Fantasy, Romantik, Young Adult

Flere dystopiske prinsessedrømme (nej, jeg er ikke engang flov)

The Elite af Kiera Cass fra forlaget Harperteen 2013. 4/5 stjerner. 

Den her bogserie er lidt ligesom junkfood. Jeg fløj gennem bogen på én aften, og det til trods for, at den fuldstændig ligesom The Selection hverken er specielt godt skrevet, plottet er ret tyndt og karaktererne stadig er ret karikerede. Plottet er stort set en fortsættelse af bog ét, bortset fra at de 35 piger nu er indsnævret til seks – eliten. Og konkurrencen om at vinde Maxons hjerte er stærkere end nogensinde – men som enhver god YA-klichefyldt bog er der naturligvis en kærlighedstrekant, og America har svært ved at bestemme, hvor hendes hjerte ligger, Maxon eller Aspen, der *puf* er kommet tilbage i hendes liv og fortryder, at han slog op med hende (!). Samtidig bliver oprørsangrebene hyppigere uden nogen rigtige ved hvorfor – og America tager dummere og dummere beslutninger. Først er hun all over Maxon – så dukker Aspen op og er tryghed, selvom hans personlighed er ca. lige så interessant som en kogt kartoffel. Hun væver frem og tilbage og bliver samtidig sur over, at Maxon bliver i tvivl om hende og bange for, at hun skal såre hans følelser, og derfor naturligvis gør sin prinselige pligt og kurtiserer de andre seks piger i eliten. Samtidig formår hun at falde på sin halvroyale røv og relativt bevise overfor alle, at hun ikke er i stand til at være dronning, for hun kan ikke holde på en hemmelighed, Maxon har fortalt hende i fortrolighed, men viser den frem på nationalt tv, jeg mener… Kongen er måske nok en bitter, gammel mand, men han har måske en pointe i, at hun ikke er en god dronning. Rebellernes bevæggrunde for at ville stjæle bøger, bliver forhåbentlig forklaret i den sidste bog i trilogien, for eftersom det også bliver forklaret at Illeas grundlægger basalt set skabte kastesystemet for at skaffe sig selv mere magt og derved grundlæggende er en idiot, virker mærkeligt. 

Og alligevel er der noget ved denne serie, som gør, at man hverken kan eller vil ligge den fra sig. Lidt fordi man sultent leder efter et dybere plot (det er jo faktisk en dystopisk bog, hvilket der ikke bliver gjort særlig meget ud af) og dels fordi man fanatisk læser sig hen mod, at America skal tage et valg (hvis da ikke kongen smider hende på porten først) – det er jo ret tydeligt, at hun ender sammen med Maxon, men stadig – hun skal tage valget, og Maxon skal også være med på den, nu hvor han faktisk er kommet i tvivl. I øvrigt er The Elite en ligeså smuk bog som The Selection. 

Fantasy, Young Adult

Undervældende oplevelse til trods for godt setup

To best the boys af Mary Weber fra forlaget Thomas Nelson, 2019, 3/5 stjerner.

Hvert år modtager beboerne i Pinsbury Port et mystisk brev, der inviterer alle drenge af passende alder (16 år +) til at konkurrere om et stipendium på Stemwick University. De fattigere beboere kigger for at se, om deres navn er på listen. De velhavende kigger for at se, om deres søn vil overleve. Rhen Tellur kigger for at se om hun kan udlede, hvad blækken og pergamentet er lavet af. For i Caldon provinsen er det kvinderes pligt at blive gode koner, men Rhen vil være videnskabsmand. Og mens de fattige dør af en mystisk sygdom, arbejder Rhen og hendes far for at finde en kur – for Rhens mor er alvorligt syg og har ikke længe igen. Rhen beslutter sig for at tage fremtiden i egne hænder og deltage i den årlige konkurrence forklædt som mand. Sammen med sin kusine Selini kommer de ind i labyrinten, der kan koste én livet. 

Ideen til plottet er virkelig godt, men det er ikke så veludviklet som det kunne være. Mary Weber kunne have taget historien længere. Umiddelbart virker det, som om den er skrevet til et meget ungt publikum. Samtidig er der stærk feministisk indflydelse og kvinde empowerment er et stærkt tema i bogen, men det er næsten for overskyggende. Det er naturligvis for at inspirere læserne, hvilket jeg godt forstår, men det bliver gjort for meget – for direkte til at være elegant og faktisk inspirerende. For nu at tage et eksempel (spoileralert) – der står gentleperson i brevet – ikke gentleman. Så at kvinder faktisk kan deltage i konkurrencen, kommer ikke som en stor overraskelse, da det hele folder sig ud, og det viser sig, at Rhen slet ikke har gjort noget forkert. Kvinder kunne med andre ord hele tiden have deltaget i konkurrencen, der er bare aldrig nogen, der har gjort det eller tænkt så langt.

Verdenen er spændende og plottet omkring labyrinten kunne have været godt – men selve turen ind igennem labyrinten er kun et par kapitler langt, og det gør, at bogen flyder meget langsomt, til trods for den er 310 sider lang. Jeg savnede mere aktion i labyrinten og en mere elegant måde at udfordre kønsnormerne i bogen på. 

Bogen er alt i alt en undervældende oplevelse, der faktisk er svær at huske, når man er færdig med den – og det er en skam. For præmissen om at udfordre normerne og at piger kan hvad som helst er et fint budskab, særligt til et yngre publikum.

Contemporary

En velskrevet overraskelse

Svigt af Henrik Frederiksen fra forlaget Frederiksens Forlag, 2019. 4/5 stjerner. 

En ung kvinde med et skrøbeligt sind har skrevet en afslørende roman om sine berømte forældre. Faren er en anerkendt forfatter, moren er gallerist, og familien er højt og solidt placeret i det prestigefyldte, københavnske kulturliv. Da forældrene ansætter jeg-fortælleren som mentor for den unge pige med psykiske problemer, bliver han sammen med sin gamle ven ’Pastoren’ involveret i familien. Pigens roman rummer en så brutal sandhed, at den ikke bare vil ødelægge familiens gode ry, men flå den fra hinanden. Netop den skandale ser et af landets største forlag som et scoop. Familien gør alt, hvad der står i deres magt for at bremse bogen. Men forlaget vil udgive den for enhver pris … Svigt er en hjertegribende roman om dybe familiehemmeligheder, om venskab og kærlighed på trods, og om en ung kvinde med et stort skrivetalent, der møder en kynisk forlagsverden. 

De ovenstående linjer er forlagets egen beskrivelse af bogen – men det rummer slet ikke hele bogen, der har mange interagerende historielinjer. Vi følger jeg-fortælleren, der bliver mentor for den unge pige, men vi følger i lige så høj graf jeg-fortællerens liv, hans arbejde og forsøg på at arbejde med det han brænder for, nemlig at skrive. 

Svigt er normal ikke en genre, jeg ville læse, men jeg fik tilsendt bogen af forfatteren mod en ærlig anmeldelse, og jeg var ærlig talt hooked fra side et. Bogen er nemlig afsindigt velskrevet. Min bedste veninde, der opdagede bogen på sofabordet samlede den og læste første kapitel på 10 minutter – og så fik hun bogen med hjem til låns, så hun kan læse den færdig, og ligesom mig foretrækker hun andre genre. Men bogen fængsler fra side et og pacer læseren igennem – man vil vide mere, have et kapitel mere med, til trods for historien hverken er særlig munter og faktisk behandler ret alvorlige tematikker. Samtidig er der også en del knastør humor i bogen, og den er svær at ligge fra sig, når man først i gang. Det gør den simpelthen til et underfundigt lille mesterværk, der ikke kan placeres i en genre og i den grad er en labyrint af kunstnerhjerner, historielinjer og skæbner, der interagerer og kommer til live. 

Anmelderrost, Historisk fiktion

Perfekt udført roman

The Seven husbands of Evelyn Hugo af Taylor Jenkins Reid fra forlaget Atria Books, 2017. 5/5 stjerner. 

Jeg melder mig ind i rose-koret – denne roman har det hele. 

Den aldrende Hollywood-filmstjerne Evelyn Hugo er endelig klar til at fortælle sandheden om sit glamourøse og skandaløse liv. Men da hun vælger den ukendte magasin-journalist Monique Grant er den allermest chokerede Monique selv. Hvorfor hende? Hvorfor nu?

For Monique har sine egne problemer at slås med. Hendes mand er netop gået fra hende, hendes professionelle liv står temmelig stille – men alligevel er det hende, Evelyn vil have. Og hvad Evelyn vil have, får hun. Så Monique bestemmer sig for at bruge denne mulighed for at kickstarte sin karriere. 

Romanen fortælles dels gennem Monique og dels gennem de beretninger, Evelyn giver Monique i den luksuriøse New Yorker-lejlighed, og Monique lytter sammen med læseren fascineret til skuespillerindens historie, om hendes vej til Los Angeles i 1950’erne, om hendes beslutning om at forlade show business i 1980’erne, og selvfølgelig om de syv mænd, som Evelyn var gift med i løbet af sin karriere, og om hvem hendes store kærlighed egentlig var. Evelyn fortæller en historie om iskold ambition, venskaber og en forbudt kærlighed og Monique begynder at følge en ægte forbindelse til Evelyn, indtil Evelyns historie mod enden pludselig bliver en del af Moniques egen på en tragisk og uigenkaldelig måde.

Reid skriver fantastisk godt. Det er som at læse en ægte biografi, som om Evelyn Hugo kunne have været en del af Hollywood, og samtidig med at der tegner sig en iskold, beregnende dame, så har man som læser sympati og medlidenhed med Evelyn. Hun har mange fejl, men man falder pladask for hende, for hun er også en badass latino, der klarede sig i en grænsende til racistisk industri og til trods for mange kontroversielle beslutninger klarede alle skær – og på en måde mistede alt. 

Og Monique giver 2017-realness med alt, hvad der dertil hører af overvejelser om kærlighed og karriere – og hun får en del af sin egen historie på plads i de sidste nervepirrende sider i romanen. 

Det er en dybt karakter-drevet roman, og selvom der sker meget, så er der slet ikke fokus på plottet, men det virker til perfektion, og denne roman er en, der bliver siddende i læseren længe efter, man har vendt sidste side.  

Fantasy

Hæsblæsende roman med for mange plot til 350 sider

An Unkindness of Magicians af Kat Howard fra forlaget Saga Press, 2017. 3,5/5 stjerner.

Der er en mørk hemmelighed, der gemmer sig i hjertet af New York City og får magikernes magi til at fejle. Ingen ved, hvad der sker bortset fra Sydney – en ny, sjælden magiker med ekstraordinære kræfter, der har været usete i årtier – og hun er måske den eneste, der kan stoppe mærket i at svække magien men Sydney ønsker ikke at hjælpe systemet, hun ønsker at ødelægge det. Alligevel indtræder hun i The Turning – en magisk kamp om magten i den magiske verden.

Der sker en masse i den her roman, der foregår i den magiske ”usete verden”, der mildest talt er en smule deprimerende. Vi følger en række personer på skift. Naturligvis Sydney med sine ekstraordinære magiske talenter, Laurent, en outsider, der håber at få chancen for at etablere sit eget Hus (den måde magikerne rangordner sig på); Grey Prospero, Laurents bedste ven, som er blevet gjort arveløs fra sit hus på grund af en mørk hemmelighed, ingen taler om; Harper, der har magisk blod, men ikke ret meget magi og som forsøger at finde ud af, hvorfor hendes bedste ven skulle myrdes og så naturligvis Miles Merlin og Miranda Prospero, to magtfulde ledere af hver deres hus, som har deres egen mening om, hvordan the Turning skal slutte. 

Situationen bliver langsomt mere og mere mudret, da Ian Merlin deltager for House Prospero, selvom han er arving til House Merlin. Miles putter i stedet Ians søster ind i konkurrencen, og det tvinger måske de to søskende til at slå hinanden ihjel. Derudover foregår der nogle mystiske mord på kvinder, og deres fingerknogler bliver taget – og endelig følger vi House Shadows, et fængsel for magiske slaver og ofre, for det viser sig, at magi ikke er gratis. 

Der er med andre ord nok at følge med i på de knap 350 sider og i starten gælder det mest af alt om at hænge på indtil man får styr på de mange Huse, navne, familier og så videre. Men Kat Howard formår at binde alle disse tråde sammen i et brag af en hæsblæsende, mørk historie. Hvis altså man ikke giver op på mængden af plotlinjer. Jeg glæder mig til at læse nummer to, der er ved at blive skrevet og skulle udkomme i 2020 – for jeg kan både se, at der er tråde, der ikke er færdige og samtidig har jeg svært ved at se, hvordan historien kan komme videre. 

Fantasy, Young Adult

Blodig bog med anstrengende hovedperson

Spellslinger af Sebastian de Castell fra forlaget Hot Key Books, 2017. 3/5 stjerner. 

Der er tre ting, som en Jan’Tep skal kunne for at kunne kalde sig en mand. Det første er at demonstrerer styrken til at beskytte din familie. Den anden er at bevise, at du kan udøve den magi, der definerer Jan’Tep’erne. Det tredje er simpelthen at blive 16. Kellen er kun uger væk fra sin 16-års fødselsdag og kan ingen af de tre ting, men han har opdaget, at det bare skal se ud som magi. Men da Ferius Parfax ankommer til byen udfordrer hun Kellen til at vælge en anden vej. Hun er uforudsigelig, men hun er måske også Kellens eneste håb for ikke at ende som en slave for sin familie. 

Okay, okay – jeg har måske nok gået til denne bog med forkerte forudsætninger. For jeg troede den handlede om en ung magiker (uden magi), der snød sig gennem en magisk konkurrence. Det gør den ikke. Den handler godt nok om en ung magiker uden magi, men allerede i kapitel et afslører hans arrogante søster ham for alle de andre. Reichis den lille egernkat, som Jan’Tep’erne er bange for, men som alligevel slår sig sammen med Kellen, vandt mit hjerte fra starten. For Reichis har masser af attitude og gåpåmod – og kan om ikke andet bide lidt fornuft ind i Kellen. For Kellen er irriterende – selvfølgelig formet af, at Jan’Tep’ernes samfund er uretfærdigt og snobbet, og Kellen formår på én gang at være ræd for at blive underklasse og samtidig være snobbet overfor samme underklasse. 

Og så fremstår bogen efter min mening meget ”gore” – der findes ikke et perfekt dansk ord for det. For den er fuld af tortur af mennesker (særligt dem uden magi. Ferius til trods for alle sine talenter skal altså også reddes meget), tortur af Kellen (fra både venner og fjender – og hans egen far. Selvom han gør det for at ”hjælpe”). Og ikke mindst tortur af dyr. Det er sådan Reichis og Kellen bliver venner – Kellen redder ham fra tortur fra sit eget personlige nemesis. 

Plottet fremstod en smule uregelmæssigt, og skulle jeg læse videre i serien ville det udelukkende være for at finde ud af, om vi nogensinde hører mere til Jan’Tep’erne, eller om det bare er efterladt som en løs ende. 

Faglitteratur, Nonfiktion

Hjernegymnastik?

Hjernen er stjernen er Kaja Nordengen fra forlaget Rosinante, 2017. 4/5 stjerner. 

Kan man virkelig forbedre sin hukommelse ved at spise ‘hjernemad’? Kan man træne sin hjerne? Og kan man smile sig glad?

“Hjernen er stjernen” indvier os i alle hemmelighederne om menneskekroppens mest utrolige organ: hjernen. Hjernen gør os til dem vi er. I kontakten mellem hjernens 100 milliarder nerveceller ligger vores intelligens, men også vores glæde, fascination, foragt, hukommelse, læring, musiksmag og meget mere.

Vores hjerne lærer, den forelsker sig, og den tolker komplicerede sammenhænge. Men hjernen lokker dig også til at træffe dårlige valg, og den belønner afhængighed. Hvorfor gør hjernen, som den gør? Hvilke stoffer (og helt almindelige ting) påvirker vores hjerne, endda meget? Der ligger store muligheder i at vide, hvordan fungerer, og i “Hjernen er stjernen” giver læge og hjerneforsker Kaja Nordengen et bud på en populærvidenskabelig fortælling om hjernen. 

Bogen er helt klart interessant – hjernen er et spændende organ, som vi ikke altid ved så meget om, og det er interessant med en velformuleret, formidlende hjerneforsker, der fortæller om hjernen. Bogen veksler dog mellem at gå overfladisk henover nogle dele til at gå i nørdede detaljer om andre. Den kunne godt have være lidt længere uden at det havde gjort noget, for det en populærvidenskabelig letvægter. Den er underholdende og fyldt med sjove, relevante anekdoter, der gør, at man flyver gennem bogen. Den giver stof til eftertanke om, hvordan vi behandler vores hjerne og hvorfor hjernen snyder os til at gøre det. 

Bogen er fascinerende og giver lyst til at lære mere om det fascinerende organ. 

Contemporary, Romantik, Socialrealisme

Chicklit med tyngde

The Curvy Girls club af Michele Gorman fra forlaget Avon, 2014. 4/5 stjerner. 

Pixie, Ellie, Katie og Jane blev bedste venner, da de mødes hos Slimming Zone, hvor de ugentlig bliver vejet og hader deres liv en lille smule mere. Og de er trætte af at blive dømt af et nummer, hvad end det er på vægten eller kalorietælleren, så de bestemmer sig for at mødes i en anden slags klub – The Curvy Girls Club. Og de sjove aftenener, de har sammen uden at tænke på deres størrelse, men blot at være kvinder, der har det sjovt sammen, gør dem lykkeligere end de har været i årevis. 

Men klubben bliver hurtigt populær og går fra fire veninder, der mødes til at være en forretning, og det skubber til pigerne og får den til at konfrontere større problemer end kun deres vægt.  

Hovedpersonerne i denne roman er så lette at identificere sig med – og de beviser, at bare fordi der er et par kilo på sidebenene, så er det stadig kvinder med problemer som alle andre på trods af størrelse – en ting man sjældent ser i chick lit. Samtidig beskytter den heller ikke karaktererne bare fordi de er overvægtige – de er ikke ofre; de er virkelig personer. 

Katie er hovedpersonen, hvis synsvinkel vi følger gennem romanen. Hver eneste af kvinderne havde deres egne problemer, som de skulle overkomme, og Katie er hårdt mærket af at have været overvægtig hele sit liv og pacet af sine forældre til at tabe sig. Hun har døbt sig selv ”Fede Katie” og har konstant fokus på, at hun er overvægtig. I løbet af romanen taber hun sig dog kraftigt – og så hurtigt et vægttab bør naturligvis afføde et besøg hos lægen – hvilket Katie ikke har lyst til, da hun pludselig ikke er ”fede Katie” længere.

Pixie er højlydt – og nogle gange en bitch. Men hun dækker over et voldeligt forhold, så selvom hun kan være skarp og nogle gange virke direkte ond, så har hun sine grunde. Hun er stresset og vred og har svært ved at tage kontrol i sit eget liv. 

Ellie er Katies bedårende roomie, som er mistænksom overfor sin perfekte kæreste Thomas – for hvordan kan en lækker, slank mand forelske sig i en buttet kvinde? Og til sidst er der Jane. Jane leder altid efter den næste slankepille med alvorlige konsekvenser til følge, og har ikke modet til at genoptage sit job som studievært fra før hun fødte og tog kiloene på.Der sker med andre ord en del i romanen, men den er svær at ligge fra sig. Den er realistisk og på hver sin måde er de fire kvinder charmerende og man hepper på, at deres liv ordner sig. Det føltes som at læse om venner, og som om, at man ville kunne melde sig til The Curvy Girls Club, så snart man havde lagt romanen fra sig. Samtidig siger romanen noget vigtigt om body-positivisme – både for de overvægtige og for de slanke. 

Klassiker, Scifi

Klassikere er en svær en

Fagre nye verden af Aldous Huxley fra forlaget Hovedland, 2009 (oprindeligt 1932). 3/5 stjerner.

Klassikere er altid svære at anmelde, for de har på en eller anden måde været særligt elskede og haft særligt stor betydning. Især klassikere som Fagre nye verden, der skal sige noget om en fremtid – som pludselig ikke er helt så langt fremme i tiden, som den var, da den blev udgivet i 1932. 

Handlingen foregår primært i London i år 2540. Det er en dystopisk roman og jorden er omdannet til et verdenssamfund, der ledes af 10 præsidenter. Alle børn fødes eller udklækkes i reagensglas på anstalter og rangeres (og avles) efter arveanlæg, intelligens og fysik i fem kaster, der er navngivet efter det græske alfabet – fra alpha (de fysisk højeste og mest intelligente) til epsiloner (laveste både i intelligens og fysik). Forældre findes og ord og begreber som ”mor” og ”far” anses som upassende og vulgære. Børnene opdrages af plejepersonale og indoktrineres via hypnopædagogiske læresætninger og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt og elske alt, hvad der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser som kærlighed, sorg og forelskelse anses også som vulgære og skal undertrykkes til fordel for flygtige glæder såsom erotik, spil, følefilm og designer-drug’et SOMA. Disse forhold tjener til at sikre verdenssamfundets stabilitet. 

Bernad Marx er vores hovedperson og er et alphaplus individ, der overraskende ikke er så høj (rygtet siger, at han ved en fejl har fået væksthæmmende alkohol i sit reagensglas, der ellers normalt er forbeholdt lavere kaster). Han føler sig udenfor og er ude af stand til at få de kvinder, han ønsker sig. Derfor har han også udviklet mere individualitet end normalt og anses for upassende af sin overordnede.

Lenina Crowne er betasygeplejerske. Hun indvilliger i at tage med Bernard på en oplevelsesferie til et reservat, hvor der bor indianere i primitive stammesamfund. Her møder de Johannes (hr. Vild). Bernards chef har mange år tidligere efterladt Johannes mor Linda i reservatet, fordi hun blev gravid. Hun er derfor tvunget til at blive mor og efter egen mening live primitivt – og er f.eks. ældet, hvad man normalt ikke gør. Johannes føler sig holdt udenfor af indianerstammen, og efter at Linda har lært ham at læse, bliver hans kæreste eje en bog med Shakespeares samlede værker, som han har memoreret og citerer flittigt. Lenina og Bernard tager Linda og Johannes med tilbage til verdenssamfundet. Johannes er fra starten betaget af Lenina og de tekniske vidundere, men gensynet med civilisationen vækker sensation. Johannes bliver Bernards adgangsbillet til det gode selskab, men har svært ved at forlige sig med samfundets overfladiskhed. Han skuffes over ikke at skulle arbejde for Leninas kærlighed og harmes, da ingen forstår hans sorg over Lindas død. Det afføder mere og mere tumult i samfundet. 

Fagre nye verden er ikke en bog, der ender lykkeligt og særligt med tanke på dens udgivelsesår er det bestemt en bog, der advarer mod forbrugerkultur og kunstige stoffer, og var inspireret af et besøg i Amerika under industrialiseringen, hvor Huxley så skræmmende tendenser. 

Jeg var ikke helt oppe at ringe over bogen, men det er sjovt at læse klassikere og se, hvordan de kan hænge sammen med samfundet i dag. 

Faglitteratur, Filosofi

Nuttet cover dækker over uudnyttet potentiale og ingen empowerment

Geek girls dont cry af Andrea Towers fra forlaget Sterling, 2019. 1/5 stjerner.

Jeg er skuffet. Meget skuffet. Der er egentligt et stort potentiale i bogen og kunne have være interessant, men kommer ikke i mål. Bogen består basalt set af en præsentation af en række fiktive, kvindelige karakterer på følgende måde:

  1. Karakteren præsenteres
  2. Karakteren bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom
  3. Hvordan karakteren overkom sine problemer
  4. Hvad vi kan lære fra det 

Og alt dette i løbet af 3-4 sider for komplicerede karakterer, for hvem nogle har lange, snørklede historier og måske ovenikøbet er dukket op i paralleluniverser. Dette tager Towers ikke hensyn til og kører det hele i samme smøre. 

Towers mål er gennem fiktive figurer at finde identifikation for kvinder og til at inspirere se sig selv som stærke – og floppede totalt for en som mig. 

Så hvad er problemet? For det første bliver hver eneste karakter diagnosticeret – hvorfor er dette nødvendigt? Nogle af karaktererne kendte jeg ikke, men nogle af dem kendte jeg indgående, og det bliver i deres historier ikke hintet, at de lider af en psykisk diagnose. Der er ingenting galt med at have en psykisk diagnose, og bogen har ret i, at man sagtens kan leve et normalt liv og være stærk alligevel. Men!! Det er som om bogen påpeger, at man kun gennem meget vanskelige problemer, der fører til en psykisk diagnose (eksemplevis PTSD) kan blive en stærk person. Og dette er ikke rigtigt. Jeg synes egentlig det er fint, at hun diagnosticerer nogle af karaktererne for at vise, hvad deres oplevelser ville lede til i den v virkelige verden, men det havde også været fint at påpege, at nogle af dem blot er kvinder uden psykiske lidelser, der også er stærke, og det ville have været rart at få fremstillet, at kvinder og mennesker kan være stærke uden en diagnose.

Desuden argumenterer Towers dårligt, hvilket er et problem, når bogen faktisk handler om psykologi som videnskab. F.eks. bruger hun ofte denne slutning ”når superhelt A gør sådan, så viser hun, at det også er okay for os”. Well, Rogue slår i den nyeste X-men-film en af sine team-kammerater ihjel ved et uheld (fordi hun er psykisk belastet) – men det gør det vel ikke okay for os i pressede situationer at gribe til slags yderligheder? Towers bruger denne slutning så tit, at det faktisk kommer til at fremstå sådan, og det gør bogen utroværdig. 

Desuden er hendes beskrivelser af de karakterer, jeg kender godt, forkerte. Og det er et stort problem, fordi jeg som læser så betvivler, om beskrivelsen af de andre karakterer er korrekte – og i øvrigt om hendes (mange) henvisninger til videnskabelige artikler, så er gengivet rigtigt. Towers er pHD i psykologi og trækker på et stort kildemateriale, men det fremstår sporadisk og tilfældigt og i virkeligheden lidt som det passer ind i hendes kram – og det kræver tillid til forfatteren. En tillid jeg ikke har. Et eksempel på en misvisende karakter-beskrivelse er Hermione Granger (som bliver diagnosticeret med OCD, angst og PTSD, hvis nogen er nysgerrige):

Hermione is not just obsessed with getting good grades; for a long time, she is hesitant to help her friends Harry Potter and Ron Weasley and only does so when the situation is extremely dire – such as during their first year at Hogwarts, when she helps the duo take down a rogue cave troll. 

På dette tidspunkt I Harry Potter-serien, er Hermione, Harry og Ron ikke venner – men det er denne situation, der gør, at de bliver det. Til gengæld hjælper hun faktisk heller ikke – Harry og Ron redder hende fra trolden, som de er kommet til at spærre inde på det toilet, hun græd på. Fordi Ron havde fornærmet hende. Hvis man vil have noget psykologisk ud af denne situation, er jeg sikker på, at der er masser at tage fat i – men Towers forbliver så overfladisk, at der ikke er plads til detaljer – karakterne skal passe ned i hendes udvalgte dianoser, der i øvrigt stort set er de samme for alle karaktererne, i stedet for f.eks. i denne situation at tage fat på mobning, eller hvordan det at gennemleve en presset situation sammen kan skabe sammenhold. 

Alle hendes ”Hvad vi kan lære”-afsnit er til gengæld stort set ens, og det virker som, at hendes behov for at kæde disse fiktive kvinder sammen til den pointe Towers vil have ud, er større end egentlig at lave en interessant analyse af disse karakterer. 

Jeg oplevede også gennem min læsning, at der var en underliggende præmis om, at kvinder er svage – mere disponerede for psykiske sygdomme, mere i følelserne vold og mere udsatte, fordi disse karakterer er kvinder. Og det irriterede mig som kvinde, at der i sådan en bog, som jeg havde forventet var empowerment for kvinder, er en grundlæggende præmis om at kvinder er svage og skal gennem grueligt meget for at blive stærke.  

Coveret til gengæld er super nuttet. Men jeg er nu ikke sikker på, at bogen bliver på mine boghylder af den grund.