Klassiker, Scifi

Klassikere er en svær en

Fagre nye verden af Aldous Huxley fra forlaget Hovedland, 2009 (oprindeligt 1932). 3/5 stjerner.

Klassikere er altid svære at anmelde, for de har på en eller anden måde været særligt elskede og haft særligt stor betydning. Især klassikere som Fagre nye verden, der skal sige noget om en fremtid – som pludselig ikke er helt så langt fremme i tiden, som den var, da den blev udgivet i 1932. 

Handlingen foregår primært i London i år 2540. Det er en dystopisk roman og jorden er omdannet til et verdenssamfund, der ledes af 10 præsidenter. Alle børn fødes eller udklækkes i reagensglas på anstalter og rangeres (og avles) efter arveanlæg, intelligens og fysik i fem kaster, der er navngivet efter det græske alfabet – fra alpha (de fysisk højeste og mest intelligente) til epsiloner (laveste både i intelligens og fysik). Forældre findes og ord og begreber som ”mor” og ”far” anses som upassende og vulgære. Børnene opdrages af plejepersonale og indoktrineres via hypnopædagogiske læresætninger og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt og elske alt, hvad der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser som kærlighed, sorg og forelskelse anses også som vulgære og skal undertrykkes til fordel for flygtige glæder såsom erotik, spil, følefilm og designer-drug’et SOMA. Disse forhold tjener til at sikre verdenssamfundets stabilitet. 

Bernad Marx er vores hovedperson og er et alphaplus individ, der overraskende ikke er så høj (rygtet siger, at han ved en fejl har fået væksthæmmende alkohol i sit reagensglas, der ellers normalt er forbeholdt lavere kaster). Han føler sig udenfor og er ude af stand til at få de kvinder, han ønsker sig. Derfor har han også udviklet mere individualitet end normalt og anses for upassende af sin overordnede.

Lenina Crowne er betasygeplejerske. Hun indvilliger i at tage med Bernard på en oplevelsesferie til et reservat, hvor der bor indianere i primitive stammesamfund. Her møder de Johannes (hr. Vild). Bernards chef har mange år tidligere efterladt Johannes mor Linda i reservatet, fordi hun blev gravid. Hun er derfor tvunget til at blive mor og efter egen mening live primitivt – og er f.eks. ældet, hvad man normalt ikke gør. Johannes føler sig holdt udenfor af indianerstammen, og efter at Linda har lært ham at læse, bliver hans kæreste eje en bog med Shakespeares samlede værker, som han har memoreret og citerer flittigt. Lenina og Bernard tager Linda og Johannes med tilbage til verdenssamfundet. Johannes er fra starten betaget af Lenina og de tekniske vidundere, men gensynet med civilisationen vækker sensation. Johannes bliver Bernards adgangsbillet til det gode selskab, men har svært ved at forlige sig med samfundets overfladiskhed. Han skuffes over ikke at skulle arbejde for Leninas kærlighed og harmes, da ingen forstår hans sorg over Lindas død. Det afføder mere og mere tumult i samfundet. 

Fagre nye verden er ikke en bog, der ender lykkeligt og særligt med tanke på dens udgivelsesår er det bestemt en bog, der advarer mod forbrugerkultur og kunstige stoffer, og var inspireret af et besøg i Amerika under industrialiseringen, hvor Huxley så skræmmende tendenser. 

Jeg var ikke helt oppe at ringe over bogen, men det er sjovt at læse klassikere og se, hvordan de kan hænge sammen med samfundet i dag. 

Faglitteratur, Filosofi

Nuttet cover dækker over uudnyttet potentiale og ingen empowerment

Geek girls dont cry af Andrea Towers fra forlaget Sterling, 2019. 1/5 stjerner.

Jeg er skuffet. Meget skuffet. Der er egentligt et stort potentiale i bogen og kunne have være interessant, men kommer ikke i mål. Bogen består basalt set af en præsentation af en række fiktive, kvindelige karakterer på følgende måde:

  1. Karakteren præsenteres
  2. Karakteren bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom
  3. Hvordan karakteren overkom sine problemer
  4. Hvad vi kan lære fra det 

Og alt dette i løbet af 3-4 sider for komplicerede karakterer, for hvem nogle har lange, snørklede historier og måske ovenikøbet er dukket op i paralleluniverser. Dette tager Towers ikke hensyn til og kører det hele i samme smøre. 

Towers mål er gennem fiktive figurer at finde identifikation for kvinder og til at inspirere se sig selv som stærke – og floppede totalt for en som mig. 

Så hvad er problemet? For det første bliver hver eneste karakter diagnosticeret – hvorfor er dette nødvendigt? Nogle af karaktererne kendte jeg ikke, men nogle af dem kendte jeg indgående, og det bliver i deres historier ikke hintet, at de lider af en psykisk diagnose. Der er ingenting galt med at have en psykisk diagnose, og bogen har ret i, at man sagtens kan leve et normalt liv og være stærk alligevel. Men!! Det er som om bogen påpeger, at man kun gennem meget vanskelige problemer, der fører til en psykisk diagnose (eksemplevis PTSD) kan blive en stærk person. Og dette er ikke rigtigt. Jeg synes egentlig det er fint, at hun diagnosticerer nogle af karaktererne for at vise, hvad deres oplevelser ville lede til i den v virkelige verden, men det havde også været fint at påpege, at nogle af dem blot er kvinder uden psykiske lidelser, der også er stærke, og det ville have været rart at få fremstillet, at kvinder og mennesker kan være stærke uden en diagnose.

Desuden argumenterer Towers dårligt, hvilket er et problem, når bogen faktisk handler om psykologi som videnskab. F.eks. bruger hun ofte denne slutning ”når superhelt A gør sådan, så viser hun, at det også er okay for os”. Well, Rogue slår i den nyeste X-men-film en af sine team-kammerater ihjel ved et uheld (fordi hun er psykisk belastet) – men det gør det vel ikke okay for os i pressede situationer at gribe til slags yderligheder? Towers bruger denne slutning så tit, at det faktisk kommer til at fremstå sådan, og det gør bogen utroværdig. 

Desuden er hendes beskrivelser af de karakterer, jeg kender godt, forkerte. Og det er et stort problem, fordi jeg som læser så betvivler, om beskrivelsen af de andre karakterer er korrekte – og i øvrigt om hendes (mange) henvisninger til videnskabelige artikler, så er gengivet rigtigt. Towers er pHD i psykologi og trækker på et stort kildemateriale, men det fremstår sporadisk og tilfældigt og i virkeligheden lidt som det passer ind i hendes kram – og det kræver tillid til forfatteren. En tillid jeg ikke har. Et eksempel på en misvisende karakter-beskrivelse er Hermione Granger (som bliver diagnosticeret med OCD, angst og PTSD, hvis nogen er nysgerrige):

Hermione is not just obsessed with getting good grades; for a long time, she is hesitant to help her friends Harry Potter and Ron Weasley and only does so when the situation is extremely dire – such as during their first year at Hogwarts, when she helps the duo take down a rogue cave troll. 

På dette tidspunkt I Harry Potter-serien, er Hermione, Harry og Ron ikke venner – men det er denne situation, der gør, at de bliver det. Til gengæld hjælper hun faktisk heller ikke – Harry og Ron redder hende fra trolden, som de er kommet til at spærre inde på det toilet, hun græd på. Fordi Ron havde fornærmet hende. Hvis man vil have noget psykologisk ud af denne situation, er jeg sikker på, at der er masser at tage fat i – men Towers forbliver så overfladisk, at der ikke er plads til detaljer – karakterne skal passe ned i hendes udvalgte dianoser, der i øvrigt stort set er de samme for alle karaktererne, i stedet for f.eks. i denne situation at tage fat på mobning, eller hvordan det at gennemleve en presset situation sammen kan skabe sammenhold. 

Alle hendes ”Hvad vi kan lære”-afsnit er til gengæld stort set ens, og det virker som, at hendes behov for at kæde disse fiktive kvinder sammen til den pointe Towers vil have ud, er større end egentlig at lave en interessant analyse af disse karakterer. 

Jeg oplevede også gennem min læsning, at der var en underliggende præmis om, at kvinder er svage – mere disponerede for psykiske sygdomme, mere i følelserne vold og mere udsatte, fordi disse karakterer er kvinder. Og det irriterede mig som kvinde, at der i sådan en bog, som jeg havde forventet var empowerment for kvinder, er en grundlæggende præmis om at kvinder er svage og skal gennem grueligt meget for at blive stærke.  

Coveret til gengæld er super nuttet. Men jeg er nu ikke sikker på, at bogen bliver på mine boghylder af den grund. 

Klassiker, Scifi

Inspireret, britisk vanvid

The Hitchhikers guide to the galaxy af Douglas Adams lyttet til på Mofibo, original udgivet I 1978. 4/5 stjerner. 

Sekunder før jorden udslettes for at gøre plads til en ny intergalaktisk motorvej, bliver Arthur Dent reddet af sin ven Ford Prefect, der viser sig at være researcher for den reviderede udgave af bogen ”The Hitchhikers guide to the galaxy”, men som de seneste femten år har ladet som om, han er en arbejdsløs skuespiller på jorden. Sammen begynder Ford Prefect og den mere forsigtige og meget, meget britiske Arthur Dent et rejse gennem rummet med guiden som – ja guide på turen og nye spændende, intergalaktiske medblaffere – Zaphod Beeblebrox, den tohovedet, trearmede ekshippie og nu præsident af galaksen, hans kæreste Trillian, et menneske, som Arthur tidligere har forsøgt at score, Marvin en paranoid, genial og permanent deprimeret robot og Veet Voojagig, en tidligere studerende, som er besat af alle de kuglepinde, han har mistet i tidens løb.

Det er skørt, det er sindssygt, det er vanvittig morsomt på en så britisk måde, at man nok skal holde af britisk humor, før man kaster sig ud i projektet med at læse serien – for Hitchhikers guide to the galaxy er jo som bekendt en trilogi i fem dele. Jeg kan ikke vente med at læse de næste i serien, for jeg var flad af grin undervejs. Jeg kendte den jo godt, sådan perifert. Det er en klassiker af typen, som man har hørt om. Men jeg anede ikke, at den var så skør og så sjov. Det er simpelthen inspireret vanvid og jeg er dybt imponeret over Adams’ hjerne; hvordan har han kunnet finde på den her historie?

Og så skal man altså unde sig selv at høre den som lydbog med ægte britisk accent, mesterligt oplæst af Stephen Fry. 

Og skulle læseren af dette opslag have flere spørgsmål, så er svaret 42. 

Contemporary

Overdreven satire med tendens til slapstick

Halløj på Christiansborg Morten Ellemose og Søren Ellemose fra forlaget Forfatterskabet, 2016. 2/5 stjerner. 

Journalist Henning Dahlmose kommer ved et sammenfald af uheld til at afsløre et politisk komplot, der involverer ministre, godsejere, spindoktorer og ejendomsspekulanter.

Halløj på Christiansborg er en roman om aktører fra magtens korridorer på Christiansborg og erhvervslivets bonede gulve i et omfattende komplot efter statens salg af DONG til den amerikanske kapitalhaj Gold, Digger & Saxman. Det er en samfundsrevsende og stærkt satirisk bog om politisk grådighed og finanskrisens finurligheder båret af urealisme, humor og slap-stick komedie, hvor kammerateri, politiske rævekager, kønsskifteoperationer og attentatforsøg er hverdag. Bogen udstiller uhæmmet grådighed, magtbegær, politisk dekadence og forretningslivets bagside med intriger, sex og lyssky aftaler, der efterlader den almindelige dansker med regningen.

Dele af bogen nærmer sig slapstick-komedie, særligt for stakkels, uheldige Henning Dahlmose, der må så grueligt meget igennem og for hvem, det aldrig ender godt, at han næsten minder mig om Anders And. Han bliver bl.a. jagtet nøgen af et skydegalt selskab, branket i Dubais sol, så han har bacon i stedet for mavefedt, som sikkert er sjovt, hvis man er til den slags – jeg er bare ikke specielt vild med den humor, der er i bogen. Det bliver for overdrevent og fjerner sig for meget fra det satiriske efter min smag, og det er en skam.  Bogen er nemlig velskrevet og der er passager, hvor den rammer det nogle gange groteske ved både politik og erhvervslivet, og hvor det er helt tydeligt, hvilke begivenheder, der har inspireret forfatterne. OG det er sjovt – jeg ville ønske, at bogen havde holdt sig til det i stedet for at blive så ekstrem, at det ikke er til at genkende udgangspunktet. 

Det er bare ikke min humor, og jeg tror bogen henvender sig til et relativt lille publikum. Det bliver for plat og overdrevent satirisk, at det bevæger sig så langt væk fra virkeligheden, at det bliver for meget til min smag.  

Bogen er venligst tilsendt fra forlaget med henblik på en ærlig anmeldelse. 

Inspiration, Nonfiktion

Yogabøger for ikke-yogier

Jeg elsker yoga – men jeg vil ikke definere mig selv som en yogi. Jeg bruger mest en app til at dyrke yoga hjemme på stuegulvet eller bruger holdene i FitnessWorld. Ind i mellem går jeg til et yoga-event. Men jeg er langt fra at stå på hovedet eller slå knude på mig selv. Gid jeg kunne… 

Men jeg ved også yoga ikke er for alle. Så i dagens blog-post har jeg valgt at samle mine tre yoga-bøger i et opslag stedet for at lave tre forskellige opslag. Jeg ved ikke, om det er mine yndlingsyogabøger, for jeg har ikke læst andre. Men jeg synes, at de er en boganmeldelse værd. Måske er det noget for dig, også selvom du slet ikke dyrker yoga. 

Yoga Girl af Rachel Brathen, forlaget Yellow Kite 2015 (oprindeligt Bonnier Fakta, 2014). 5/5 stjerner. 

Rachel Brathen er en af mine yndlings-instagrammere og podcastere, så det var kun naturligt at læse hendes bog, dels om hvordan hun blev Yoga Girl, men i den grad også om hendes rejse til et liv i balance. Det lå nemlig ikke i kortene. Hun er opvokset i Sverige med en traumatisk barndom og destruktive teenageår (og dertilhørende desperate forældre, der forsøgte at støtte hende). Men det var først da hendes mor sagde stop – og i stedet for at smide hende ud sendte hende på en meditationsretreat udenfor Stockholm, at Rachel begyndte vejen til yoga og til at blive den succesfulde forretningskvinde med et yogastudio på Aruba og en herlig familie, som hun deler både opture og nedture omkring på Instagram. Rachel er en hjertevarm, autentisk og ærlig forfatter, der deler sit liv og sin vej til yoga – og hvordan yoga måske kan hjælpe andre til at finde lykke og balance i livet. Bogen er spækket med tips og tricks til at finde ro i hverdagen, opskrifter og naturligvis detaljerede yoga-øvelser, som man kan afprøve. Den er interessant, fordi den ikke er en klassisk ”sådan gør du yoga”-bog, men også er en fortælling om traumer, stor sorg og at finde tilbage til livet og kærligheden. Jeg begyndte at læse den bog til en kop morgenkaffe en søndag sommermorgen, hvor det var lidt køligere og pludselig var klokken 15 og jeg havde læst hele bogen. Bogen glider og man forsvinder helt ind i Rachels verden. Det hjælper måske at kende hende fra Instagram (@yogagirl) og hendes podcast From the Heart: Conversations with Yoga Girl – men jeg vil i så fald også anbefale det hele! 

Vild med Yoga af Susanne Lidang, forlaget People’s Press 2015, 3/5 stjerner

Vild med yoga er en klassisk introduktion til yoga – lidt om alle fordelene ved yoga, at du ikke behøver være hippie for at dyrke yoga, og hvorfor du sådan set bare bør komme i gang. Udover det er der også et par programmer til forskellige formål. Jeg kan faktisk godt lide Susanne Lidang. Jeg har været til et af hendes yoga-events, og det er ret tydeligt, at hele hippie-delen, der findes i dele af yoga-verdenen ikke siger hende noget. Så hvis du er lidt skeptisk overfor yoga, er det her helt klart bogen for den. Den er ligefrem og nem at læse og man får interessante oplysninger, selvom man måske kender lidt til yoga. Til gengæld er jeg ikke kæmpefan af programmerne. Ikke hvis man i begynder i hvert fald. Jeg tror, jeg vil kunne bruge dem, for jeg kender til flow yoga og hvordan man kommer fra en stilling til en anden – men er du helt begynder, synes jeg, at intermezzoerne mellem et stræk til et andet mangler. Og nogle af øvelserne er meget svære. Men er du interesseret i yoga og gerne vil vide lidt mere, før du kaster dig ud i det, så læs den. Eller skynd dig og meld dig til et af Susannes mange events – hun får alle med, uanset om du har prøvet det før eller du er helt ny. 

Yoga for løbere og luntere af Susanne Lidang, forlaget People’s Press 2017, 3/5 stjerner. 

Yoga for løbere og luntere er som titlen siger en bog om yoga-øvelser, der på forskellig vis kan gavne løbere – og hvorfor yoga generelt kan gavne løbere. Der er styr på noget af det, jeg savnede i Vild med Yoga – Susanne Lidangs første bog. Der er faktisk små tegninger af, hvordan man kommer fra en stilling til en anden i små sekvenser, og disse sekvenser er tegnet op på de sidste sider, så man hurtigt kan overskue dem, når man er blevet vant til øvelserne. Det er i højere grad et ”opslagsværk” end Vild med Yoga var. Og som en aktiv løber, der i forvejen bruger yoga som udstrækning, tror jeg helt bestemt man kan få noget ud af den – måske efter lidt træning til nogle yoga-timer, så man har en ide om, hvad man laver. Jeg er lidt i tvivl, om man faktisk har brug for nogle af de ting, der står i Vild med Yoga – altså om den kan læses uafhængigt. Men alt i alt en udmærket bog, som jeg helt sikkert vil tage nogle af øvelserne fra. 

Klassiker

Fifty shades of gray før det blev mainstream

The Picture of Dorian Grey af Oscar Wilde, 1891. 3/5 stjerner

Dorian Gray er en ung mand i 1800-tallets London. Kunstneren Basil Hallward er imponeret og besat af Dorians skønhed og maler et oliemaleri af ham i fuld størrelse, og han tror, at Dorians skønhed er grunden til kvaliteten i hans kunst. Gennem Basil møder Dorian Lord Henry Wotton og snart bliver han besnæret af aristokratens hedonistiske verdensbillede; at skønhed og sensuel tilfredsstillelse er det eneste, der er værd at forfølge i livet. 

Dorian bliver derfor opmærksom på, at hans egen skønhed vil forsvinde og udtrykker ønske om at sælge sin sjæl og derved få billedet til at ældes i stedet for han selv i et anfald af dramatik. Men lidet ved han, at det ønske bliver opfyldt og mens det langsomt går op for ham forfølger han selv libertiners livsform med varierende moralske oplevelser, alt i mens han forbliver ung og smuk og portrættet forvrænges og viser hans sande sjæl. 

Så hvordan anmelder man en klassiker? En elsket klassiker – en i horrorgenren oven i købet? 

Det er et mål for mig at læse flere klassikere, og The Picture of Dorian Grey virkede som et godt sted at starte. Den lugtede lidt af mørk Jane Austen og jeg elsker Jane Austen. Jeg har tidligere leget med Brönte-søstrene men blev ikke umiddelbart hooked, så jeg ville prøve en anden klassisk forfatter. The Picture of Dorian Gray føltes også lidt som mørk Jane Austen men uden al romantikken. Som med så mange horror-klassikere føles den bestemt ikke som horror – men det gjorde den sikkert i samtiden. Bogen hinter samtidig homoseksualitet, som Wilde også selv (efter sigende) var i en tid, hvor det ikke var velanset, og det er elegant gjort igennem bogen – og egentlig ret cool for en bog fra 1891 at tale direkte ind i det stigende fokus på diversitet. 

Hvem er egentlig skurken i denne bog? Er Dorian gennemført ond? Ikke i min optik. Jo, han er ond – hans sjæl er så sort og grim som hans billede, men Dorian slår mig mest af alt som en dum, smuk, let påvirkelig dreng, der lader sig forføre at de flygtige glæder Henry Wottons livstil kan tilbyde. Eller er det Basil der gør Dorian forfængelig og opmærksom på sin egen skønhed? Bogen har virkelig dybde, som klassikere ofte har og giver stof til eftertanke. 

Contemporary

Alice i Eventyrland møder Fagre nye verden?

The Circle af Dave Eggers fra forlaget fra forlaget Penguin, 2004. 3/5 stjerner. 

The Circle er en dystopisk roman, der centrerer sig omkring internettet. Den gav mig ganske seriøse Fagre nye verden-vibes uden dog helt at have elegancen i den måde Huxley skriver Fagre nye verden på. 

Mae bliver hyret af The Circle, et internetfænomen, der har overtaget Google, Facebook og stort set alle andre internetplatforme – og hun føler, at hun har fået sit livs chance. The Circle ligger i et stort Silicon Valley-esque campus, og linker brugernes personlige mails, social media, finanser sammen, som resulterer i én online identitet og ekstrem transparens i samfundet. Som ansat kræves det, at man engagerer sig både socialt og ligger alting op – for ellers kan The Circle ikke få det fulde billede. Men Mae møder en fremmed, der ikke er så positiv, til trods for at hendes stilling bliver mere og mere offentlig og synlig – og det har dyre konsekvenser for både hendes familie og venner. 

Okay – så præmissen for denne bog er faktisk sindssygt interessant. Internettets totale kontrol over alting, hvor det er umuligt at lave det mindste form for sidespring, hvor du bliver holdt ansvarlig for alle dine handlinger, hvor alle ved alt om alt, og hvor dine kollegaer bliver fornærmede og kede af det, hvis du ikke har delt med dem, at du elsker kajak-ronning – The Circle er creepy, fordi The Circle er realistisk. Problemet med bogen for mig, var ikke engang den noget antiklimatiske slutning – den var også creepy og på en måde sikkert realistisk. Det store problem er Mae. Eggers formår simpelthen ikke at skrive en kvindelig figur – og bogen er blevet kritiseret meget for, at havde man kønsbøjet den, så ville bogen ikke være realistisk, for sådan ville en mand aldrig blive beskrevet. Mae er naiv og virker mest af alt bare tom. Hun taler mest som svar til spørgsmål ”Forstår du det Mae?”, ”Ja,” – ”Er det noget, du har lyst til Mae?” – ”Ja” – hun siger sjældent noget af sig selv, til trods for hun ellers også skal fremstå som én, der ikke har lagt hele sit liv på internettet – til en start. Og hvor Maes forhold til Francis, programmøren hun møder på FØRSTE aften, måske kunne være realistisk – så er Maes forhold til Kalden ikke realistisk. Ingen knalder bare en kollega på toilettet uden at vide noget som helst om ham, nærmest uden at have ført en samtale med ham – i et firma hvor alt er gennemovervåget (meeeen det bliver naturligvis ikke opdaget) og falder derefter i svime over, hvor romantisk det har været. For det er ikke romantisk, det er sex – og det kan kvinder faktisk godt finde ud af, Eggers. 

De fleste karakterer er karikaturer – og derfor er der ingen udvikling – mest af alt Mae, som er ligesom tom og irriterende, da bogen startede som da den sluttede. Måske endda værre. Selv Mercer, Maes internethadende eks, der skal forestille at være fornuftens stemme, går for meget i den anden grøft og bliver karikeret og useriøs – der er ingen forståelse og kemi mellem Mercer og Mae, og hendes forældres evindelige invitation af Mercer er uforståelig. Men der er elementer, der er gode i bogen, og derfor er den værd at læse alligevel. Den rejser nogle gode pointer ift. brugen af internet og sociale medier. The Circle er skræmmende, fordi The Circle ikke er ret langt fra de platforme, vi har i dag. 

Contemporary, Romantik

Når chicklit ikke engang er sukkersødt

30 guys in 30 days af Micol Ostow fra forlaget Simon Pulse, 2005. 2/5 stjerner. 

Claudia Clarkson er vores hovedperson og lige startet på universitet. Og har slået op med sin gymnasie-kæreste gennem flere år, Drew. Hun savner ham, men har besluttet sig for, at hun ikke vil være bundet, når hun starter på campus. Men hun har simpelthen glemt, hvordan man møder fyre og flirter, så hendes roomie udfordrer hende – møde en ny fyr hver dag i 30 dage. 

Hardcore chicklit får sjældent fem stjerner af mig – men jeg elsker dem. Undtagen så lige denne her. Den var ikke engang sukkersød romantisk eller god til stranden… For det første lider den af ikke at være konsistent – en fyr skifter pludselig navn, tallene i forhold til udfordringen var forkerte og om end det ikke er en fejl, var den virkelig fyldt op med druk. Hvilket man jo gør på universitet, men….

Claudia er virkelig usympatisk og svær at identificere sig med. Hun virker umoden og flad som karakter. Hun slår op med sin gymnasie-kæreste gennem flere år tilsyneladende uden grund (men inviterer naturligvis det stakkels væsen på besøg, der stadig er forelsket i hende og har break-up sex), men bliver samtidig og med det samme optaget af at starte et forhold med et af sine ”mål” (for det er åbenbart mærkeligt at tale med medlemmer af det modsatte køn dagligt uden øjeblikkeligt at ville starte et forhold med én af dem), begynder faktisk af date en af dem, der minder foruroligende meget om hendes eks, slår op med ham efter en måned, bliver ked af et andet crush er ked af, at hun  fandt en kæreste og ender så op med crush’et. Cladia kan med andre ord ikke finde ud af være single og lige præcis derfor har hun faktisk brug for det. Hvilket jo så ikke sker.

Jeg synes heller ikke udførslen af bogen er særlig elegang – for konceptet er jo faktisk godt nok – 30 fyre på 30 dage. Det kunne have være en sød, sjov chicklit. Men den er akavet og klodset. Til gengæld får forfatteren fint bygget et universitetsliv op, der virker realistisk.Formatet er også anderledes i bogen – den fortælles delvist gennem mails. Hvilket altså er forvirrende. Jeg læste den som e-bog, og jeg havde svært ved at hitte rede i det, fordi det ikke klart er defineret hvornår vi hopper fra mail til en fortællerstemme (hvis vi gør det – jeg er forvirret). Måske den fysiske bog er nemmere. Alt i alt ikke en bog for mig. 

Filosofi, Nonfiktion

Kan man få Ole Henriksens hjerne?

Sådan får du Ole Henriksens hjerne af Ole Juncker fra forlaget People’sPress, 2015. 3/5 stjerner. 

Denne bog er skrevet af den pessimistiske journalist og TV-producer Ole Juncker, der i fascination af cremekongen Ole Henriksens altid glade humør, beslutter sig for at forsøge selv at få en lige så glad hjerne. Og det på kun to måneder. I bogen, der er skrevet i et let og humoristisk sprog, opsøger han eksperter og videnskabsfolk i både Danmark og USA, der giver ham svar på, hvordan han får en positiv hjerne, der sprudler af lige så meget energi som Ole Henriksen. Med hjælp fra bl.a. hjerneskanninger, gentest, adfærdseksperter og psykologer kommer han tættere på, hvad Ole Henriksens opskrift på lykke er. Projektet var også et tv-program, der hed ”Jeg vil være Ole Henriksen” – det har jeg ikke set. 

Ole Henriksen siger selv, at han bevidst valgte at leve et lykkeligt liv som ung. Ole Juncker er pessimistisk og tror ikke, at man kan vælge at leve lykkeligt, men er bevidst om, at man kan se positivt på tilværelsen. Han gør det bare ikke sådan rigtig. Det starter med en hjerneskanning og så kører det ellers derud af med kost, motion, farvestrålende tøj og komplimenter til alle omkring Ole’erne. Bogen er skrevet virkelig underholdende, og jeg kan godt lide den konklusion, Ole Juncker til sidst i projektet kommer frem til. Derudover lærte man en hel del om Ole Henriksens og hans livstil i løbet af bogen, og det var jeg mindst lige så vild med. 

Ole Juncker tør godt udstille sig lidt som værende akavet, når han forsøgte at efterligne Ole Henriksen, og det var befriende og morsomt. Bogen er letlæst, men det er godt at få genopfrisket, hvad man selv kan gøre for at leve et positiv liv. 

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Jeg nægter bare…

Jeg nægter at tænke af Lotta Elstad fra forlaget Hoffman & Poulsen, 2018. 1,5/5 stjerner. 

Jeg nægter at tænke er en anmelderrost roman, der blev rost for at være morsom og bidende om kærlighed, svangerskab og abort men også om politik, EU og den nye underklasse. 

Vi møder den unge freelancejournalist Hedda Møller efter en traumatisk flyvetur og en strabadserende rejse tilbage til Oslo gennem et kriseramt Europa med tog og bus. Et møde i Berlin fører til et one-night-stand med en fyr, som aldrig holder op med at sende sms’er i CAPS LOCK. Hjemme igen opdager hun en uønsket graviditet. Det burde være let at gøre noget ved. Det er det bare ikke i Norge. Hun mødes af velfærdsstatens krav om tre dages tænkepause. Over tre dage følger vi hendes hektiske kamp for at holde fast i sin beslutning.

Hedda kæmper samtidig med at komme over sin eks og det kickstarter hendes rutsjebanetur, der fører hende rundt på jorden. Vi ved ikke hvem faderen er, skrivestilen reflekterer Heddas kaotiske sind, og hun handler bestemt ikke rationelt. Hedda er ikke en særlig sympatisk hovedperson, og det er til tider ubehageligt at læse bogen, der følger hendes kaotiske sind – den stresser nærmest læseren. 

Jeg havde besluttet at læse mere nordisk litteratur, men er ved at fortryde, for den har en klassisk moderne, nordisk ikke-slutning. Altså en af de der irriterende slutninger, som man også så i Populærmusik fra Vittula, hvor bogen nærmest sparker læseren ud midt i en sætning. Vi får ikke rigtig at vide, hvad Hedda gør med sit liv, hun får ikke rigtig styr på det og for mig, der ikke er fan af disse ikke-slutninger (der af en eller anden grund som regel er sindssygt anmelderroste), virker det lidt som om, at forfatteren bare ikke gad mere og derfor skrev slut i stedet for at give læseren et ordentligt, meningsfyldt farvel. 

Fordi Hedda er så kaotisk og stressende at følge, så kan det godt være den type bog, man selv skal være i det rigtige mindset til at læse – og er man selv småstresset og i en kaotisk situation, så er den ikke en god ide at vælge. 

Så jeg nægter bare – denne bog. Den var bestemt ikke, hvad jeg troede den var, den føltes stressende og slutningen slog det sidste ihjel, men skal vi være fair er bogen velskrevet og velformuleret og selvom Hedda ikke er min kop the, så er skrivestilen tro mod karakteren. Den var bare ikke mig.