Scifi

Grænserne mellem dyr og mennesker

Homo Bestia af Karina Laurberg Bidstrup fra forlaget Egolibris, 2014. 5/5 stjerner.

Det er sjældent, at jeg sætter mig ned for at høre en lydbog færdig. Uden at pusle med vasketøj, uden at vaske op eller gå en tur. Bare sætter mig åndeløst ned blot for at høre en bog færdig. Det gjorde jeg med Homo Bestia som er så realistisk sci-fi i så ypperlig kvalitet, at jeg decideret gik rundt og forventede at møde en bestia på gaden. 

Bogen foregår i 2103. Det er med held lykkes at gensplejse dyr med mennesker og ud af det er væsenerne homo bestia – i daglig tale bestiaer – opstået. De er stærke, kloge og lydige. Derfor bliver de største af dem – dem, der ofte er gensplejset med rovdyr – brugt af Politiet og Forsvaret. Bestiaerne trænes og opfostres på store kenneler rundt omkring i landet. Jack er løjtnant i hæren og har efter flere års forsøg endelig fået en tilladelse til at blive bestiafører. På Gaia-kennelen bliver han præsenteret for forskellige slags, men uvist (også for ham selv) vælger han bestiaen, der bliver kaldt Sky. Sky er halvt leopard og er mildest talt medtaget. Han er vanrøgtet, sky og utilregnelig. Og slet ikke brugbar til militær tjeneste. Jack får tre måneder – så skal Sky være lydig. Og med hjælp fra den smukke, kvindelige dyrlæge går Jack i gang med at tæmme Sky – men måske skal Sky slet ikke tæmmes, men bare forstås. Men måske gemmer der sig mere under overfladen? Snart er Jack og Sky viklet ind i noget ingen af dem kunne have forudset og som er med til at forme fremtiden for bestia-arten. 

Denne bog slog benene væk under mig. Den siger lige så meget om racen homo sapiens, som den gør om arten homo bestia. Og det er ypperligt godt skrevet. Den er formidlet vanvittig realistisk uden nogle former for fantasy-elementer. Det her er science fiction, når det er allerbedst og når scifi leger med gennembrud, som videnskaben nogle gange påstår er tæt på. Jeg er vild med vores rejse med Jack. Gennem ham lærer vi at forstå homo bestiaerne – og gennem Sky lærer vi lidt om menneske-racen. Sky har været så grueligt meget igennem, men langsomt begynder Jack at forstå – og opbygge tillid til den sky menneskeleopard, der ikke har meget til overs for mennesker. 

Jeg er også vild med slutningen. Mange populære fremtidsbøger slutter med et systemsammenbrud eller noget vildt omvæltende. Det gør Homo bestia også, men den gør det elegant – den gør det realistisk. Fuldstændig, som man ville se en dyrekennel blive behandlet i medierne. Karina Laurberg Bidstrup må have researchet afsindig meget før hun har skrevet denne bog – men det er det hele værd. Jeg er vild med Sky, jeg småcrusher på Jack og jeg vil vide mere om Homo Bestia. Jeg vil udforske deres muligheder mere. Jeg vil tilbage i den verden og finde ud af, hvad der sker hvis en bestia og et menneske forelsker sig, hvad der sker hvis en bestia lever vildt, udforske hvor meget de er dyr og hvor meget de er mennesker. Jeg vil kort sagt vide mere, for selvom Homo Bestia er en smukt afsluttet stand alone, er jeg slet ikke mæt. Homo Bestia er så godt skrevet og så imponerende vanvittig godt fundet på, at jeg krydser alt hvad krydses kan, for at Karina Laurberg Bidstrup heller ikke er færdig med sine bestiaer. 

Anmelderrost, Contemporary

Stille og eftertænksomt mesterværk

De otte bjerge af Paolo Cognetti fra forlaget People’s Press, 2018. 4,5/5 stjerner. 

De otte bjerge handler om Pietro. Han er enebarn fra Milano, mens hans forældre har mødt hinanden i deres unge dages bjergby, og særligt Pietros far kan ikke sidde stille. Han må og skal vandre. Så de lejer et lille hus i byen Grana for foden af Monte Rosa til at holde sommerferie i. Her møder Pietro drengen Bruno som 11-årig. Langsomt og næsten ordløst vokser et venskab frem, og sammen bliver de ældre. Pietro har udelængsel og søger mod verden og andre bjerge, mens Bruno bliver hvor han er – på barndomsbjerget. Og trods flere års adskillelse er venskabet ubrydeligt. 

Bogen er først om fremmest en bog om venskab – og en stille kærlighedserklæring til barndommens bjerg, og om hvordan to helt forskellige drenge kan være lige det, der skal til for at holde hinanden jordbundne. Cognetti formidler fantastisk til trods for, at jeg naturligvis har læst en oversættelse. Han sprog er stille, simpelt, men samtidig krystalklart og præcist og helt uden brug af drama. Pietro, der tager ud i verden og derved egentlig har nogle vilde oplevelser, hører man kun perifert om – omdrejningspunktet er barndomsbjerget Monte Rosa og ligesom Bruno forbliver læseren her, ligesom Pietro altid vender hjem. 

Det er i virkeligheden en bog, hvor der ikke sker noget samtidig med, at der sker en helt masse. Den er meget eftertænksom og melankolsk og bjergene kommer næsten til live som en selvstændig karakter. Samtidig har Cognetti en evne til at beskrive naturen i bjergene med alt hvad der dertil hører af farer på en stille, udramatisk måde, der på en måde gør bjergene endnu mere tillokkende og skræmmende og fuldstændig indfanger stemningerne gennem årets gang for Bruno og Pietro på bjerget.Den kan i den grad anbefales – og så selvom du ikke er vild med bjerge fra starten. 

Horror, Klassiker

Så jeg læser ikke horror… med mindre….

Dracula af Bram Stoker fra forlaget Penguin, 2003 (oprindelig 1897). 4/5 stjerner. 

Så jeg er hende, der aldrig læser horror. 

Med mindre det er klassisk horror åbenbart for så er jeg game. Dracula er en af de mest kendte og bemærkelsesværdige horror-romaner nogensinde, og jeg elsker, at den ikke er skræmmende på splatter-måden, egentlig heller ikke på den der psykisk tortur måde, hvor du ikke rigtig ved, hvem eller hvor monsteret er – men udelukkende er skræmmende grundet hvem monsteret er (selvom de godt nok ikke har styr på, hvor han er halvdelen af tiden). 

Bogen handler i al sin enkelthed om en gruppe mennesker, som Dracula går efter – og gennem dette forenes de i kampen mod Dracula – og måske særlig kendt med Dr. Van Helsing. Man hører egentlig ikke ret meget om Dracula. Han er meget til stede i starten af bogen og lidt i slutningen – men ellers er han en trussel, de ikke rigtig kan få hånd om. 

Twilight sparkede en fascination af vampyrer i gang, og det er blevet til en del vampyr-romaner gennem tiden i mit læseunivers og både før og efter har vampyrer været et sexet væsen. Dracula er ikke den første roman om vampyrer, men en af de første, og der er bestemt intet romantisk eller sexet over vampyrerne i denne bog. De er blodsugende monstre, og de beslutter sig ikke for at redde en teenage-pige, der dufter godt. Til gengæld er Dracula både et intelligent, manipulerende og på én gang tiltrækkende og frastødende monster, der egentlig har en hel del selvkontrol. 

Det er en hæsblæsende og spændende bog, der får dig til at kigge dig over skulderen og man keder sig ikke. Stoker leger med mange forskellige fortælleteknikker og flere forskellige hovedpersoner, som konstant ændrer tonen i bogen. Resultatet er en bog, der er fragmenteret og samtidig enormt grundig og som kombinerer mange genrer; breve, dagbøger, avisartikler, som både fungerer som hovedpersonernes måde at holde styr på deres mission – og som gør læseren til en integreret del af efterforskningen af Dracula. 

Jeg forstår godt, at Dracula stadig er en populær historie at genfortælle og bruge som tema i serier, film og så videre i dag. Den er fuld af plottvist og Dracula selv er ren ondskab og samtidig snedig – men til trods for det, er han svær at give slip på, at lade sig fascinere og besnære af. Hvilket måske også kan forklare, hvorfor vampyrer i dag er blevet gjort sexede….

Contemporary

Suveræn debutroman

Se mig nu af Amalie Hammel, Books on Demand, 2019. 5/5 stjerner. 

Da kæresten går fra Emma, skal hun om stille sig til en ny tilværelse. En tilværelse, hvor lavt selvværd, alkohol og flygtige relationer til mænd dominerer. Presset fra et universitetsstudie forstærker behovet for at flygte fra virkeligheden og Emma befinder sig på en glidebane. Facaden fungerer som et skjold, mens Emma kæmper for at få styr på livet, samtidig med at Instagram ruller og alt skal se perfekt ud. 

Amalie Hammel har skrevet en eminent debutroman, der fremstår både stærk og rørende. Emma er en enormt troværdig hovedperson, og jeg vil tro, at mange unge kvinder, mig selv inklusiv, kan genkende mange af de tanker og nogle af de oplevelser, Emma har – forhåbentlig ikke dem alle sammen. For det er også en bog fuld af øjeblikke, hvor man sidder med en klump i halsen og vender siderne for at følge Emmas historie. Samtidig er det også en bog, der tager fedt i vigtige emner såsom seksualisering af kvindekroppen, kvinders selvværd, angst, lyst til sex (og mangel på samme) og respekten for egne behov og lyster. Og bogen gør det på en vildt fed måde – den er aldrig mandehadende og diskuterer både moral, normer og værdisæt. 

Bogen er fantastisk godt skrevet – den er gribende og letlæselig, med et flydende sprog, der skaber et generelt godt flow i bogen til trods for det lidt fragmenterede format. Det fremstår nærmest som snapshots i tiden af Emmas liv, og det fungerer virkelig godt. Samtidig var jeg vil med slutningen, hvor vi sideløbende med Emmas historie følger Nabiha – og på den måde binder slutningen op til allerførste kapitel. 

Alt i alt en suveræn god bog – og jeg håber at læse mere Amalie Hammel i fremtiden. 

Tusind tak til forfatter Amalie Hammel for anmeldereksemplaret. Bogen er modtaget med henblik på en ærlig anmeldelse.

Faglitteratur, Nonfiktion

En bog som jobcentrene burde læse

Tak for din ansøgning af Anne Marie Valentin fra forlaget Forfatterskabet, 2019. 4/5 stjerner.

Tak for din ansøgning er bogen, jeg manglede for to et halvt år siden, da jeg var nyuddannet og arbejdsløs – den er til alle, der søger job – eller måske overvejer at søge job. For som bogen skriver, så arbejder vi i Danmark 8 timer om dagen, 5 dage om uge, 46 uger om året, 50 år af livet (i gennemsnit naturligvis) – og det bør jo være argument nok for at vælge det rigtige job. Bogen er fuld af fif, tips og cases, som læseren kan tage med. Og det er ikke kun det klassiske tips, som mange nok har fået på jobcenteret med CV og ansøgning. Anne Marie Valentin giver også læseren et kærlig spark bagi med hensyn til mindset, når man søger job, samtidig med at den er spækket med tips og tricks, som man kan indarbejde i ens ansøgninger og CV. Og (heldigvis) kommer den ikke med præmie-skabelonen, men gør opmærksom på, at det kommer helt an på branchen og personen, men kommer derimod med fif til, hvad CV bør indeholde, beskrivelser fra HR-chefer af hvad de egentlig kigger efter og meget, meget mere. 

Samtidig er bogen relativt kort og to the point og det gør den behagelig og nem at læse – men også nem at bruge som opslagsværk efterfølgende. Den indeholder helt reelle værktøj, som man som jobsøgende kan bruge. Jeg ville ønske, at jeg havde haft den som nyuddannet, da jeg selv søgte job, for selvom den ikke er direkte målrettet nyuddannede, så forklarer den brugen af et CV og en ansøgning langt bedre end noget jobcenter, jeg har hørt om – og var ægte inspirerende til at gøre status over, om man er det rigtige sted i sit arbejdsliv. Bogen er venligst tilsendt af forlaget med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Uncategorized

Hvordan er livet på den anden side af spejlet?

Bag spejlet af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1871). 4/5 stjerner.

… er nok cirka det spørgsmål, Alice forsøger at besvare i opfølgeren til Alice i Eventyrland. Alice er blevet lidt ældre, men stadig en fantasifuld lille pige, og i stedet for at forfølge en kanin ned i et hul, leger hun med sine killinger og undrer sig over, hvordan man verdenen er inden i spejlet, som hun kan se fra stuen. Naturligvis kan hun pludselig passere gennem spejlet og her åbner sig en ny verden, hvor alting er modsat. Det inkluderer naturligvis også logik, der er helt modsat i den nye verden, hvor skakbrikkerne er levende, og hvor alle kommer med spøjse rim. 

Og igen er Lewis Carroll en episk nonsens-digter og beskriver en verden så skør og fantasifuld, at man ikke kan andet end at blive trukket ind i den. Jeg holder næsten mere af Bag spejlet end jeg gjorde af Alice i Eventyrland – måske fordi, jeg sagtens kan se mig selv som lille pige drømme om verdenen bag spejlet. Karaktererne virker venligere og fokus er på den omvendte logik i verdenen bag spejlet. 

Den er perfekt som børnebog, men helt klart og værd at læse for voksne, der ikke har læst den før. Jeg er vild med den måde, hvorpå Carroll tager elementer fra Alice’ verden og bruger dem på en ny måde i hendes drømmeverden – f.eks. at skakbrikkerne bliver levende, eller at killingerne bliver de to dronninger. Det er sjovt at gætte med undervejs – og så nonsens-digtning morsomt at læse, fordi det ikke giver mening og giver mening på samme tid. 

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Nordisk, anmelderrost litteratur?

The Hills af Matias Faldbakken fra forlaget Rosinante, 2019. 2/5 stjerner 

Velkommen til The Hills, Oslos mest velansete og hæderkronede restaurant, gennemsyret af tradition og elegance og fyldt med tjenere, stamgæster, lysekrone og garderobefolk, mezzanin, varekældre, barchef og huspianist. Interiøret er centraleuropæisk med mosaikker i koncentriske cirkler på gulvet og væggene fulde af portrætter, tegninger, malerier og klistermærker. Romanens navnløse jeg-fortæller har været stedets tjener i tretten år. Med sin diskretion og sit fulde overblik over alt, hvad der sker i lokalet, er han romanens øjne og ører og opfatter stedet som en wienercafe – eller måske har han tyske aner. Ideen om det gamle Europa holdes i hævd i den noget nedslidte restaurant. Der hersker en veletableret orden, hvor alt har sin plads, og intet udefra trænger ind. Indtil truslen om uro og forandring pludselig melder sig i form af en purung kvinde, der en dag sætter sig sammen med det faste klientel – kaldet ”barnedamen”. 

Der er ikke den store ydre handling i romanen. Første del er mestendels en beskrivelse af omgivelserne, restauranten og af de stamgæster, som jeg-fortælleren altid betjener. Barnedamen ødelægger denne orden – hun væver de forskellige grupper af gæster sammen. De, der altid kommer om eftermiddagen til kaffe og de, der drikker hvidvin om aftenen. Hun skubber til den ligevægt, tjeneren har brug for. 

Det er en af de få bøger, jeg faktisk har læst en anmeldelse af, før jeg skrev min egen. Og jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få så meget ud af bogen. Jeg har før læst anmelderroste bøger, hvor jeg godt kunne se, hvorforde var anmelderroste – men de faldt blot ikke i min smag. Denne her roman er plotløs, fortællerløs og jeg forstår ikke, at den er anmelderrost. Matias Faldbakken er kendt for kontroversielle bøger og kunst, og jeg tror The Hills er eksempel på, at kunstneren betyder noget. Havde enhver anden skrevet denne som debutroman, var man næppe blevet særlig kendt. Bogen holder lidt læseren udenfor. Den sludrer om noget, steder, navne som man ingenting ved om, eller har en chance for at gætte. Det føles lidt som en bog, der er skrevet til et meget lille publikum – eller som om læseren slet ikke var nødvendig. Slutningen (som ellers er særligt fremhævet i anmeldelser) formår simpelthen ikke at samle op – det føles faktisk som om, den slutter midt i det hele og der mangler en faktisk slutningen. Ikke værd at spilde god læsetid på. 

Fantasy, Scifi, Young Adult

Genfortælling af Snehvide på månen

Winter af Marissa Meyer fra forlaget Feiwel and Friends, 2015. 3/5 stjerner.

Jeg er tilbage i universet, hvor Askepot er en cyborg, Rødhætte forelsker sig i sin Ulv og Rapunzel hedder Cress og er en absolut darling. Winter er den onde dronning Levanas steddatter, som er ufattelig smuk, selv uden sine lunare gaver – og så er grunden for en Snehvide-genfortælling lagt. 

Prinsesse Winter er beundret på hele Luna for sin skønhed og venlighed, og det bliver ofte sagt, at hendes skønhed var endnu større end stedmorens – indtil denne tvang hende til at vansire sig selv. Winter hader sin stedmor og ved, at hun ikke vil forstå de følelser, Winter har for sin barndomsven og paladsvagt Jacin. Men Winter er ikke så svag, som Levana tror og sammen med Cinder og hendes allierede, har Winter måske magten til at starte en revolution og vinde en krig, der har raset længe mellem de ydre og indre distrikter på Luna. 

Og jeg kommer til at savne Luna – det venskabelige drilleri mellem Thorne og Cinder, Cress iskolde logik og store følelser, Ikos altid smarte kommentarer og Scarlet og Ulvs kærlighed. For dette her er jo slutningen på The Lunar Chronicles, som overordnet er en virkelig god YA-serie. Og selvom Winter er en ordentlig mobbedreng (bogen, ikke prinsessen) på over 800 sider, så er den en hæsblæsende finale. 

Jeg kan godt lide Meyers meget nytænkende måde at genfortælle eventyr. Jeg er pjattet med genfortællinger, men der er nogen befriende ved, at de er flyttet så langt væk fra de oprindelige historier, men stadig er genkendelige. Hun beholder netop nok af de originale eventyr, men blander nyt nok ind i det til, at det er overraskende og spændende at læse. Desuden er hun god til at bygge forhold mellem mennesker – selv dem, der bare er på venskabelig plan, som f.eks. den utrættelige drillen mellem Thorne og Cinder. Det er troværdige venskaber, der husker læseren på, at romance ikke er alting (selvom alle i sand YA-stil bliver parret til sidst). 

Jeg elsker søde, intelligente Cress, men Winter er også en god, ny karakter. Hun er smuk, venlig – og skør af ikke at have brugt sin lunare gave. Og selvom hendes sindsyge er alvorlig, så er hun god til at håndtere den – og får god hjælp til at håndtere den af Jacin. Det er en fantastisk, læseværdig serie med et seriøst opbygget univers og smukke elementer af gamle eventyr. 

Biografi, Nonfiktion

Feminisme med humor og bh

How to be a woman af Caitlin Moran fra forlaget Ebury Press, 2011. 3/5 stjerner. 

How to be a woman er min første sådan erklærede feministiske bog. For det er ikke et emne, jeg ret gerne vil diskutere, for der er ofte en tendens til, at det er så mandefjendsk (det var den slags feminisme, jeg fik serveret i min studietid i hvert fald) og jeg har sådan set altid holdt fast i, at alle er mennesker på trods af hudfarve, køn og så videre. Men Caitlin Moran er sjov – og hun er bestemt ikke mandefjendsk. Det er med andre ord feminisme for sådan nogle som mig. Næsten hele tiden i hvert fald. 

Samtidig er det også en historie om at være og blive kvinde, hvad det betyder, hvad det indebærer og Caitlin Moran væver provokerende tanker og sjove historier sammen fra sit eget liv – og giver samtidig de mandefjendske feminister, som jeg også selv har stejlet over tørt på – og forklarer gerne hvorfor kvinder sagtens kan danse burlesque, beholde bh’en på – ja faktisk lige meget hvad det har lyst til, blot man gør det af de rigtige grunde. Thumbs up, for jeg er nært knyttet til mine bh’er og de var sgu for dyre til at brænde. 

Hvert kapitel åbner med en fortælling fra en ny periode i hendes eget liv, startende i hendes teenageår og arbejder fremmod 2011, hvor bogen er udgivet. Alt sammen for at synliggøre, hvordan feministiske ideer har formet hende og ændret hende gennem årene. På den måde bliver bogen på én gang et memoir men også en overordnet beskrivelse af den feministiske bevægelse i det 20. århundrede. Og hun påpeger flere gange – fuldstændig korrekt – at mange moderne kvinder faktisk er tøvende overfor at kalde sig selv feminister, og præsenterer en anden måde at være det på.

Til gengæld er hun god til at generalisere – mænd, kvinder, alting. Og jeg har det lidt svært med generaliseringer, særligt når de som i Morans tilfælde nogle gange virker søgte og som om de ødelæggende bliver brugt til at understøtte en pointe, som burde have været bedre argumenteret i første omgang. Bogen er morsom, nogle steder provokerende – men er jeg helt oppe og ringe? Jeg har læst den og det er fint – og den er ligeså hurtigt glemt igen. 

Fantasy, Young Adult

Jeg elsker en god fantasy-verden, men kommer ikke til at savne Primoria

Frost like night af Sara Raasch fra forlaget Balzer + Bray, 2016. 3,5/5 stjerner

Den onde kong Angra er i live og hans onde magi spreder sig – ingen er længere i sikkerhed eller kan modstå. Meira vil gøre hvad som helst for at redde hendes verden, men Angra prøver at nedbryde hendes mentale forsvar og hun har desperat brug for at lære at styre sin magi. Lederen af den mystiske orden fra Paisly tilbyder at undervise hende, og hun tager chancen.  Men det går op for hende at for at stoppe den onde magi må hun ind i en labyrint dybt under årstidernes kongeriger og ødelægge roden til den magi, hun desperat prøver at lære – og derved tage livet af sig selv. 

Vi følger også stadig Mather, der bare gerne vil redde Meira. Han har brug for Children of the Thaw for at finde hende og fortælle, hvordan han føler. Men der er forræderi i egne og række og løsningerne synes længere og længere borte. 

Ceridwen, som vi også begynder at følge i tredje bog, vil gerne beskytte sit folk. Angra har slået hendes bror, kongen af Summer ihjel, stjålet hendes kongerige og gjort hende til fange, men hun bliver befriet af en uventet allieret, som også afslører en chokerende sandhed om Summers slavehandel. Mens Angra slipper sin mørke magi løs, kæmper Meira, Marther og Ceridwen for at bringe kongerigerne i Primoria sammen inden det er for sent. 

Frost like night er en my bedre end de tog andre bøger i trilogien. Jeg er stadig vild med den verden, Sara Raasch bygger op, og landet Paisly som den seneste tilføjelse er bestemt ingen skuffelse. Om end plottet stadig er relativt forudsigeligt, så er der alligevel nye ting i bogen. 

Meira til en start gennemgår faktisk en lille udvikling – et af mine helt store problemer med det første bøger. Ikke meget, men nok til hun ikke tager dumme beslutninger heletiden. Jeg kommer nok aldrig til at elske Meira, men hun er helt klart bedre end i de foregående bøger, og hun fremviser endelig noget værdighed til at være den soldaterdronning, hun hele tiden har forsøgt på. Ceridwen er en behagelig om end semi-unødvendig tilføjelse til fortælleren, og bogen veksler mellem jeg-form, når det er Meira og personbunden tredjepersons-fortæller, når det er Marther og Ceridwen. Men det giver os mere af verdenen at se, så jeg klager ikke. 

Spoiler alert i det følgende. 

Mit helt store problem med denne bog er slutningen. Jeg kan egentlig godt lide sidste kapitel ”6 måneder senere” – men lige før det. Jeg synes, det er skuffende, at Sara Raasch kun har mod til at slå bipersoner ihjel, som man ikke har nået at opbygge en følelsesmæssig tilknytning til – det er trods alt en ret voldsom krig, hun beskriver, men vores hovedpersoner kommer igennem, stort set uskadte. Hele Marthers hemmelige overvejelser omkring at redde Meira, som bliver kastet ind i de sidste sekunder af bogen virker urealistiske og alt for belejlige. Især fordi bogen var meget længe om at komme i gang med selve plottet, nemlig labyrinten og kampen mod Angra. Slutningen virker forceret og om end ”6 måneder senere” kapitlet fungerer godt i forhold til at få bundet verdenen sammen igen, kunne det også have fungeret med tab af vigtige hovedpersoner. 

Snow like ashes-trilogien har overordnet været en lidt skuffende oplevelse. Det undrer mig, at den er klassificeret til voksne, for den føles som en YA-bog. Den har ikke rigtig fat i nogle tungere emner, og har hele vejen igennem været meget forudsigelig. Verdenen er rigtig spændende og har været den primære grund til, at jeg har læst alle tre bøger. Jeg elsker en god fantasy-verden.