk Fjer, så jeg kendte den ikke på forhånd.

Magtmennesker er fascinerende, og at et sådan spind af manipulationer og løgner har kunnet køre så længe qua to mennesker, er fascinerende og skræmmende. Jeg kan ikke huske Nordisk Fjer overhovedet, så chokket over den store virksomheds krak er jo ikke noget jeg kan huske – særligt ikke fordi bogen beskriver som virksomheden som betændt fra ret tidligt – men det vidste medarbejderne og offentligheden jo naturligvis ikke. 

Det er interessant, og det er meget grundigt fortalt – bogen er en moppedreng på næsten 800 sider. Derfor vil jeg anbefale bogen som lydbog, med mindre du er hundredemeter mester i jura og økonomi. På den måde bliver bogen snarere en dokumentarisk podcast ( i overstørrelse) og du skal ikke selv læse alle de fagspecifikke ord, men kan fokusere på konteksten. 

Anmelderrost, Fantasy, Julelæsning

Julemandens værksted møder imponerende lyrisk forfatterskab

Toymakers af Robert Dinsdale fra forlaget Ebury Digital, 2018. 4,5/5 stjerner. 

Hvor skal man overhovedet starte? Toymakers er en eminent velskrevet historisk roman, med fantasy-elementer. Og jeg elsker disse hints af, at det måske er fantasy og magi eller måske blot virkeligheden og mekanik. Robert Dinsdale skriver på én en gang gribende, lyrisk og så rigt detaljeret bog, at det næsten gør fysisk ondt af forlade Papa Jacks Emporium. Bogen er rutsjebane-tur af følelser, der ikke slipper én lige foreløbig. 

Bogen handler om en legetøjsbutik, Papa Jacks Emporium på Iron Duke Mews i London og handler om årene 1906 til 1953. Bogen er fortalt gennem vores hovedperson Cathy, der i 1906 er 16 år gammel og gravid og løber hjemmefra for at arbejde for Emporium, da hun ikke ønsker at bortadoptere sit barn, som hendes familie ellers er ved at planlægge. Her møder hun Papa Jack Godman, der under et mangeårigt fangeskab i Sibirien, har fået en forståelse for, hvad legetøj kan bringe både børn og voksne; uskyldighed og vidunder. Han tager sine sønner Kasper og Emil med til London og skaber mesterlegetøjsbutikken Papa Jacks Emporium, som tilsyneladende opererer med andre love for tid og rum. De åbner den første dag, der er frost og lukker, når sneen smelter. Hvert år. Resten af året bruges på at lave legetøjet og gøre klar til næste sæson. Begge brødre falder for Cathy, men hun har kun øjne for den talentfulde Kasper, der er en lige så dygtig legetøjsskaber som sin far, hvorimod Emil er usikker og rammes gang på gang af egne bekymringer og jalousi over sin bror. I Emporium føder Cathy sin datter Martha og gifter sig med Kasper. 

Emporium blomstrer og virker helt ude af takt med verdenen og skaber hvert år magi for børn og voksne. Alligevel rammer virkeligheden, da Første Verdenskrig sender Kasper i krig og kommer tilbage som en ødelagt mand tre et halvt år senere – ramt af skyldfølelse, granatchok og ikke mindst fysiske sår fra krigen. Og det puster yderligere til konflikten mellem de to brødre, der kulminerer og næsten betyder enden for Papa Jacks Emporium. Mange år senere forsvinder Kasper og forlader Cathy og Martha, som han ellers har opdraget som sin egen. Selve Emporium lider under det og vi følger det, mens Emil og Cathy forgæves kæmper for at bibeholde fortidens storhed.  

Are you lost? Are you afraid? Are you a child at heart? 

Det er en bog om to brødres interne kampe, om deres jalousi og beundring for hinanden. Særligt om Emils jalousi overfor Kaspers liv – lige fra hans kone og talent til det, han deltog i en krig, hvor Emil ikke kunne grundet et dårligt hjerte. Og en historie om, hvordan denne jalousi er altødelæggende. Men det er også en historie om krig, om eftervirkningerne af Første Verdenskrig, om en familie, om legetøj og om magi. Også er særligt den første fjerdedel af bogen helt klart også om jul. Når man er ude over den første fjerdedel går det meget julede lidt af bogen, men jeg vil nok ikke anbefale man læser den en varm juni-dag. Vent til de kolde måneder. 

Og det er en bog, der undervejs vil sætte sig på ens brystkasse til det føles som om, den forhindrer én i at trække vejret, en bog, der får en til at gispe i forundring og overveje, hvornår noget er virkeligt og hvornår det er rent magi. Det er med andre ord en enestående, brillant bog. Så hvorfor får den ikke fem stjerner? Fordi jeg virkelig ikke brød mig om slutningen. Jeg ved faktisk ikke, hvordan den skulle have endt – den vej Robert Dinsdale gik med især Cathy og Kaspers skæbner, gjorde på alle måder bare ondt. Man længtes jo efter at få at vide, hvad der var sket med Kasper. Men jeg ville ønske, at han havde efterladt den der. Uden en egentlig afslutning for Kasper, ladet slutningen var bitter og melankolsk. Bogen kunne godt have båret det. I stedet var slutningen på alle måder urealistisk og fjernede fuldstændig det magiske ved, at man hele bogen havde overvejet om familien Godman virkelig havde magiske evner eller bare var sindssygt dygtige håndværkere. Og for mig var det virkelig en skam. Måske skulle Robert Dinsdale have ladet Kaspers skæbne stå hen i det uvisse og lade Cathy være bedstemor. Det var i hvert fald ikke den slutning, jeg havde håbet på. Men indtil de sidste 20-30 sider er bogen et litterært mesterværk!

Contemporary, Romantik

Juleslik i et snedækket engelsk landskab

Rosie Hopkins søde jul af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2013. 3/5 stjerner.

I denne skønne julebog tager Rosie Hopkins dig med tilbage til hyggelige Lipton, hvor hun har travlt i sin slikbutik og forbereder sig på at skulle holde en ganske særlig jul. Rosie Hopkins glæder sig til at fejre jul. Hendes slikbutik er propfuld af rød- og hvidstribede sukkerstokke, bunker af turkish delight, fyldte chokolader og sukkerklistrede børn. Hun skal bruge juledagene med sin kæreste, Stephen, og hendes familie fra Australien har også meldt sin ankomst. Men midt i det hele rammes det lille samfund af en tragedie, og med den vælter Rosies planer. For vil hun og Stephen egentlig det samme? Og er det helt sikkert, at hendes fremtid ligger i Lipton? Mens sneen daler og julen nærmer sig, må Rosie overveje, om det, der er bedst for hendes lille butik, også er det bedste for hende.

At vende tilbage til slikbutikken i Lipton, især i december, er som at få et varmt læsekram igen. Alle de elskede karakterer fra Rosie Hopkins søde drømme er med i den viderefortælling om Rosie liv i Lipton, og nye tilføjes. Rosie er heldigvis stadig den samme – handlekraftig, nem at relatere sig til – og giftesyg. Men vi får også et indblik i hendes familie fra Australien og ikke mindst parforholdet med Stephen. Og nye hemmeligheder fra Lilians liv under Anden Verdenskrig glider op til overfladen. 

Tydeligvis er den en romantisk historie med en lykkelig juleslutning, men som med Jenny Colgans andre bøger, så er der alligevel mere end blot en romantisk fortælling. Jeg er vild med Rosie Hopkins, om end hun nogle gange er lidt emsig. Plottet i denne bog er en smule længere ude end i den første bog om Rosie, og den emmer ikke helt så meget af jul, som jeg havde drømt om. Men gensynet med Rosie, Lilian og Lipton var det hele værd, og bogen er på én gang hjerteskærende, humoristisk, varm og så hyggelig, at det halve kunne være nok. 

Julelæsning

Julestemning i bogform

Jul på Grannelly House af Anja Carolina Christensen fra forlaget Ordlaboratoriet, 2019. 4,5/5 stjerner. 

Louise har længe undertrykt sine drømme om at blive forfatter, men beslutter sig til at tage ferie fra sit job som advokat sekretær og tage på skrive-retreat i Sydengland, som hun har drømt om hele året. Hun har altid gerne villet være forfatter, men det er aldrig rigtig lykkedes at komme i gang med skriveriet. I Grannelly House møder hun andre finurlige typer, der drømmer om at skrive, og med engelsk landsbycharme og Downtown Abbey-agtige scenarier forelsker læseren sig sammen med Louise i både Grannelly House og en charmerende englænder med blå øjne bag brilleglasset. Og der er måske også et spøgelse. 

Bogen er hurtigt læst – kan nemt snuppes til en kop the en december-eftermiddag – og mit største problem med bogen er faktisk, at jeg slet ikke ville forlade Grannelly House. Jeg vil også på skrive-retreat i det sneklædte engelske landskab og fordybe mig i lange gåture og litteratur. Den er simpelthen så sød og giver en øjeblikke følelse af julestemning og kærlighed – og at Mr. Darcy kan komme ridende på sin sorte hest hvert øjeblik. Perfekt til alle, der elsker Downtown Abbey, Jane Austen eller bare jul. 

Tusind tak til forfatter Anja Carolina Christensen for bogen, der er modtaget med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Contemporary, Julelæsning

Love actually lander i København

Himlen over København af Dorthe Studsgarth fra forlaget People’s Press, 2018. 4/5 stjerner.

Denne bog er blevet sammenlignet med Love Actually og Shortcuts. Jeg ved ikke, om jeg egentlig synes den er specielt romantisk – men den er helt fantastisk alligevel. Den er i hvert fald ikke romantisk på samme måde som Love Actually. Og det er egentlig noget af det, der er så fint ved det. Den arbejder med andre temaer som sygdom, sorg, skilsmisse-forældre, medmenneskelighed og længere forhold uden at det kammer over og bliver meget stort og følelsesladet – men akkurat lige nok til, at det forekommer som rigtige mennesker, som man kunne møde i Københavns snedækkede gader.  

Det trækker op til snestorm i seks københavneres liv en fredag mellem to solopgange – store julefrokost-fredag faktisk. Snestormen er på ingen måde en del af Tims planer. Han skal både til julefrokost og fri til sin kæreste Lars. Men først skal han have fjernet skæg og hår og skaffet et julemandskostume og nå ja starte kemobehandling. På morgen-tv må værterne improvisere, fordi sneen forsinker gæsterne. Værten Christina har søgt en chefstilling og lovet sin mand, Mark, at lade være med at holde surprise-fest for ham i år – men som alle andre år, skal han ikke bestemme. Mark er tidligere fodboldspiller og iværksætter. Hans nyeste projekt er en gigantisk restaurant i en nedlagt kirke, som han har åbnet sammen med Noorah. Til forskel fra Mark har Noorah skudt alle sine sparepenge og sit hjerte i projektet. Christinas papdatter Lulu er gamer, men mavesmerter truer med at ødelægge hendes livestreaming undr surprise-festen for hendes far. I lejligheden nedenunder er den pensionerede oberst Erwins kone død få dage for inden i dobbeltsengen. Her ligger hun stadig. Time for time kæmper Erwin for at opretholde en hverdag, indtil han kan få fat i sin søn Tim. De seks personer er altså tæt forbundne og snestormen nærmer sig København. 

Den måde historierne er flettet sammen på, er så fin og elegant udført, at det er svært at lægge bogen fra sig. Grunden til, at den ikke får fem stjerner er, at der er hængepartier. F.eks. ender Lulus biologiske mor også i Kirken – men bliver uden videre ikke nævnt. Og jeg føler, at der mangler et kapitel. Vi får ikke afsluttet særligt Erwin og Tims del af historien og jeg skreg på at få at vide, at Tim var okay. Men Dorthe Studsgarths måde at beskrive disse personer i dette ene, skelsættende døgn er enestående. Og ikke mindst foregår bogen i København, hvilket er så fint, som noget kan være. Det er sjovt, at den foregår et sted man kender – man kan næsten se det for sig – det snedækkede København. Men alt i alt en sød, og meget julet roman – uden at skrige jul, da den jo egentlig omhandler julefrokost-dagen mere end selve julen. Den kan med andre ord også sagtens læses i november eller januar og gerne foran et vindue, mens sneen daler fint. 

Contemporary, Julelæsning

Finurlig julebog – uden så meget jul

Manden, der glemte sig selv af K. B. Assenholm, Books on Demand, 2019. 3/5 stjerner.

Arne er en ret almindelig mand, og så alligevel ikke. Han har en helt usædvanlig hobby og så har han en usædvanlig plat humor – og stort set ingen empati. Bogen starter i slutningen af november, mens Arne er ved at købe et juletræ til sin familie bestående af konen Vibse, to tvillinge teenagedrenge og en lille datter. Den slutter lige efter nytår – og alt i mens den står på kommer Arne ud for alle mulige (og en hel del umulige) situationer, der får ham til at tænke over hele hans forestilling om sig selv og sit eget liv. 

Bogen er ikke ret lang, men den er finurlig og underholdende – og selvom den handler om juleperioden, så er den ikke specielt julet og kan sagtens læses i januar eller februar. Arne er en spøjs hovedperson. Han gør tingene i en god mening, mens hans enormt platte humor og hans enorme ego er en sprængfarlig cocktail med ofte uheldige udfald. Som Arne dog ikke altid selv opdager. Til gengæld holder man lidt ham – til trods for alle fejlene og klovneriet. Hans selvretfærdighed – når han bliver nødt til at hjælpe sin søn med at tømme en kop kakao – giver i den grad et smil på læben og hans forestillinger om sin egen indflydelse på lokalsamfundet er underholdende. For Arne er i bund og grund en god mand, der gerne vil gøre en forskel. 

Bogen er et sødt bekendtskab – og jeg vil bestemt læse to’eren i 2020 for at se, hvordan det går for Vibse, Arne og børnene. 

Tak til forfatter K.B. Assenholm for at jeg måtte anmelde din bog. Bogen er en gave fra forfatteren med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Scifi, Young Adult

Be nice to the nerds

Ready Player One af Ernest Cline fra forlaget Tellerup, 2018. 3/5 stjerner.

Året er 2045, og virkeligheden er et forfærdeligt sted. Det eneste tidspunkt Wade Watts føler sig i live, er når han er logget ind i OASIS, et enormt virtuelt univers hvor det meste af menneskeheden tilbringer deres tid. Da den excentriske skaber af OASIS dør, efterlader han en række svære gåder og udfordringer der er baseret på hans besættelse af den 1980’ernes gamle popkultur. Den første som løser dem alle vil arve hans kæmpe formue og overtage kontrollen over OASIS.

Så finder Wade det første spor, og pludselig er han chikaneret af rivaler som er villige til at dræbe for at vinde præmien. Løbet er startet og den eneste måde at overleve på er at vinde – og konfrontere den virkelige verden han har været så desperat for at flygte fra. 

Ready Player One er nørdefantnasi – et geek utopia. Og det er ret tydeligt, at forfatteren selv er både gamer og nørd, og denne bog er en ode til 1980’ernes popkultur lige fra tegneserie, spil og film. Og jo, jo, jeg har spillet World of Warcraft og har sådan set fint styr på, hvad en Commodore 64 er, men min passion for 1980’erne kan ligge på et ret lille sted, så der er sikkert referencer, jeg ikke har fanget – men bogen kan godt læses alligevel. Du behøver ikke tale flydende nørd (om end jeg gør det sådan lidt) for at nyde bogen. For bogen er et tjubang eventyr og skal læses, fordi det er sjovt. Og det kræver en nørd at skrive sådan en bog – Ernest Cline har styr på sit shit. Selvom det er en futuristisk, dystopisk verden, så er setup’et omkring OASIS realistisk ligefra fællesskabet omkring spillet til måden, man laver sin bruger. Han kender de lange nætter, hvor gamere ikke sover, men er opslugt af et raid og han ved, hvordan der bliver kommunikeret på en gamechat. 

Wade er hovedpersonen og han er god knægt. Han har haft et hårdt liv og er vokset op under triste omstændigheder, og selvom han lidt er en brokkerøv, så giver han ikke nogen skylden for sit liv. Han ved godt, at sådan har omstændighederne bare været. Han kunne have hadet sin mor, der døde af en overdosis, men det gør han ikke. Han er en sød, sørgelig eksistens, fuldstændig opslugt af OASIS. Og så lige pludselig bliver han berømt, men han viser også en god portion viljestyrke – også i den virkelige verden. Han er en god knægt. 

Bogen er rå underholdning af typen, som man gerne læser, og også gerne læser to’eren, hvis den udkommer. Jeg græder ikke snot, hvis nummer to ikke udkommer, men jeg læser den, hvis den gør. Det er en spændende verden, og det er en nørdet eventyr, hvor en ægte nørdet knægt for én gang skyld er hovedpersonen, i stedet for den typiske kliche med en lidt nørdet pige, der ikke ved, hvor køn hun er. Wade er rigtig nørdet af den type, du kan finde ude bag skærmene kl. 3 om natten i gang med et spil – men Wade er samtidig mega cool. 

Be nice to the nerds – you might end up working for one.