Børnebøger, Klassiker

En tur til Eventyrland

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll fra forlaget Rosenkilde Bahnhof, 2015 (oprindeligt 1865). 4/5 stjerner. (Bogen på billederne er Barnes & Nobles udgave af Carrolls samlede værker)

Alice i Eventyrland er historien om den lille pige Alice, der falder gennem et kaninhul og pludselig befinder sig i en absurde verden Eventyrland, hvor intet er helt som det ser ud, hvor man kan vokse sig større og mindre ved at spise eller drikke, og hvor man nemt kan komme af med hovedet, hvis Hjerterdronning synes det.

Alice i Eventyrland er en finurlig rejse gennem et barns fantasi og drømmeverden, og selvom det i virkeligheden er lidt en vrøvlehistorie, er jeg solgt. Jeg læste nemlig ikke bogen som barn – og om end jeg har set Disney-filmen fra 1951 (altså den i tegnefilmsversionen), holdt jeg ikke specielt meget af den. Disney-udgaven er også en blanding af både Alice i Eventyrland og efterfølgeren Bag spejlet. Og så er det ikke engang for sjovt – Lewis Carroll er nemlig anerkendt som en af de dygtigste nonens-digtere, sammen med andre kendte digtere såsom Edward Lear. Det skal jeg helt sikkert læse mere af. Måden hvorpå bogen på tidspunkter ingen mening giver appellerer både til børn og voksne.

Bogen føles fuldstændigt som at rejse gennem en andens fantasi – og særligt den måde et barn kan forstå og misforstå voksnes bogstavelighed. Slutningen irriterer mig dog (stadig). Netop fordi det er en vrøvlehistorie er der ikke et egentlig plot – det er mere en rejsebeskrivelse gennem eventyrland og bogen slutter midt i det hele ved at Alice vågner fra sin drøm – hvilket giver god mening, idet hun dels var ved at blive dømt til at miste hovedet og dels er en børnebog. Men nøj hvor ville jeg gerne have ført plottet videre og haft slutningen. Men det gør selvfølgelig bogen meget børnevenlig, og jeg kan helt sikkert se, hvorfor børn i generationer har elsket Alice.

Nonfiktion

Populærvidenskab, når det er bedst

Korte svar på store spørgsmål af Stephen Hawking fra forlaget Klim, 2018. 4/5 stjerner.

Stephen Hawking besvarer nogle af de største og mest ubegribelige spørgsmål i bogen; f.eks. om der findes en gud, universets opståen, liv i rummet og fremtiden med kunstig intelligens og klimakriser. Bogen er udgivet efter Stephen Hawking død i 2018 og er færdiggjort med noter fra forskerkollegaer og familie. Hans argumentation er knivskarp og hans humor er særegen, men fungerer godt i en populærvidenskabelig bog som denne. Han viden er uden tvivl enorm, og samtidig er bogen et interessant indblik i mennesket Stephen Hawking, hans kamp for livet og hans imponerende arbejde og forskning.

Jeg elsker denne type af bøger – hvor man egentlig lærer noget, men samtidig for et indblik i et fascinerende, interessant, men også ydmygt menneske. Bogen er (imponerende nok, emnerne taget i betragtning) skrevet meget letlæseligt og da det er en relativt kort bog, er man hurtigt igennem. Han formår at forklare ting, som jeg aldrig helt har kunnet forstå før – f.eks. hvad et sort hul egentlig er, og kaster et interessant lys på kunstig intelligens – med et helt andet perspektiv end andre forskere.

Er man til populærvidenskab og de store spørgsmål er bogen uundgåelig. Den er bestemt anbefalelsesværdig og giver lyst til at læse mere af Stephen Hawkings forfatterskab.

Anmelderrost, Inspiration, Nonfiktion

Sex and the city for Tinder-generationen

Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton fra forlaget Hr. Ferdinand, 2019. 5/5 stjerner.

At blive voksen, at date, at forelske sig – det er noget, den prisvindende britiske journalist Dolly Alderton kender alt til. Hun skriver for de største engelske dagblade og har bl.a. en klumme og en podcast, som ugentligt dækker nyheder og popkultur, men ikke mindst kaster hun sig ud i datingkulturen, Tinder, venskaber og kampen for at få en karriere og finde sin egen plads i verdenen. I bogen fortæller hun levende og sjovt om at blive forelsket, om ikke at være forelsket nok i sig selv, om katastrofale fester, om at blive droppet, om vigtigheden af venskaber og trækker derved skarpe paralleller til en anden kendt klumme, nemlig Sex and the City, som blev til en hit-serie. Men modsat den kendte serie er bogen realistisk og fyldt med autentiske oplevelser og observationer fra Dolly Aldertons eget og hendes veninders liv. Hun væver personlige fortællinger, skarpe observationer, lister, opskrifter og alt derimellem sammen til en bog, der vækker genklang hos alle kvinder – men måske særligt for alle os, hvor alting stadig er udefineret og åbent.

Og jeg elsker det! Jeg læste bogen på Mofibo, fordi jeg ikke kunne vente til at få en fysisk kopi (og kæmpe cadeau til Mofibo for at have en spritny bog så hurtigt). Bogen er som en kæmpe krammer på en hård dag og en sjov veninde på god dag. Bortset fra (de mange) fester og stoffer, som har været en del af Dolly Aldertons hverdag, er den nem at spejle sig selv i, hvis man selv har været en del af Tinder-generationen, har gjort skøre ting i kærlighedens navn og følt at alle andre har meget bedre styr på alting. Bogen er også en udviklingshistorie om Dolly Aldertons egen vej til indre ro med det gode budskab: jeg er nok.

Bogen er værd at læse, værd at eje og der er ingen undskyldninger for ikke at komme i gang med det samme.

Anmelderrost, Contemporary, Romantik

Lyst til noget sukkersødt?

Rosie Hopkins søde drømme af Jenny Colgan fra forlaget Cicero, 2012. 4/5 stjerner.

Lilian Hopkins på 87 har tilbragt sit liv bag disken i slikbutikken i den lille by Lipton, men Lilians helbred er ikke, hvad det har været, og butikken har også set bedre dage. Noget må der gøres, men det er ikke nemt, for butikken gemmer ikke kun på glas med farvestrålende søde sager, men også på hemmeligheder fra Lilians unge dage under 2. verdenskrig. Lilians grandniece, sygehjælperen Rosie, indvilger lettere modvilligt i at gøre familien en tjeneste og forlader sit liv og sin kæreste i London for at tage til Lipton, få slikbutikken solgt og sin grandtante installeret på et plejehjem. Og til at begynde med er det bestemt heller ikke den fedeste tjans, men lige så langsomt falder Rosie til blandt de lokale, og hun må spørge sig selv, om det liv, hun havde i London, er værd at vende tilbage til, og hvis ikke, hvad der så er alternativet.

Bogen fortæller primært Rosies historie, men i flashbacks hører vi også Lilians minder fra tiden omkring krigen og får på den måde udfoldet en fantastisk, flerdimensionel historie. Rosie Hopkins søde drømme er bestemt en romantisk roman, men den har også noget dybde. Historien er roligt og langsomt fremadskridende og indeholder ind i mellem søde opskrifter, som forfatteren Jenny Colgan ønsker at dele med læseren.

Rosie er hovedpersonen i bogen, og det meste af tiden er hun en handlekraftig ung kvinde, der langsomt opdager, hvad hun egentlig vil. Hendes fokus på, at livet slutter, når man fylder 30 og stadig er ugift en smule irriterende, men bortset fra det, kan man nemt sætte sig ind i Rosies tanker om sit eget liv og spørgsmålstagen til, hvor hun egentlig gerne vil være. Hun er nem at relatere til. Lilian Hopkins fremstår i starten som en lidt gnaven, ældre dame, men hun har både humor og varme og gennem flashbacksene får man i den grad udfoldet hendes livshistorie. Bogen er fuldt med skønne, hjertevarme karakterer.

Plottet er ikke forudsigeligt, men er relativt simpelt – men det gør ikke noget, for bogens formål er helt bestemt at være en sød, romantisk roman. Den har i øvrigt vundet en pris som bedste romantiske roman, og den er helt sikkert værd at sætte tænderne i. Samtidig beskriver bogen et helt fantastisk England og med sin malende skrivestil, sætter Jenny Colgan scenen i Lipton, så man nærmest føler, at man er der selv.

En helt igennem hyggelig roman, som man bør unde sig selv med en kop britisk the – og måske en lille skål med slik.

Contemporary

Plotløs roman uden karakter-udvikling

Up in the air af Walter Kirn fra forlaget Doubleday i 2001. 1/5 stjerner.

En sommeraften så jeg filmen ”Up in the Air” med George Clooney i en af hovedrollerne. Og forventede egentlig en komedie – en mandlig version af chicklit. Langt hen ad vejen så det også ud til at være rigtigt – den var egentlig ret morsom, om end den handlede om noget ret morbidt (han lever af at fyre folk og bor nærmest i lufthavnene), men brat endte den uden en egentlig udvikling af hovedrollen – han vendte sådan set nærmest bare til status quo (som ikke var specielt sympatisk til at starte med). Så da jeg så i rulleteksterne, at det var en bog, blev jeg sulten efter mere. Så sulten, at jeg øjeblikkeligt købte den, på den eneste måde, man kan købe en bog øjeblikkeligt, nemlig som e-bog. Jeg måtte vide, om det var en roman om en person, der finder ud af, at han har det godt, som han er – normalt udvikler karakterer sig jo i romaner, særligt når udgangspunktet mildest talt ikke er særlig sympatisk. Så jeg var helt tændt på at læse Up in the Air af Walter Kirn. Og jeg kunne ikke være mere skuffet. Kirn skrev bogen inspireret af en samtale han havde ombord på et fly, med en mand, der påstod, at han rejste 300 dage om året og godt nok havde en lejlighed, men aldrig brugte den. Han anså fly-personalet sin familie og lufthavnen sit virkelig hjem. Og det inspirerede åbenbart hovedpersonen Ryan Bingham.

Bingham er en 35-årig “career transition” rådgiver (han fyrer folk) for et firma specialiseret i ledelsesrådgivning beliggende i Denver. Han er fraskilt og hans forstyrrede yngre søster er ved at kaste sig ud i et nyt ægteskab. Bingham flyver rundt i hele USA for at fyre folk og tilbyder rådgivning til de folk, han fyrer. Hans liv består af hans Palm Pilot, lejede biler, fly-snacks, en meget lille kuffert og en endeløs række suiter på hoteller med e-mail og beskeder på telefonen, som hans foretrukne kommunikationsværktøjer. Han er desuden afhængig af piller og forskellige kvinder. Hans mål I livet er at blive en del af ”one million frequent flyer- klubben, der kun er blevet opnået af ni andre i det opdigtede flyveselskab Great West.

Bogen er stort set plot-løs. Der sker ikke ret meget, og det er uheldigt, for det gør, at bogen i stedet for bliver karakterdrevet. Og Bingham er om muligt endnu mere usympatisk end han var i filmen, og gennemgår ingen udvikling eller læring. Det er formentlig realistisk, men atypisk for en bog. Hvad Kirn egentlig har villet med denne bog er uklart for mig.

Jeg kan godt forstå, at plottet i filmen er lavet væsentligt om, og det er sjældent det sker, men; filmen er bedre end bog. Ikke god, men bedre. Så hvis noget af dette har tilnærmelsesvis interesseret dig, så er min anbefaling: du kan nøjes med filmen. Bogen er spild af tid. Den er ikke engang skrevet specielt godt – i en så plotløs bog kunne man måske have højnet oplevelsen ved at skrive deskriptivt. Men det gør Kirn ikke. Bogen virker formålsløs og meningsløs, og jeg vil ikke anbefale nogen at læse den.

Klassiker

En oplevelse i middelalderens Paris

Klokkeren fra Notre Dame af Victor Hugo fra forlaget Hernov, 2017 (oprindeligt 1831). 3,5/5 stjerner.

Klokkeren fra Notre Dame er en af den slags bøger, der gør, at jeg har en blog. Sådan en bog, der i den grad griber en på alle mulige underlige måder, og prøver man at snakke om den, tror folk, at man har det vildeste Disney-flip. Taak Disney. For bogen er helt klart en oplevelse. Ikke nødvendigvis en god oplevelse, men en oplevelse, man bør unde sig selv.

Der er tre ting, man skal vide, før man læser Klokkeren fra Notre Dame:

  1. Originaltitlen på fransk er Notre-Dame de Paris, så forventede man en historie om en godmodig vanskabning, tager man fejl. Quasimodo er bestemt ikke omdrejningspunktet – og titlen Klokkeren fra Notre Dame, dukkede først op med Hollywood. De første oversættelser på dansk hed Notre Dame Kirken i Paris eller Esmeralda. Den del vidste jeg godt.
  2. Klokkeren fra Notre Dame er en tragedie. Den del vidste jeg ikke. Så slutningen var mildest talt en overraskelse. Taaak Disney….
  3. Victor Hugo var betalt pr. ord. Det er i øvrigt hans første roman – og derfor anbefaler jeg, at man finder en forkortet udgave. Jeg læste naturligvis den uforkortede.

Og netop længden er en af grundene til, at den kun får tre og en halv stjerner. For det er ikke en dårlig bog. Slet ikke. De første 350 sider bliver bare brugt til at beskrive Paris’ historie og arkitektur, sætte scenen og handler på alle måder meget lidt om den egentlige historie. Men når man først når dertil, er den det værd. Det er også et af Hugo’s kendetegn – han er enormt dygtig til at sætte scenen, demonstrerer enorm viden om Paris, og skriver ekstremt beskrivende. Næsten for meget i Klokkeren fra Notre Dame.

Så hvad handler den om? Kærlighed måske. Den der vilde kærlighed ved første blik, kærlighedsbesættelse, kærlighed uden grænser. Eller skæbne. Når menneskers skæbner er så sammenfiltrede, at de ikke kan slippe for hinanden. Eller måske handler det hele i virkeligheden bare om Paris. Men skal man opsummere, så forelsker den døve og vanskabte Quasimodo, der er klokker i Notre Dame-kirken, sig i den meget smukke sigøjnerpige, Esmeralda, der som den eneste udviser medlidenhed med ham efter han bliver pisket offentligt. Men også hans herre og adoptivfar ærkediakon Claude Frollo er også forelsket i Esmeralda. Hun ser dog kun den selvglade kaptajn Phoebus, som hun møder tilfældigt og mener, at han gengælder hendes følelser, selvom alt peger på det modsatte.

Når Victor Hugo skriver karakterer, så skriver han rigtige, humane, hele mennesker. Ingen er helt gode og ingen er helt onde. Og den del elsker jeg! Betalt-per-ord-delen bidrager så med, at vi får en del af deres baggrundshistorie også – men det gør skam ingenting. Jeg ved egentlig ikke hvem, der er hovedpersonen, men Esmeralda er helt bestemt omdrejningspunktet. Hun er ung og smuk – og uendelig naiv og irriterende. Jo, jo, hun udviser kortvarigt medlidenhed og et kort glimt også selvstændighed, men det går hurtigt over og udviser derefter udelukkende dumhed, som bringer hende selv og andre i konstant livsfare. Men Esmeralda er ikke enig – hun fastholder stædigt, at Phoebus gengælder hendes følelser, og heldigvis for hende, er der mange andre, der gerne vil redde hende.

Phoebus til gengæld er den største frat boy – han er en player – flot, men intetsigende. Og meget lidt med i bogen. Så troede man på Disney, så er Phoebus et chok. Tak Disney…

Claude Frollo er også et chok, hvis man var lullet ind i Disneys fortælling. Også for mig. Jeg kan nemlig næsten godt lide ham i bog-versionen- Næsten. Han er bestemt drevet til vanvid af hans passion for Esmeralda, men også en af de eneste i bogen, der rent faktisk handler (rationelt) på grund af kærlighed. Ikke overfor Esmeralda, men overfor Quasimodo og Jehan, Claudes lillebror. Han har nemlig opdraget dem begge og f.eks. lært Quasimodo at tale og skrive – og er faktisk god ved dem begge to. Streng, men god. Ingen tvivl om, at han er skyld i Esmeraldas tragedie – men han er ikke hele vejen ond. Og var Esmeralda smart, kunne hun godt have snøret ham… just saying.

Quasimodo er ret gennemgående beskrevet som ondsindet, bortset overfor Esmeralda og Claude Frollo – de eneste to, han nogensinde har elsket. Han er som sagt en ret lille karakter i bogen, men ender efter min mening, som en af de mest sympatiske i bogen. Naturligvis med en tragisk skæbne, for det har de alle sammen, næsten da.

Og så er der Gringoire. Jeg havde håb for Gringoire. De bliver ikke helt udfriet, men stadig. Han er forfatter og digter og bliver ved et uheld gift med Esmeralda i begyndelsen af bogen. Han er åbning til historien og man følger ham gennemgående. Blandt andet bliver han meget glad for geden Djali, som næsten er vigtigere for ham end for Esmeralda, hvilket er et meget sympatisk træk, idet geden er virkelig sød og ender i Esmeraldas rod som uskyldigt offer. Og så har Gringoire en ret fantastisk evne til at overleve og flyde ovenpå – efter eget udsagn talent for næsten at blive hængt. I øvrigt et bedre bud på en helt i en disney-ficering end Phoebus nogensinde var.

Men som et lille nik til Disney – så gal er Disney-filmen faktisk ikke. Der er mange ting i den, der slet ikke stemmer overens med den oprindelige bog. Men mange af elementerne er faktisk med om end i en anden rækkefølge – eller mere bogstaveligt, f.eks. når Quasimodo taler med gargoilerne, fordi han ikke har andre venner. Og så er der naturligvis persongalleriet. Men skulle man lave en børneudgave af en episk tragedie, kunne den helt bestemt have været værre. Det blev godt nok et flop i forhold til andre Disney-film – men det var fedt dengang Disney turde tage den slags mørke historier op. Og så er musikken i filmen fantastisk – og om ikke andet kan det måske prikke en interesse så meget i gang, at man 20 år senere læser en klassisk tragedie.

Så helt ærligt – tak til Disney.

Faglitteratur, Inspiration, Klassiker, Nonfiktion

Fin lille bog med uheldig titel

Slug frøen af Brian Tracy fra forlaget Gyldendal, oprindeligt 2007. 3/5 stjerner.  

Jeg læste bogen og ville have puttet den på bloggen med det samme, men det var regnvejr, der var håndbold i TV’et og jeg havde egentlig en stor præsentation på arbejdet. Dagen efter opdagede jeg en ny serie på Netflix og brugte resten af weekenden på den, min kat ville have nyt foder og min lilletå kløede, så Slug frøen måtte vente.

Okay, okay. Intet af det ovenstående er faktisk sandt, men som så mange andre mennesker, overspringshandler jeg ind i mellem. Dog mest i min fritid, for i mit arbejdsliv har jeg sådan set allerede udførlige to do-lister. Følger jeg dem altid til punkt og prikke? Nej, ikke altid, men langt det meste af tiden. Slug frøen er en klassisk selvhjælpsbog med en mildest talt uheldig titel. Bogen er fuld af ”common sense” værktøjer, man kan benytte i sin dagligdag, men faktisk ikke nogen, der rokkede min verden. Basis værktøjet er nemlig at udarbejde lister, at prioriterer dem og i toppen af listen skal altid være det, man mindst har lyst til at gøre, nemlig ens frø. Som skal sluges…

Bogen er meget målrettet arbejdslivet og har du ingen ambitioner om at blive leder, men tværtimod at være en vellidt, helt normal lønmodtager, der klarer dit job fint på normeret tid, er den nok helt ærligt ligegyldig for dig. Jeg finder fokusset på at blive leder temmelig overvældende i bogen og det er egentlig synd, for er du uorganiseret men uden leder-ambitioner, kunne du måske undgå overarbejdstimer med værktøjerne i bogen. Bogen er helt ærligt også gearet mod et arbejdsmiljø, jeg ikke kan genkende. Mine største og vigtigste opgaver, er dem jeg helst vil lave, men som nogle gange drukner i verdens emailshav. Og er det så realistisk at holde op med at svare på emails eller tage telefonen? Nope, for så får man altså en påtale. Det er lykkedes adskillige gange at tage en hjemmearbejdsdag for netop at sluge frøerne, og lade telefonen være – med fornærmede og sure kollegaer til følge ”for man skal tage sin telefon, hvis man er på arbejde”.  Og om end irriterende er det store dele af tiden rigtigt, for jeg arbejder med kommunikation. Det er faktisk en del af mine arbejdsopgaver, at folk kan få fat i mig. Jeg er formentlig ikke den eneste, der har det sådan.

Alligevel bløder Brian Tracy lidt op på hans liste-liv i de senere kapitler. Jeg sad f.eks. med en undren – hvis man altid har lister over, hvad man hele tiden skal, hvornår er der så tid til at være i nuet? Han siger dog, at man én dag om ugen skal tage en dag, hvor man gør det man selv har lyst til (man skal med andre ord enten være alene eller have verdens mest forstående partner/familie. Man skal nok heller ikke have et stort socialt behov for at leve efter Slug frøen. Hver dag skal man i sin fritid læse en times faglig læsning og socialt liv bliver på intet tidspunkt nævnt som en prioritet).

De fleste selvhjælpsbøger lider af ikke at være specielt realistiske i et almindeligt menneskes dagligdag og det gælder også for Slug frøen. Når det er sagt, så er der gode værktøjer i Slug frøen. Særligt, hvis du er uorganiseret, har alting i dit baghoved i stedet for at skrive ned, har svært ved at nå dine arbejdsopgaver eller føler du har brug for hjælp til at blive mere effektiv på en relativt simpel måde.

Anmelderrost, Contemporary

Som at læse en forårsbrise

Kattegæsten af Takashi Hiraide fra forlaget People’s Press, 2014. 4,5/5 stjerner.

Prisbelønnet japansk roman, der har ligget på bestsellerlisterne i USA, Frankrig og England? Ja hvorfor ikke?

Et par i trediverne bor til leje i en lille hytte i en stille del af Tokyo. De arbejder begge hjemme som freelance skribenter, men har ikke længere noget at sige hinanden. Hverdagen har slået igennem og dagligdagen en smule triviel uden dog at være ulykkelig eller specielt trist.

En dag inviterer en smuk, hvid hunkat sig selv på besøg i deres køkken. Den går igen, men kommer tilbage dagen efter og næste dag og næste dag igen. Nye, små glæder dukker op sammen med katten; dagene bliver lysere og mere farverige. Pludselig virker det, som om livet igen har noget i vente for det unge par; de går ture sammen, taler og deler historier om katten og dens særheder med hinanden.

En bevægende og poetisk roman om tilværelsen, kærlighedens væsen og om at miste.

Jeg tror aldrig, at jeg har læst en japansk roman før – og det er en letlæst lille roman på kun 180 sider, der er hurtig at læse. Men trækker i hjertet hele vejen! Kattegæsten er så sød, så poetisk og så uendelig nostalgisk. På en fin og utvungen måde bliver man en del af parrets hverdag, der pludselig bliver fyldt med naboens hvide kat, Chibi. Det føles som at læse poesi – uden egentlig at være et digt. Og det passer sådan en som mig rigtig godt, for jeg har aldrig været den store fan af poesi. Men jeg er kæmpefan af Kattegæsten og dette indblik i japansk hverdag og kultur. Skrivestilen er så fin og delikat, at man næsten føler, man selv kan mærke Chibis bløde pels.

Ironisk nok kan ingen af de to specielt godt lide katte i starten, men langsomt snor den lille hvide, hunkat parret om sin fløjlsbløde pote – bogen kan nok især anbefales til folk med kæledyr eller som elsker dyr. Og er du katteejer og læser denne bog, så sørg for at have katten i nærheden. Du vil få lyst til at give den et kram, når du er færdig!

Anmelderrost, Socialrealisme

Populærlitteratur fra grænsen mellem Finland og Sverige

Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2004. 2/5 stjerner.

Bogen fortæller historien om en ung drengs tilværelse i en lille by på grænsen mellem Finland og Sverige. Historien folder sig ud i træsaunaer, bandekrige, at opdage kærlighed til musikken, drikkekonkurrencer og ikke mindst de fantastiske ting, børn oplever, som egentlig ikke rigtig sker. Matti og hans ven Niila vokser op i 1960’erne landsbyen Vittula tæt ved den svensk-finske grænse i den yderste afkrog af Sverige. Den moderne tid kommer kun langsomt til deres egn, og de lokale holder stædigt fast i stolte traditioner som brutal armlægning, langtidsophold i kogende saunaer og sanseløst druk. De to drenge opdager sammen rockmusikken, der kommer til dem som en åbenbaring og som viser vej til en ny livsform.

Og jeg kan godt se, at bogen er en litterær perle – jeg forstår godt, at den er anmelderrost. Den er velskrevet, og Niemi har helt bestemt ordet i sin magt.

Men jeg kan bare ikke!

Jeg er ikke stor fan af socialrealisme – og det bliver ikke bedre af (som jeg ellers troede), at der er tale om udenlandsk socialrealisme. Jeg havde håbet, at det at få et indblik i et andet lands kultur ville tage brodden af det socialrealistiske aspekt, som ofte får mig til at lægge en bog fra mig. For omend jeg har rejst en del i Sverige, har jeg aldrig været så nordligt eller kender særlig meget til Finland. Men denne bog er ikke for mig.

Jeg har svært ved at følge med i de surrealistiske dele af bogen – er der tale om rigtige begivenheder eller udelukkende en drengs fantasi? Og umiddelbart virker Matti temmelig meget for ung til mange af de oplevelser, han har i bogen. Den har også fået ros for at være morsom – jeg lo ikke en eneste gang. Bogen er virkelig mærkelig, langsomt fremadskridende, og slutningen er ikke fyldestgørende – hvorfor man ikke uddybet det chok, der er i slutningen, men skal ligge i hints, man selv må tænke sig til? Desværre en ret typisk ting i socialrealistiske bøger, og det er noget af grunden til, jeg ikke orker dem.

Så jeg vil ikke anbefale Populærmusik fra Vittula. Med mindre du har en markant anden bogsmag end mig. Men det er som sagt ikke en dårlig bog. Den er virkelig velskrevet, og jeg kan sagtens se, hvorfor mange mennesker og anmeldere elsker den. Den var bare ikke for mig.

Fantasy, Scifi

Rollespil gone big

Dream Park af Larry Niven og Steven Barnes fra forlaget Ace Books, 1981. 3/5 stjerner 

Dream Park er en oplevelse. Den er skrevet enormt deltaljeret, uden at det dog bliver for meget – det føles nærmest som en se en film eller at være der selv. Det er en serie af fire bøger, der finder sted i en nær fremtidsudgave af jorden, og Dream Park er den første af bøgerne. Teknologi bliver brugt til at skabe realistiske spil, som deltagerer deltager i som protagonister i de mange forskellige scenarier. Altså en form for D&D (dungeons and dragons), LARP (live action role-playing) eller måske mere kendt i dag MMORPG (Massively Multiplayer Online Roleplaying Game) morfet sammen i et – men ikke online og uden små figurer. Men med sig selv. Deltagerne deltager ganske frivilligt og har forskellige karakterer og evner.

Og spillene har ganske store, imponerende omgivelser. Det er hele verdener, øer, eller andre planeter. Hologrammer bliver brugt som special effects og det er også sådan deltagernes våben bliver magiske eller f.eks. skarpe, hvis det er sværd. Derved er det ikke direkte farligt for deltagerne. Computere og en gamemaster styrer spillet og der er skuespillere med for at gøre det mere realistisk. Spillerne betaler for at deltage, men kan ligesom i de ovennævnte udvikle deres karakterer gennem point og på den måde blive bedre og bedre.

I Dream Park følger vi sådan en gruppe på 15 spillere. Heldigvis er der et persongalleri på de første sider, for ellers ville det være ret vanskeligt at holde styr på, hvem der er hvem. Primært følger vi dog Alex Griffin, der er Dream Parks sikkerhedschef og som ikke spiller. Men han bliver blandet ind i et spil, der er det største og dyreste, Dream Park har sat op nogensinde med en game master (ham der har udviklet spillet og sidder uden for og styrer det) og en lore master (ham, der er inde i spillet som en form for leder og skal forsøge at vinde det), der naturligvis hader hinanden – og er nogle af verdens bedste spillere. Griffin bliver blandet ind i det, fordi en sikkerhedsvagt findes død i løbet af den første nat, og de eneste tilstedeværende, har været spillerne. På den måde bliver det både en historie om selve spillet og alt det, Dream Park kan, men også et krimimysterium. Fokus er dog på spillet.

Bogen er som nævnt sindssygt velskrevet og præmissen om Dream Park er interessant. Persongalleriet gør den en smule svær at følge med i, særligt i starten og jeg ville ønske, man havde hørt mere om rivaliseringen mellem game master og lore master. Dette bliver muligvis foldet ud i de næste bøger. Men det er en på alle måder hæsblæsende, aktion-roman, der i sin udgivelsestid var en kommentar til den tids voksende interesse for netop liverollespil. Så meget af en virksomhed, faktisk forsøgte at virkeliggøre så meget som muligt af Dream Park i 1990’erne desværre uden held. Men ideen er interessant og er man til scifi og fantasy er det en på alle måder underholdende bog med et tvist af krimi.