Inspiration, Nonfiktion

Yogabøger for ikke-yogier

Jeg elsker yoga – men jeg vil ikke definere mig selv som en yogi. Jeg bruger mest en app til at dyrke yoga hjemme på stuegulvet eller bruger holdene i FitnessWorld. Ind i mellem går jeg til et yoga-event. Men jeg er langt fra at stå på hovedet eller slå knude på mig selv. Gid jeg kunne… 

Men jeg ved også yoga ikke er for alle. Så i dagens blog-post har jeg valgt at samle mine tre yoga-bøger i et opslag stedet for at lave tre forskellige opslag. Jeg ved ikke, om det er mine yndlingsyogabøger, for jeg har ikke læst andre. Men jeg synes, at de er en boganmeldelse værd. Måske er det noget for dig, også selvom du slet ikke dyrker yoga. 

Yoga Girl af Rachel Brathen, forlaget Yellow Kite 2015 (oprindeligt Bonnier Fakta, 2014). 5/5 stjerner. 

Rachel Brathen er en af mine yndlings-instagrammere og podcastere, så det var kun naturligt at læse hendes bog, dels om hvordan hun blev Yoga Girl, men i den grad også om hendes rejse til et liv i balance. Det lå nemlig ikke i kortene. Hun er opvokset i Sverige med en traumatisk barndom og destruktive teenageår (og dertilhørende desperate forældre, der forsøgte at støtte hende). Men det var først da hendes mor sagde stop – og i stedet for at smide hende ud sendte hende på en meditationsretreat udenfor Stockholm, at Rachel begyndte vejen til yoga og til at blive den succesfulde forretningskvinde med et yogastudio på Aruba og en herlig familie, som hun deler både opture og nedture omkring på Instagram. Rachel er en hjertevarm, autentisk og ærlig forfatter, der deler sit liv og sin vej til yoga – og hvordan yoga måske kan hjælpe andre til at finde lykke og balance i livet. Bogen er spækket med tips og tricks til at finde ro i hverdagen, opskrifter og naturligvis detaljerede yoga-øvelser, som man kan afprøve. Den er interessant, fordi den ikke er en klassisk ”sådan gør du yoga”-bog, men også er en fortælling om traumer, stor sorg og at finde tilbage til livet og kærligheden. Jeg begyndte at læse den bog til en kop morgenkaffe en søndag sommermorgen, hvor det var lidt køligere og pludselig var klokken 15 og jeg havde læst hele bogen. Bogen glider og man forsvinder helt ind i Rachels verden. Det hjælper måske at kende hende fra Instagram (@yogagirl) og hendes podcast From the Heart: Conversations with Yoga Girl – men jeg vil i så fald også anbefale det hele! 

Vild med Yoga af Susanne Lidang, forlaget People’s Press 2015, 3/5 stjerner

Vild med yoga er en klassisk introduktion til yoga – lidt om alle fordelene ved yoga, at du ikke behøver være hippie for at dyrke yoga, og hvorfor du sådan set bare bør komme i gang. Udover det er der også et par programmer til forskellige formål. Jeg kan faktisk godt lide Susanne Lidang. Jeg har været til et af hendes yoga-events, og det er ret tydeligt, at hele hippie-delen, der findes i dele af yoga-verdenen ikke siger hende noget. Så hvis du er lidt skeptisk overfor yoga, er det her helt klart bogen for den. Den er ligefrem og nem at læse og man får interessante oplysninger, selvom man måske kender lidt til yoga. Til gengæld er jeg ikke kæmpefan af programmerne. Ikke hvis man i begynder i hvert fald. Jeg tror, jeg vil kunne bruge dem, for jeg kender til flow yoga og hvordan man kommer fra en stilling til en anden – men er du helt begynder, synes jeg, at intermezzoerne mellem et stræk til et andet mangler. Og nogle af øvelserne er meget svære. Men er du interesseret i yoga og gerne vil vide lidt mere, før du kaster dig ud i det, så læs den. Eller skynd dig og meld dig til et af Susannes mange events – hun får alle med, uanset om du har prøvet det før eller du er helt ny. 

Yoga for løbere og luntere af Susanne Lidang, forlaget People’s Press 2017, 3/5 stjerner. 

Yoga for løbere og luntere er som titlen siger en bog om yoga-øvelser, der på forskellig vis kan gavne løbere – og hvorfor yoga generelt kan gavne løbere. Der er styr på noget af det, jeg savnede i Vild med Yoga – Susanne Lidangs første bog. Der er faktisk små tegninger af, hvordan man kommer fra en stilling til en anden i små sekvenser, og disse sekvenser er tegnet op på de sidste sider, så man hurtigt kan overskue dem, når man er blevet vant til øvelserne. Det er i højere grad et ”opslagsværk” end Vild med Yoga var. Og som en aktiv løber, der i forvejen bruger yoga som udstrækning, tror jeg helt bestemt man kan få noget ud af den – måske efter lidt træning til nogle yoga-timer, så man har en ide om, hvad man laver. Jeg er lidt i tvivl, om man faktisk har brug for nogle af de ting, der står i Vild med Yoga – altså om den kan læses uafhængigt. Men alt i alt en udmærket bog, som jeg helt sikkert vil tage nogle af øvelserne fra. 

Klassiker

Fifty shades of gray før det blev mainstream

The Picture of Dorian Grey af Oscar Wilde, 1891. 3/5 stjerner

Dorian Gray er en ung mand i 1800-tallets London. Kunstneren Basil Hallward er imponeret og besat af Dorians skønhed og maler et oliemaleri af ham i fuld størrelse, og han tror, at Dorians skønhed er grunden til kvaliteten i hans kunst. Gennem Basil møder Dorian Lord Henry Wotton og snart bliver han besnæret af aristokratens hedonistiske verdensbillede; at skønhed og sensuel tilfredsstillelse er det eneste, der er værd at forfølge i livet. 

Dorian bliver derfor opmærksom på, at hans egen skønhed vil forsvinde og udtrykker ønske om at sælge sin sjæl og derved få billedet til at ældes i stedet for han selv i et anfald af dramatik. Men lidet ved han, at det ønske bliver opfyldt og mens det langsomt går op for ham forfølger han selv libertiners livsform med varierende moralske oplevelser, alt i mens han forbliver ung og smuk og portrættet forvrænges og viser hans sande sjæl. 

Så hvordan anmelder man en klassiker? En elsket klassiker – en i horrorgenren oven i købet? 

Det er et mål for mig at læse flere klassikere, og The Picture of Dorian Grey virkede som et godt sted at starte. Den lugtede lidt af mørk Jane Austen og jeg elsker Jane Austen. Jeg har tidligere leget med Brönte-søstrene men blev ikke umiddelbart hooked, så jeg ville prøve en anden klassisk forfatter. The Picture of Dorian Gray føltes også lidt som mørk Jane Austen men uden al romantikken. Som med så mange horror-klassikere føles den bestemt ikke som horror – men det gjorde den sikkert i samtiden. Bogen hinter samtidig homoseksualitet, som Wilde også selv (efter sigende) var i en tid, hvor det ikke var velanset, og det er elegant gjort igennem bogen – og egentlig ret cool for en bog fra 1891 at tale direkte ind i det stigende fokus på diversitet. 

Hvem er egentlig skurken i denne bog? Er Dorian gennemført ond? Ikke i min optik. Jo, han er ond – hans sjæl er så sort og grim som hans billede, men Dorian slår mig mest af alt som en dum, smuk, let påvirkelig dreng, der lader sig forføre at de flygtige glæder Henry Wottons livstil kan tilbyde. Eller er det Basil der gør Dorian forfængelig og opmærksom på sin egen skønhed? Bogen har virkelig dybde, som klassikere ofte har og giver stof til eftertanke. 

Contemporary

Alice i Eventyrland møder Fagre nye verden?

The Circle af Dave Eggers fra forlaget fra forlaget Penguin, 2004. 3/5 stjerner. 

The Circle er en dystopisk roman, der centrerer sig omkring internettet. Den gav mig ganske seriøse Fagre nye verden-vibes uden dog helt at have elegancen i den måde Huxley skriver Fagre nye verden på. 

Mae bliver hyret af The Circle, et internetfænomen, der har overtaget Google, Facebook og stort set alle andre internetplatforme – og hun føler, at hun har fået sit livs chance. The Circle ligger i et stort Silicon Valley-esque campus, og linker brugernes personlige mails, social media, finanser sammen, som resulterer i én online identitet og ekstrem transparens i samfundet. Som ansat kræves det, at man engagerer sig både socialt og ligger alting op – for ellers kan The Circle ikke få det fulde billede. Men Mae møder en fremmed, der ikke er så positiv, til trods for at hendes stilling bliver mere og mere offentlig og synlig – og det har dyre konsekvenser for både hendes familie og venner. 

Okay – så præmissen for denne bog er faktisk sindssygt interessant. Internettets totale kontrol over alting, hvor det er umuligt at lave det mindste form for sidespring, hvor du bliver holdt ansvarlig for alle dine handlinger, hvor alle ved alt om alt, og hvor dine kollegaer bliver fornærmede og kede af det, hvis du ikke har delt med dem, at du elsker kajak-ronning – The Circle er creepy, fordi The Circle er realistisk. Problemet med bogen for mig, var ikke engang den noget antiklimatiske slutning – den var også creepy og på en måde sikkert realistisk. Det store problem er Mae. Eggers formår simpelthen ikke at skrive en kvindelig figur – og bogen er blevet kritiseret meget for, at havde man kønsbøjet den, så ville bogen ikke være realistisk, for sådan ville en mand aldrig blive beskrevet. Mae er naiv og virker mest af alt bare tom. Hun taler mest som svar til spørgsmål ”Forstår du det Mae?”, ”Ja,” – ”Er det noget, du har lyst til Mae?” – ”Ja” – hun siger sjældent noget af sig selv, til trods for hun ellers også skal fremstå som én, der ikke har lagt hele sit liv på internettet – til en start. Og hvor Maes forhold til Francis, programmøren hun møder på FØRSTE aften, måske kunne være realistisk – så er Maes forhold til Kalden ikke realistisk. Ingen knalder bare en kollega på toilettet uden at vide noget som helst om ham, nærmest uden at have ført en samtale med ham – i et firma hvor alt er gennemovervåget (meeeen det bliver naturligvis ikke opdaget) og falder derefter i svime over, hvor romantisk det har været. For det er ikke romantisk, det er sex – og det kan kvinder faktisk godt finde ud af, Eggers. 

De fleste karakterer er karikaturer – og derfor er der ingen udvikling – mest af alt Mae, som er ligesom tom og irriterende, da bogen startede som da den sluttede. Måske endda værre. Selv Mercer, Maes internethadende eks, der skal forestille at være fornuftens stemme, går for meget i den anden grøft og bliver karikeret og useriøs – der er ingen forståelse og kemi mellem Mercer og Mae, og hendes forældres evindelige invitation af Mercer er uforståelig. Men der er elementer, der er gode i bogen, og derfor er den værd at læse alligevel. Den rejser nogle gode pointer ift. brugen af internet og sociale medier. The Circle er skræmmende, fordi The Circle ikke er ret langt fra de platforme, vi har i dag. 

Contemporary, Romantik

Når chicklit ikke engang er sukkersødt

30 guys in 30 days af Micol Ostow fra forlaget Simon Pulse, 2005. 2/5 stjerner. 

Claudia Clarkson er vores hovedperson og lige startet på universitet. Og har slået op med sin gymnasie-kæreste gennem flere år, Drew. Hun savner ham, men har besluttet sig for, at hun ikke vil være bundet, når hun starter på campus. Men hun har simpelthen glemt, hvordan man møder fyre og flirter, så hendes roomie udfordrer hende – møde en ny fyr hver dag i 30 dage. 

Hardcore chicklit får sjældent fem stjerner af mig – men jeg elsker dem. Undtagen så lige denne her. Den var ikke engang sukkersød romantisk eller god til stranden… For det første lider den af ikke at være konsistent – en fyr skifter pludselig navn, tallene i forhold til udfordringen var forkerte og om end det ikke er en fejl, var den virkelig fyldt op med druk. Hvilket man jo gør på universitet, men….

Claudia er virkelig usympatisk og svær at identificere sig med. Hun virker umoden og flad som karakter. Hun slår op med sin gymnasie-kæreste gennem flere år tilsyneladende uden grund (men inviterer naturligvis det stakkels væsen på besøg, der stadig er forelsket i hende og har break-up sex), men bliver samtidig og med det samme optaget af at starte et forhold med et af sine ”mål” (for det er åbenbart mærkeligt at tale med medlemmer af det modsatte køn dagligt uden øjeblikkeligt at ville starte et forhold med én af dem), begynder faktisk af date en af dem, der minder foruroligende meget om hendes eks, slår op med ham efter en måned, bliver ked af et andet crush er ked af, at hun  fandt en kæreste og ender så op med crush’et. Cladia kan med andre ord ikke finde ud af være single og lige præcis derfor har hun faktisk brug for det. Hvilket jo så ikke sker.

Jeg synes heller ikke udførslen af bogen er særlig elegang – for konceptet er jo faktisk godt nok – 30 fyre på 30 dage. Det kunne have være en sød, sjov chicklit. Men den er akavet og klodset. Til gengæld får forfatteren fint bygget et universitetsliv op, der virker realistisk.Formatet er også anderledes i bogen – den fortælles delvist gennem mails. Hvilket altså er forvirrende. Jeg læste den som e-bog, og jeg havde svært ved at hitte rede i det, fordi det ikke klart er defineret hvornår vi hopper fra mail til en fortællerstemme (hvis vi gør det – jeg er forvirret). Måske den fysiske bog er nemmere. Alt i alt ikke en bog for mig. 

Filosofi, Nonfiktion

Kan man få Ole Henriksens hjerne?

Sådan får du Ole Henriksens hjerne af Ole Juncker fra forlaget People’sPress, 2015. 3/5 stjerner. 

Denne bog er skrevet af den pessimistiske journalist og TV-producer Ole Juncker, der i fascination af cremekongen Ole Henriksens altid glade humør, beslutter sig for at forsøge selv at få en lige så glad hjerne. Og det på kun to måneder. I bogen, der er skrevet i et let og humoristisk sprog, opsøger han eksperter og videnskabsfolk i både Danmark og USA, der giver ham svar på, hvordan han får en positiv hjerne, der sprudler af lige så meget energi som Ole Henriksen. Med hjælp fra bl.a. hjerneskanninger, gentest, adfærdseksperter og psykologer kommer han tættere på, hvad Ole Henriksens opskrift på lykke er. Projektet var også et tv-program, der hed ”Jeg vil være Ole Henriksen” – det har jeg ikke set. 

Ole Henriksen siger selv, at han bevidst valgte at leve et lykkeligt liv som ung. Ole Juncker er pessimistisk og tror ikke, at man kan vælge at leve lykkeligt, men er bevidst om, at man kan se positivt på tilværelsen. Han gør det bare ikke sådan rigtig. Det starter med en hjerneskanning og så kører det ellers derud af med kost, motion, farvestrålende tøj og komplimenter til alle omkring Ole’erne. Bogen er skrevet virkelig underholdende, og jeg kan godt lide den konklusion, Ole Juncker til sidst i projektet kommer frem til. Derudover lærte man en hel del om Ole Henriksens og hans livstil i løbet af bogen, og det var jeg mindst lige så vild med. 

Ole Juncker tør godt udstille sig lidt som værende akavet, når han forsøgte at efterligne Ole Henriksen, og det var befriende og morsomt. Bogen er letlæst, men det er godt at få genopfrisket, hvad man selv kan gøre for at leve et positiv liv. 

Anmelderrost, Contemporary, Socialrealisme

Jeg nægter bare…

Jeg nægter at tænke af Lotta Elstad fra forlaget Hoffman & Poulsen, 2018. 1,5/5 stjerner. 

Jeg nægter at tænke er en anmelderrost roman, der blev rost for at være morsom og bidende om kærlighed, svangerskab og abort men også om politik, EU og den nye underklasse. 

Vi møder den unge freelancejournalist Hedda Møller efter en traumatisk flyvetur og en strabadserende rejse tilbage til Oslo gennem et kriseramt Europa med tog og bus. Et møde i Berlin fører til et one-night-stand med en fyr, som aldrig holder op med at sende sms’er i CAPS LOCK. Hjemme igen opdager hun en uønsket graviditet. Det burde være let at gøre noget ved. Det er det bare ikke i Norge. Hun mødes af velfærdsstatens krav om tre dages tænkepause. Over tre dage følger vi hendes hektiske kamp for at holde fast i sin beslutning.

Hedda kæmper samtidig med at komme over sin eks og det kickstarter hendes rutsjebanetur, der fører hende rundt på jorden. Vi ved ikke hvem faderen er, skrivestilen reflekterer Heddas kaotiske sind, og hun handler bestemt ikke rationelt. Hedda er ikke en særlig sympatisk hovedperson, og det er til tider ubehageligt at læse bogen, der følger hendes kaotiske sind – den stresser nærmest læseren. 

Jeg havde besluttet at læse mere nordisk litteratur, men er ved at fortryde, for den har en klassisk moderne, nordisk ikke-slutning. Altså en af de der irriterende slutninger, som man også så i Populærmusik fra Vittula, hvor bogen nærmest sparker læseren ud midt i en sætning. Vi får ikke rigtig at vide, hvad Hedda gør med sit liv, hun får ikke rigtig styr på det og for mig, der ikke er fan af disse ikke-slutninger (der af en eller anden grund som regel er sindssygt anmelderroste), virker det lidt som om, at forfatteren bare ikke gad mere og derfor skrev slut i stedet for at give læseren et ordentligt, meningsfyldt farvel. 

Fordi Hedda er så kaotisk og stressende at følge, så kan det godt være den type bog, man selv skal være i det rigtige mindset til at læse – og er man selv småstresset og i en kaotisk situation, så er den ikke en god ide at vælge. 

Så jeg nægter bare – denne bog. Den var bestemt ikke, hvad jeg troede den var, den føltes stressende og slutningen slog det sidste ihjel, men skal vi være fair er bogen velskrevet og velformuleret og selvom Hedda ikke er min kop the, så er skrivestilen tro mod karakteren. Den var bare ikke mig. 

Nonfiktion

Morsom fortælling om mænd

En fandens mand af Anders Haahr Rasmussen fra forlaget Gyldendal, 2019. 4/5 stjerner. 

I disse tider med krænkelser, metoo og tinder-dates, der er så bange for at krydse en grænse og blive hængt ud, at jeg har forvekslet deres interesse med ligegyldighed, har jeg nogle gange tænkt på, hvordan det er at være mand. Sådan en gammeldags, cis-kønnet, hvid, heteroseksuel mand (af den slags der virkelig bliver dæmoniseret). Og heldigvis for mig, har Anders Haahr skrevet om netop det. 

Bogen er en nysgerrig, selvudleverende og meget morsom beskrivelse af at være mand i det 21. århundrede. Gennem en blanding af personlige historier, små essays og interviews med kloge og seje mennesker fortæller Anders Haahr om at date kvinder, om metoo-bevægelsen, om grænser, om sexisme, om homofobi, om sex og særligt om, hvordan mænd skal finde sig til rette på en bane, hvor spillereglerne er i forandring. Det handler om ikke have hår på den i gymnasiet, og helt konkret om at være på den i sociale situationer. 

Og det er en virkelig sjov bog. Jeg grinede højt flere gange undervejs, og den rammer ofte plet i emner, stiller gode spørgsmål og holder sig klogelig fra svar og konklusioner. Svarene må læseren selv arbejde for. Anders Haahr giver et stykke af sig selv og belyser, hvor forkert en hvid mand kan opføre sig med de bedste intentioner, om at huske at være til stede og om den nutidige manderolle. Anders Haahr formår hele tiden at stille spørgsmål til sine egne fordomme – og anerkender, at han har fordomme. Det er vigtigt. Det har alle (særligt dem, der starter med ”jeg dømmer aldrig nogen” – man ved jo, at det er de mest fordømmende mennesker). 

Jeg er vild med den sludrende stil, hvor der bliver kastet personlige anekdoter ind i historien, og jeg elsker, at Anders Haahr ikke er bange for at udstille sig selv – og tager stilling til den fordømmelse, han måske bliver udsat for. 

Det handler meget om sex og meget om køn – og det er skideskægt og ikke mindst – gode vigtige pointer, som mange ikke tør røre ved. 

Inspiration, Læserelateret, Uncategorized

Læseåret 2019

Først og fremmest rigtig godt nytår til alle! Jeg er måske lidt sent ude med denne opdatering – men jeg skulle jo lige have de sidste bøger med. Jeg håber, alle er kommet godt ind i det nye år – og måske allerede er i gang med læseåret 2020. Jeg har i hvert fald færdiggjort min første bog – en julebog, jeg lige skulle nå, inden man ikke kan tillade sig at læse julebøger længere. 

Ifølge Goodreads 

læste jeg 31.224 sider fordelt på 104 bøger

– og det stemmer så ikke helt, for jeg har læst lidt danske bøger, der ikke er på Goodreads. Den korteste bog 

var bare 64 sider,

mens 

den længste var 827

Den bedste bogjeg læste, var Homo Bestia af Karina Laurberg Bidstrup. Jeg elsker, elsker, elsker den – den fangede mig øjeblikkeligt og jeg lagde den stort set ikke fra mig, før jeg var færdig. 

Den værste bog jeg læste, varGeek Girls Don’t Cry. Anmeldelse coming up!  

Den bedste bogserie var… well, well, well. Hvis nogen kan huske det, var et af mine læsemål at læse Ringenes Herre, hvilket jeg har gjort. Jeg bøjer mig i støvet – jeg elsker bøgerne mindst lige så meget, som jeg elsker filmene.  

Den smukkeste boger min Barnes og Nobles læderindbundne udgave af Alice i Eventyrland. Jeg er ikke færdig med at samle på disse fantastisk smukke bøger. Det er læseglæde bare at have den i hånden og siderne, der har guldkanter, er så delikate og fine. Det er ren magi at læse den. 

Den bog, der var sværest at lægge fra sig Se mig nu af Amalie Hammel. Bogen er normalt ikke en genre, jeg er fuldstændig skudt i – men Amalie Hammel skriver fantastisk godt, og jeg læste bogen i løbet af en aften.  

Jeg vil huske læseåret 2019 for overvejende gode bøger – ingen, jeg ikke har læst færdige. Og det er jo dejligt.  Og ikke mindst første gang, jeg var på bogforum. Jeg elskede det! 

Litterære mål for 2019? Mit litterære mål for 2019 var at læse Ringenes Herre og i øvrigt læse lidt flere grafiske romaner. Begge dele er lykkedes, og jeg er ikke færdig med grafiske romaner. Jeg er nok heller ikke færdig med at genlæse Ringenes Herre. 

Min litterære to do-liste for 2020 – eller mit litterære nytårsfortsæt, om man vil. I år tror jeg ikke, at jeg har noget. 2019 har været en hæsblæsende og ikke altid behagelig affære og litteratur er og bliver mit tilflugtssted. Så i 2020 skal jeg bare læse flere bøger, udforske flere genre – og helt sikkert på bogforum igen. 

Biografi, Nonfiktion

Hvis du mangler en god lydbog – eller er skarp til jura og økonomi

Bedraget – sagen om Nordisk Fjer af Charlotte Langkilde fra forlaget Lindhardt og Ringhof, 2013. 3/5 stjerner. 

Natten til den 18. november 1990 begår (undertegnede præcis to måneder gammel) begår Johannes Peterson selvmord. Dagen efter går Nordisk Fjer, en af Danmarks på det tidspunkt største virksomheder, i betalingsstandsning, og i det følgende måneder oprulles danmarkshistoriens største erhvervsskandale med svindel og gæld for milliarder af kroner. Historien om Nordisk Fjer handler om en hæderkronet, solid dansk virksomhed, som blev spundet ind i et så kompliceret net af bedrag, at hverken medarbejdere, bestyrelse, revisorer eller medier dengang forstod, hvordan det hang sammen, og også efterforskningen havde efterfølgende svært ved at trænge til bunds i sagen. Charlotte Langkilde har forsøgt at stykke så meget af historien sammen som muligt; om skuffeselskaber med eksotiske adresser, der skulle holde selskabets værdier kunstigt i vejret, om maskiner, der blev købt og leaset frem og tilbage, om hønsefjer, der på mystisk vis forvandlede sig til edderdun på sørejsen fra København til Singapore. Og ikke mindst om to magtmennesker, som styrede forretningen med fast og ubarmhjertig hånd: direktør Johannes Petersen og hans højre hånd og efterretningschef, bogholdere Inga Lydia Rasmussen, der på så manipulerende vis lykkedes med at afholde alle involverede parter fra sandheden – og i Inga Lydia Rasmussens tilfælde formåede at undgå straf ved at trække kvindekortet. Det er en historie og magtbegær og storhedsvanvid, om vidtrækkende manipulationer og løgne så fantastiske og så troværdigt leveret, at bankdirektører, revisorer og bestyrelse blev fanget af dem, og ikke mindst om de menneskelige omkostninger bedraget kostede og det ansvar den enkelte har måttet tage for at sige til og fra – og ikke mindst, om den rigtige rent faktisk blev straffet for denne sag eller om de allermest skyldige rent faktisk lykkedes med at redde deres eget skin. 

Denne bog er en usandsynligt velresearchet, velskrevet og grundig bog – som jeg formentlig aldrig var kommet igennem, hvis ikke jeg havde hørt den som lydbog. Jeg fik den anbefalet en Tinder-date. Det blev aldrig til mere, men en bog er jeg altid frisk på at kaste mig ud i, hvis nogen siger den god. Og Bedraget er interessant. Jeg er for ung til at kunne huske sagen om Nordisk Fjer, så jeg kendte den ikke på forhånd.

Magtmennesker er fascinerende, og at et sådan spind af manipulationer og løgner har kunnet køre så længe qua to mennesker, er fascinerende og skræmmende. Jeg kan ikke huske Nordisk Fjer overhovedet, så chokket over den store virksomheds krak er jo ikke noget jeg kan huske – særligt ikke fordi bogen beskriver som virksomheden som betændt fra ret tidligt – men det vidste medarbejderne og offentligheden jo naturligvis ikke. 

Det er interessant, og det er meget grundigt fortalt – bogen er en moppedreng på næsten 800 sider. Derfor vil jeg anbefale bogen som lydbog, med mindre du er hundredemeter mester i jura og økonomi. På den måde bliver bogen snarere en dokumentarisk podcast ( i overstørrelse) og du skal ikke selv læse alle de fagspecifikke ord, men kan fokusere på konteksten. 

Anmelderrost, Fantasy, Julelæsning

Julemandens værksted møder imponerende lyrisk forfatterskab

Toymakers af Robert Dinsdale fra forlaget Ebury Digital, 2018. 4,5/5 stjerner. 

Hvor skal man overhovedet starte? Toymakers er en eminent velskrevet historisk roman, med fantasy-elementer. Og jeg elsker disse hints af, at det måske er fantasy og magi eller måske blot virkeligheden og mekanik. Robert Dinsdale skriver på én en gang gribende, lyrisk og så rigt detaljeret bog, at det næsten gør fysisk ondt af forlade Papa Jacks Emporium. Bogen er rutsjebane-tur af følelser, der ikke slipper én lige foreløbig. 

Bogen handler om en legetøjsbutik, Papa Jacks Emporium på Iron Duke Mews i London og handler om årene 1906 til 1953. Bogen er fortalt gennem vores hovedperson Cathy, der i 1906 er 16 år gammel og gravid og løber hjemmefra for at arbejde for Emporium, da hun ikke ønsker at bortadoptere sit barn, som hendes familie ellers er ved at planlægge. Her møder hun Papa Jack Godman, der under et mangeårigt fangeskab i Sibirien, har fået en forståelse for, hvad legetøj kan bringe både børn og voksne; uskyldighed og vidunder. Han tager sine sønner Kasper og Emil med til London og skaber mesterlegetøjsbutikken Papa Jacks Emporium, som tilsyneladende opererer med andre love for tid og rum. De åbner den første dag, der er frost og lukker, når sneen smelter. Hvert år. Resten af året bruges på at lave legetøjet og gøre klar til næste sæson. Begge brødre falder for Cathy, men hun har kun øjne for den talentfulde Kasper, der er en lige så dygtig legetøjsskaber som sin far, hvorimod Emil er usikker og rammes gang på gang af egne bekymringer og jalousi over sin bror. I Emporium føder Cathy sin datter Martha og gifter sig med Kasper. 

Emporium blomstrer og virker helt ude af takt med verdenen og skaber hvert år magi for børn og voksne. Alligevel rammer virkeligheden, da Første Verdenskrig sender Kasper i krig og kommer tilbage som en ødelagt mand tre et halvt år senere – ramt af skyldfølelse, granatchok og ikke mindst fysiske sår fra krigen. Og det puster yderligere til konflikten mellem de to brødre, der kulminerer og næsten betyder enden for Papa Jacks Emporium. Mange år senere forsvinder Kasper og forlader Cathy og Martha, som han ellers har opdraget som sin egen. Selve Emporium lider under det og vi følger det, mens Emil og Cathy forgæves kæmper for at bibeholde fortidens storhed.  

Are you lost? Are you afraid? Are you a child at heart? 

Det er en bog om to brødres interne kampe, om deres jalousi og beundring for hinanden. Særligt om Emils jalousi overfor Kaspers liv – lige fra hans kone og talent til det, han deltog i en krig, hvor Emil ikke kunne grundet et dårligt hjerte. Og en historie om, hvordan denne jalousi er altødelæggende. Men det er også en historie om krig, om eftervirkningerne af Første Verdenskrig, om en familie, om legetøj og om magi. Også er særligt den første fjerdedel af bogen helt klart også om jul. Når man er ude over den første fjerdedel går det meget julede lidt af bogen, men jeg vil nok ikke anbefale man læser den en varm juni-dag. Vent til de kolde måneder. 

Og det er en bog, der undervejs vil sætte sig på ens brystkasse til det føles som om, den forhindrer én i at trække vejret, en bog, der får en til at gispe i forundring og overveje, hvornår noget er virkeligt og hvornår det er rent magi. Det er med andre ord en enestående, brillant bog. Så hvorfor får den ikke fem stjerner? Fordi jeg virkelig ikke brød mig om slutningen. Jeg ved faktisk ikke, hvordan den skulle have endt – den vej Robert Dinsdale gik med især Cathy og Kaspers skæbner, gjorde på alle måder bare ondt. Man længtes jo efter at få at vide, hvad der var sket med Kasper. Men jeg ville ønske, at han havde efterladt den der. Uden en egentlig afslutning for Kasper, ladet slutningen var bitter og melankolsk. Bogen kunne godt have båret det. I stedet var slutningen på alle måder urealistisk og fjernede fuldstændig det magiske ved, at man hele bogen havde overvejet om familien Godman virkelig havde magiske evner eller bare var sindssygt dygtige håndværkere. Og for mig var det virkelig en skam. Måske skulle Robert Dinsdale have ladet Kaspers skæbne stå hen i det uvisse og lade Cathy være bedstemor. Det var i hvert fald ikke den slutning, jeg havde håbet på. Men indtil de sidste 20-30 sider er bogen et litterært mesterværk!